USA's krig mod Irak er på ingen måde noget, der vækker begejstring i nabolandet Iran. For selv om Iran udkæmpede en blodig krig mod irakerne i 1980'erne og måske umiddelbart kunne tiltænkes et hævnmotiv, så er præstestyret alt andet end lykkeligt ved udsigten til øget amerikansk tilstedeværelse i regionen og udsigten til et kommende USA-støttet styre i Irak. Den konservative religiøse leder, Ali Khamenei, har kaldt USA's krig mod terror for en stor løgn, hvis formål ene og alene er at varetage amerikanske interesser i forhold til olie, Israel og ønsket om øget kontrol med Iran. Frygter angreb fra USA Og ved en fredagsbøn for nylig tilføjede den magtfulde leder af Eksperternes Råd, tidligere præsident Hashemi Rafsanjani, at USA's tilstedeværelse er mere skadelig for regionen end Iraks masseødelæggelsesvåben. Men samtidig med alle disse fordømmelser er det også en hovedprioritet for præstestyret at undgå at fremprovokere et amerikansk angreb mod Iran selv. Sammen med Irak og Nordkorea er Iran selv en del af det, som USA's præsident, George W. Bush, opfatter som en ondskabens akse og derfor er Teheran ude i en vanskelig balanceakt. Iran vil også af nmed Husein Den iranske krigskritik skal på ingen måde opfattes som en støtte til Saddam Hussein. Også Iran vil gerne af med ham, og præstestyret har nære kontakter til kurdiske og eksilirakiske oppositionsgrupper i det overvejende shiamuslimske, men sunnimuslimskdominerede -- Irak. Teheran foretrækker blot, at irakerne selv finder en løsning, idet de iranske ledere ser bedre bud på fremtiden end endnu et USA-venligt styre på den anden side af sin grænse (mod øst støttes det nye afghanske styre af USA). For ikke at provokere USA unødigt har Teheran dog samtidig forsøgt at vise sin støtte til kampen mod terror ved for nylig at arrestere en stribe mistænkte al-Qaeda-medlemmer. Og for nylig erklærede man sig villig til at samarbejde med inspektører fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) efter den tiltagende bekymring over Irans storstilede atomprogram i det olie- og gasrige Iran. USA fornemer forandringer i Iran USA har på forhånd signaleret, at man ikke nødvendigvis vil imødegå de tre medlemmer af ondskabens akse på samme måde: »Forskellige trusler kræver forskellige strategier«, sagde præsident Bush i sin nylige tale til nationen. Modsat sit syn på Irak synes USA at mene, at Iran bærer kimen til forandring i sig selv: en hastigt voksende andel af mere vestligt orienterede unge er trætte af social nød og religiøst tyranni og kræver forandring. Og de er ved at være utålmodige, hvilket diverse optøjer i de senere år har vidnet om. Tvivl om forandring Analytikere er delt mellem dem, der mener, at Iran allerede befinder sig i en glidende revolution, og dem, der modsat mener, at præstestyret fastholder samfundet i et jerngreb og blot gennemfører kosmetiske reformer for at mildne sindene i ind- og udland og mindske risikoen for en social revolution. Sidstnævnte fløj peger på, at der nok er sket visse lempelser, men at det ingenlunde har stoppet den politiske undertrykkelse. Iran mobiliserer Ifølge den tyske ugeavis Die Zeit skal alle mænd, der er født mellem 1959 og 1983, nu melde sig som reservister, og mindst 13.000 skulle for ganske nylig være indkaldt som bassiji , krigsfrivillige. Og ifølge avisen arbejder Revolutionsrådet med tre scenarier for den aktuelle situation, der alle indebærer en højere grad af militarisering: Så længe der er en krigstrussel, vil Iran mobilisere. Hvis der erklæres krig, vil Iran forsvare sig. Og endelig vil Iran svare militært igen, hvis landet angribes. »I alle tilfælde vil den truende krig mod Irak stabilisere det religiøst legitimerede og totalitære præsteskabs diktatur i Iran«, fastslog den tysk-iranske forfatter Wahied Wahdat-Hagh i Die Zeit.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























