På en vævet måtte dybt inde i det afrikanske kongedømme Swaziland ligger Robert Soko døende under et træ, hvis skygge gør det ud for sygepleje i dette glemte hjørne af verden. Da han blev syg sidste juli, måtte han vente et halvt år, før hans 13-årige søn kom hjem på juleferie fra sit job som vogterdreng med de otte kroner, det koster at se en læge på en af statens klinikker. Den 44-årige mand har tuberkulose og en hud fyldt med de svampeinfektioner, der før aids hørte hjemme i kapitlerne over sjældne sygdomme. Engang var Robert Sokos egne kræfter og naturens velvilje nok til at trylle mad til en hel familie ud af den lille stribe land bag hans delvist sammenstyrtede hus. Men to års tørke sendte ham ud i en dødelig cirkel: Fejlslagen høst giver mindre føde til syge kroppe, der hurtigere bukker under for hiv og ikke har kræfter til at knokle i markerne. Fire ud af hver ti seksuelt aktive i Swaziland er hivpositive, hvilket formentlig er verdensrekord. Store dele af landet har været ramt af tørke flere år i træk. Derfor er en fjerdedel af befolkningen på godt én million mennesker afhængig af hjælp fra FN's verdensfødevareprogram WFP. Enevældig konge Det ville alt sammen være lidt lettere at bære, hvis man fornemmede et stærkt nationalt lederskab. Men landets enevældige konge Mswati III har så travlt med at bruge landets sparsomme penge på et nyt fly og på en eksplosivt voksende kongefamilie, at det har indbragt ham officielle protester fra omverdenen. Senest truede en amerikansk udsending med at ophæve gunstige handelsaftaler, der ellers får æren for at have nedbragt arbejdsløsheden. EU har i mange år lagt et voksende pres på kongen for at indføre demokrati. Men selv om en del af landets egen elite i byerne går med de samme drømme, har kongehuset traditionelt haft en voldsom opbakning, ikke mindst på landet. Vrede over flykøb Det er derfor en forbløffende kraftig reaktion, vi får ud af et stilfærdigt spørgsmål til søskendeparret Christina og Makhosini Mkhambela, der som Soko er ramt af både sygdom og tørke. Har de hørt om kongens planer om at købe eller lease et nyt fly? »De penge kunne vi bruge til at bore en brønd, så vi kunne kunstvande«, siger Makhosini Mkhambela og peger ned på sin afsvedne majsmark. Hans søster følger omgående op fra sit sygeleje: »Kongen hjælper os ikke på nogen måde. Hvad vil verden sige, når han tager vores penge og bruger dem på et fly frem for at købe mad til den sultende nation?«, spørger hun. Verden vil sige, at den hjælper sultende og syge, uanset hvordan deres ledere opfører sig, fordi man ikke kan straffe befolkningerne for deres lederes forbrydelser. Men når det er sagt, er omverdenen alligevel begyndt at røre på sig efter et ualmindeligt svært år for den enevældige Mswati III. Dommere sagde op I oktober blev hans ret til hvert år at føje en ny teenagekone til rækken af dronninger for første gang anfægtet ved domstolene, hvor en mor forgæves forsøgte at få sin datter løst fra det, hun kaldte kongehusets »kidnapning«. Senere sagde samtlige højesteretsdommere op i protest, da regeringen meddelte, at kongen ville blæse på domstolenes underkendelse af hans ret til at udstede dekreter hen over hovedet på parlamentet. Konvertere til islam Nu spekulerer aviserne i Swaziland i, hvorvidt Mswati III overvejer at konvertere til islam for at kunne skifte kritiske vestlige donorer og deres krav om demokrati ud med støtte fra Libyens præsident Gaddafi. Kongen vendte i torsdags hjem fra en rundrejse, der bragte ham til de årlige festligheder i Mekka i Saudi-Arabien, til Libyen, til afrikansk-fransk topmøde i Paris og endelig til Malaysia, alt sammen i et fly som Gaddafi havde lånt ham. Den libyske leder købte i 1976 Den Centralafrikanske Republiks daværende kejser, Jean-Bedel Bokassa, til at konvertere for to millioner dollar. Så snart Gaddafi var fløjet hjem, blev Bokassa dog atter kristen. Til gengæld menes Gabons præsident Omar Bongo at være inspireret af Gaddafi til sin mere langtidsholdbare konvertering.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























