Gud overskygger Irak i EU-konvent

Det blev Gud og ikke udenrigspolitikken, der satte sindene i kog, da EU-konventet mødtes i Bruxelles torsdag og fredag. For debatten om, hvorvidt religiøse eller andre værdier skal skrives ind i en kommende EU-forfatning, blev så omfattende, at dagsordenpunktet om udenrigspolitik måtte udsættes, formentlig til næste møde 5. marts. Udenrigspolitik er i øjeblikket så betændt et emne i EU, at konventets præsidium foretrækker at vente med at tage det op. De 105 medlemmer var samlet for at diskutere et udkast til de første 16 artikler i en kommende EU-forfatning. De beskriver, hvilke områder unionen kan og skal lovgive på, hvordan medlemslandene skal forholde sig til en fælles udenrigspolitik, og hvilke værdier unionen er baseret på. Netop spørgsmålet om værdierne havde på forhånd skabt debat. Blandt andre pave Johannes Paul har argumenteret for, at kristne værdier skrives ind i en EU-traktat. Men konventets formand, Valéry Giscard d'Estaing, har sagt, at Gud ikke hører hjemme i en europæisk forfatning. Derfor figurerer hverken Gud eller kristendommen i det nuværende udkast. Flere konventsmedlemmer har dog foreslået, at den kristne religion skrives ind i forfatningen som en del af unionens værdigrundlag. »For de troende er vi nødt til at have en reference til Gud i forfatningen«, sagde det konservative tyske medlem Erwin Teufel. Men Gud har langtfra fuld opbakning. Andre medlemmer føler, at en henvisning til kristendommen kan støde Europas muslimske befolkninger og lande som Tyrkiet, der søger om optagelse. Samtidig er problemet, at hvis Gud skrives ind i forfatningen, er unionen forpligtet til at indføre sanktioner over for medlemslande, der ikke lever op til kristne værdier. Troskabsed Diskussionen om de indledende artikler var så omfattende, at konventet ikke nåede frem til artikel 14, der foreslår, at EU's medlemmer skal aflægge en slags troskabsed over for unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I lyset af de seneste ugers splittelse over Irak er det nok heller ikke det bedste tidspunkt at diskutere den fremtidige udformning af EU's udenrigspolitik, mener den danske regerings repræsentant, Henning Christophersen. »Det er et område, vi skal vente med. Den nuværende debat skal have lov til at køre et stykke tid. Medlemslandene skal have mulighed for at tænke over de seneste ugers begivenheder. Der er ingen grund til at forcere beslutninger«, siger han. Derfor havde præsidiet også udeladt tre artikler om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik i det udkast til forfatningens artikel 24-33, der blev fremlagt i går. De handler hovedsageligt om lovgivningsprocessen i EU. Præsidiet foreslår, at direktiver og forordninger skifter navn til EU-rammelove og EU-love, så de mere tydeligt signalerer, hvilken slags retsakter man har med at gøre. En forordning gælder umiddelbart i EU-landene, mens direktiver skal omsættes i national lovgivning, før de har retsvirkning. Åbne møder Derudover skal møder i ministerrådet for fremtiden være åbne for offentligheden. »Men det er kun et lille skridt hen imod større åbenhed«, siger JuniBevægelsens konventsmedlem, Jens-Peter Bonde. »85 procent af beslutningerne bliver alligevel ikke til i ministerrådet, men i arbejdsgrupperne (under ministerrådet, red.). Formålet med åbenhed er, at man kan følge den reelle arbejdsproces. Det, vi har brug for, er adgang til at se referater og arbejdsdokumenter fra arbejdsgrupperne«, siger han. Nærhedsprincip Præsidiet foreslår også, at EU-landenes parlamenter skal være med til at beslutte, om EU-kommissionens lovforslag stemmer overens med unionens princip om nærhed - ideen om, at EU kun lovgiver på områder, hvor medlemslandene ikke selv kan gøre det bedre. Det skal foregå ved, at kommissionen tvinges til at genoverveje forslag, hvis en tredjedel af de nationale parlamenter mener, at det strider imod nærhedsprincippet. »Det er ikke godt nok«, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti: »Kommissionen er ikke forpligtet til at foretage ændringer og kan således bare sende det samme forslag ud igen. Hvis det ikke var så undergravende for vores folkestyre, ville det være til at grine højt over«, siger Peter Skaarup.