12.773 km fra Mekka

De får at vide, hvor langt de er fra Mekka. Intet andet. De sidst ankomne fanger blev fløjet ind for en lille måneds tid siden. Fra flyvepladsen blev de, som alle andre fanger før dem, transporteret ned til den nærliggende bugt og med færge over til den anden del af flådebasen. Muligvis har de mærket, at de var ude at sejle. Men de har ingenting set, intet hørt. De så ikke samlingen af huse, supermarkedet, biografen og skolen, der udgør downtown på den 116 kvadratkilometer store flådebase. Heller ikke den gule, afsvedne golfbane, der ligger og tørster i den voldsomme hede. Eller Kittery Beach Roads støvede bakker, som den lukkede vogn snor sig igennem, inden den sidste, snorlige kilometer ned til Windmill Beach Road, hvor Camp Delta ligger. De så heller ikke vejafspærringerne, der skal siksakkes imellem, eller soldaterne, der spærrer alle andre veje til og fra den rute, fangerne bliver fragtet ad. Og kun hvis de har kunnet lugte det, ved fangerne, at lejren med de mange vagttårne ligger ud til det blå hav. Høreværnene og sikkerhedsbrillerne bliver først fjernet, når fangerne bliver bragt ind bag flere rækker af fire meter høje ståltrådsnet, der er dækket af army-grønne presenninger og omviklet af pigtråd, og hen til modtagecenteret. Men under den flere timer lange indskrivning skal de fortsat beholde den maske på, der dækker mund og næse, for ikke at smitte med tuberkulose. Først når de er blevet afluset, røntgenfotograferet og undersøgt af en læge, har fået taget deres fingeraftryk, er blevet fotograferet og har fået sat et id-armbånd om håndleddet, får de lov til at smide masken. De får tilbudt at udfylde et postkort, hvori de må skrive, at de er i en fangelejr og i sikkerhed. Og de modtager de få ejendele, der er deres under opholdet på ubestemt tid: En rullemadras, sæbe, shampoo, tandbørste og tandpasta, to håndklæder og en vaskeklud, en orange fangedragt bestående at shorts, bukser og T-shirt, et par gummisandaler, to tæpper og et lagen, en koran, en lille plastikflaske olie og en hvid bedekalot. Respekt og høflighed »Vi behandler de indsatte nøjagtig, som vi forventer, at amerikanske soldater ville blive behandlet andetsteds. Vi behandler dem humant. Og vi behandler dem med respekt og høflighed«, forklarer oberst Adolf McQueen. Den daglige leder af verdens mest omdiskuterede fangelejr - Camp Delta, U.S. Naval Station Guantánamo Bay, Cuba - er en høj, rank sort mand i begyndelsen af 40'erne. Han har smalle skuldre, gråsprængt, ikke helt tætklippet hår, og et blik, der er lige så fast som hans gang. »Vi har fire niveauer i denne lejr. Vi kalder det program for positiv opførsel«, erklærer obersten, der er iført den amerikanske hærs grønne kamouflagedragt og en kasket, der skygger for den bidende skarpe sol. »Alle indsatte, der kommer til lejren, begynder på niveau 3. I vores program har de mulighed for at optjene forskellige privilegier. Hvis de i løbet af 30 dage ikke har skabt problemer og har fulgt alle lejrens regler, så kommer de op på niveau 2. Hvis de så i yderligere 30 dage fortsat ikke har haft disciplinære problemer og fortsat følger reglerne, kommer de op på niveau 1«, forklarer McQueen om forholdene for de omkring 650 mistænkte Taleban- og al-Qaeda-fanger, der er i hans varetægt. »Vi har 816 celler, 19 blokke med 36 eller 48 celler. I denne blok træner vi hver dag. Hvert kompagni arbejder tre uger inde i Camp Delta og har så en uges træning, der gør dem mere effektive og sikrer, at lejren bliver drevet effektivt. Efter en træningsuge får de to dages fri - vi kalder det refit to refight - der skal vaskes tøj, og støvler skal ordnes, før soldaterne er klar til at komme ind i lejren igen. På den måde sikrer vi mindre stress blandt soldaterne, så de kan gennemføre deres mission«, fortsætter obersten, imens han assisteret af sin næstkommanderende, sergent major John VanNatta, viser den tomme fangeblok frem. Stål og trådnet Fangernes celler er 2,4 meter lange og 2 meter brede. De er malet lysegrønne, nærmest mintfarvede. Omkring en meter over jorden er en metalseng boltet til den ene væg. Den er lige så lang som cellen og fylder en tredjedel af rummet. Under madrassen er malet en sort pil på det mintgrønne metal: »Mekka 12.773 kilometer«. Det er stål og metal allevegne. Ved siden af sengen er der et ståtoilet af rustfrit stål i gulvet. Den lille håndvask i hjørnet er også i rustfrit stål. Gulvet i cellerne og i inspektionsgangen mellem de to rækker celler er af nubret metal. Væggene mellem cellerne og ud til inspektionsgangen består af et kraftigt ubøjeligt tre millimeter tykt stålnet. I døren er der en lille luge til mad og post. Endevæggen er af metal med et tofagsvindue, ligeledes dækket af det mintgrønne stålnet. Det er i celler som denne, at fangerne fordriver tiden med at sove, læse og bede, når de ikke er til forhør hos efterretningsfolkene. Kun en gang om ugen er der en 15 minutter lang gårdtur. For enden af fængselsblokken er der to brusekabiner, støbt i cement med en dør af samme stålnet, som er brugt alle andre steder. »De får bad to gange om ugen, men kan også få helt op til fem gange alt efter hvilket niveau, de befinder sig på. De kan tale sammen gennem væggene i cellerne, og vi prøver at give dem en anstændig behandling med respekt for deres religion. Der bliver kaldt til bøn fem gange dagligt«, forklarer sergent major John VanNatta. »De eneste fanger, der bliver isolationsfængslet, er fangerne på niveau 4«. Til daglig er den let rødmossede, svedende mand med det grå overskæg fængselsinspektør i det største fængsel i staten Indiana. I lighed med 75 procent af soldaterne, der arbejder i Camp Delta, er han en del af hærens reserve og indkaldt specielt til dette job. »Behandlingen af fangerne er nogenlunde den samme som i et almindeligt fængsel. Den største forskel er, at fangerne i amerikanske fængsler kan dyrke sport, og at vi arbejder med rehabilitering med sigte mod deres løsladelse. Her koncentrerer vi os mere om efterretningsvirksomhed«. Anonyme vogtereVed de indsatte hvor de befinder sig? »Hvis de ved det, ved de det i hvert fald ikke fra mig«, siger John VanNatta og griner. Oberst Adolf McQueen tænker sig meget længe om, før han siger: »Det er et efterretningsspørgsmål, som jeg ikke kan besvare«. Oberst Adolf McQueen og sergent major John VanNatta er de eneste soldater i Camp Delta, der ikke har sat tapeá henover deres navn. Alle andre - selv den imam, som de indsatte kan tale med - taper deres navn på uniformen til for at sikre, at ingen af fangerne senere kan opsøge dem for at tage hævn. »Vi er lejrledelsen, og jeg er sikker på, at de indsatte på en eller anden måde ville finde ud af, hvem vi er. Vi gør det helt bevidst for at vise, at vi er ledelsen og ikke føler os intimideret af nogen«, forklarer oberst McQueen inden han skridter af og fortsætter sine pligter. Det er ikke tilladt at fotografere i lejren, at tale med fangerne eller blot se de fangeblokke, hvor de opholder sig. Men Politiken får to gange under den timelange rundvisning i Camp Delta et glimt af fangerne. Første gang i Camp Deltas hospital, der ifølge den ansvarlige læge kan måle sig med de hospitaler, der bliver sendt med de amerikanske tropper ud i verden. Manden i den orange fangedragt ligger lænket til sin sygeseng og læser. Han har sort hår og sort skæg i et bredt ansigt. Da vi går forbi, kigger han lidt bistert på os uden at sige en lyd. Han følger os med øjnene, indtil vi er ude af sengeafsnittet igen. Anden gang på vej ud af Camp Delta. En lille, spinkel mand sidder bag på noget, der mest ligner en golfvogn. Hans hoved hænger lidt, og en soldat ved hans side holder en arm hen foran ham. Vi får ikke at vide, om han er på vej til hospitalet eller på vej til forhør. Selvmordsforsøg Siden de første fanger blev overført til Guantánamo-basen i januar 2002 har der været 20 selvmordsforsøg. Nogle fanger har forsøgt flere gange. Det mest alvorlige forsøg skete i forrige uge, hvor det næsten lykkedes for en indsat. Han måtte i respirator, men er ifølge hospitalets leder, doktor Paul Kelleher nu uden for livsfare. Ifølge doktor Kelleher er selvmordsraten i Camp Delta ikke højere end i andre amerikanske fængsler og soldaterne bliver trænet i at spotte selvmordsadfærd blandt de indsatte. Heller ikke antallet af indsatte med psykiske lidelser ligger over niveauet i et almindeligt amerikansk fængsel, oplyser han. Mellem bilerne på parkeringspladsen uden for Camp Delta holder en orange skolebus, der ser ud, som om den lige er kørt ud af en amerikansk familiefilm fra 1950'erne. Bortset fra, at denne her ikke er beregnet til glade skolebørn, men til de soldater, der holder vagt i Camp Delta. De orange skolebusser er overalt på den 116 kvadratkilometer store base. Få informationer Langs med Camp Delta, ud mod Windmill Beach Road er der anlagt et fortov, hvor grupper af soldater slentrer hen imod Camp America, for at spise, gå på internetcafe, sove, læse magasiner, se tv eller tale med præsten. Vi kører dertil i bus. Presseofficererne, der følger Politiken minutiøst under det tre dage lange besøg på basen, har arrangeret et møde med medlemmer af det puertoricanske militærpolitikorps, der arbejder som vagter i Camp Delta. Over chaufførens hoved er der tapet et billede fast af en ung muslim med et hvidt klæde viklet for mund og pande. Man kan kun se den unge mands mørke øjne. Henover klædet er der med flammende rødt skrevet: »Go to hell USA«. Den ledsagende tekst lyder: »Denne trussel har vist sin vilje og evne til at skade os. Gør det ikke nemmere for ham. Beskyt dine informationer«. Captain Torres og hans to løjtnanter Rodriguez og Russe er endog meget forsigtige med informationer om arbejdet og fangerne i Camp Delta. »Interessant«, svarer Captain Torres med et langt blik til presseofficererne på spørgsmålet om, hvordan det er at arbejde i fangelejren. »Jeg har tidligere arbejdet syv måneder som fængselsofficer. Den eneste forskel på fangerne her og andre steder er .«, så går han i stå og kigger usikkert på presseofficererne, inden han nølende fortsætter: »Normalt ved fangerne, hvor lang tid de skal sidde, og .« Så stopper han og vil ikke fuldende sætningen. Men han og de knap 3.000 øvrige soldater i Joint Task Force, der er indkaldt for at tage sig af bevogtningen og afhøringen af fangerne i Camp Delta, udfører et formidabelt stykke arbejde, mener deres øverste chef, general Geoffrey D. Miller. Han er ansvarlig for såvel fangelejren som den efterretningsmæssige efterforskning af terrorisme, der foregår i den. Belønning og straf »Vores job er at indsamle efterretningsinformationer, der kan gøre os i stand til at vinde krigen mod terrorisme hurtigere. Så vi arbejder hårdt hver eneste dag«, slår general Miller fast. »Vi indsamler en signifikant mængde efterretningsinformationer hver dag. Hver enkelt indsat har forskellig værdi. Nogle har høj efterretningsværdi, andre mellemværdi og nogle kun lav værdi. Men der er ikke en eneste indsat i Camp Delta, der ikke hjælper os med at samle spor og forbindelser, der kan hjælpe os i krigen mod verdensterrorismen«, siger han og afviser oplysninger i den amerikanske avis L.A. Times om, at mindst 10 procent af fangerne i Camp Delta er sendt til Cuba ved en fejltagelse og ingen efterretningsmæssig værdi har. Han fremhæver samtidig, at lejrens belønnings- og straffesystem for alvor har fået tungen på gled hos mange af fangerne. Det blev indført kun en måned efter, at den tostjernede general i oktober sidste år blev sat i spidsen for Joint Task Force. »De indsatte kan nu modtage belønninger, der gør deres liv mindre besværligt. Samarbejder man mere og følger reglerne i lejren, er der 23 forskellige belønninger, som for eksempel at man får lov til at beholde flere breve i cellen, får flere bøger, flere brusebade og gårdture«, forklarer han og fortsætter: »Da vi begyndte, var 22-23 procent af de indsatte på niveau 1. Nu er 60 pct. på niveau 1. Kun 6 procent er på niveau 4 og samarbejder ikke under forhør og efterforskning eller følger ikke de disciplinære regler«. Kan man komme op på et højere niveau, hvis man nægter at samarbejde med efterforskerne, men ellers opfører sig eksemplarisk? »Man avancerer ikke ved blot at opføre sig disciplineret. Det vigtigste er at samarbejde i forbindelse med efterforskningen. Gør man ikke det, så ender man på niveau 4«, siger Geoffrey D. Miller. Ny mildere lejr Den ny, knap så strenge fangelejr med 200 pladser, der er ved at blive etableret i Camp Delta, skal også være med til at disciplinere fangerne yderlige og få dem til at samarbejde mere, oplyser han. I den ny lejr bor fangerne sammen i store rum, har fælles bede- og opholdsrum, får bedre mad, mulighed for at spille fodbold og opholde sig udendørs i flere timer dagligt. Lejren skal samtidig fungere som udslusning, inden fangerne sendes tilbage til deres hjemland, forklarer generalen. De første 20 er allerede overført til den ny lejr, og vil muligvis allerede i løbet af få uger blive sendt tilbage til deres hjemland uden at blive retsforfulgt af USA. Om den 29-årige dansker, der nu har tilbragt mere end et år i de små celler på den støvede, varme flådebase, er en af de udvalgte, eller om han skal fortsætte sit trøstesløse liv i Cuba, fordi han er terrorist, ønsker generalen ikke at sige noget om. Om den danske fange selv ved det, er heller ikke sikkert. Det eneste, han med sikkerhed ved, er, at der er langt hjem til Danmark og 12.773 kilometer til Mekka.