Striden på det ekstraordinære topmøde på mandag om, hvad EU skal mene om Irak-krisen, bliver en strid mellem de gamle EU-lande. De ti nye lande, som bliver optaget i unionen i 2004, og de tre kandidatlande, må nemlig ikke komme med. Det har det græske EU-formandskab besluttet, og det har vakt både undren og vrede i en række EU-lande. Blair utilfreds Storbritanniens premierminister, Tony Blair, er blandt dem, der er utilfreds med, at topmødet bliver uden deltagelse af de nye lande. I et brev til den græske statsminister og EU-formand, Costas Simitis, som Politiken er i besiddelse af, opfordrer han til, at beslutningen gøres om, og at de ti lande inviteres. »Kære Costas. Jeg hilser din beslutning om at indkalde til et ekstraordinært Europæisk Rådsmøde velkommen og ser frem til vores diskussion på mandag, hvor jeg håber, at du også vil invitere de ti nye tiltrædelseslande og de tre kandidatlande set i lyset af den interesse, de også har udvist i denne debat«, skriver Tony Blair. Danmark støtter Blair-synspunkt Flere andre lande, herunder Danmark, støttede på et møde mellem EU-ambassadørerne forleden briterne, mens Frankrig og Tyskland talte imod. Og fronterne ligner stort set dem, der tegner sig for eller imod en krig i Irak. De lande, der støtter USA, vil gerne have de nye lande med, fordi de i høj grad ligger på samme linje. »Grækerne bestemmer det selv, og det skal man holde fast i, men der har været en diskussion om det, hvor forskellige lande havde en anden holdning. Det er stort set de samme fronter som i diskussionen om Irak, men det er ikke mit indtryk, at det er en voldsom konflikt«, siger en EU-diplomat. Kun for medlemmer Grækerne har været under stort pres for også at invitere de nye lande, men vil nøjes med at briefe dem på et møde i Bruxelles dagen efter topmødet. »Mødet på mandag er for dem, der er medlemmer nu«, siger en græsk diplomat. Og det bakkes op af Nicolas Kerleroux, der er talsmand for EU's ministerråd. Han siger, at de nye medlemmer først skal deltage i alle møder fra den dag, hvor de underskriver tiltrædelsestraktaten, og det sker efter planen 16. april i år. Polen presser på Men Polen presser alligevel på for at få en invitation. De har blandt andet sendt et brev til det græske formandskab, hvor de beder om at blive inviteret og henviser til, at der ikke skal lovgives på mødet, men at der kun skal tales politik. Polen var sammen med Tjekkiet og Ungarn medunderskrivere på det åbne brev, som også Anders Fogh Rasmussen underskrev, der udtrykte støtte til USA. Og flere andre af de nye lande og kandidatlandene er også varme støtter, blandt andet Bulgarien, der i øjeblikket sidder i FN's sikkerhedsråd. Det var torsdag ikke muligt at få en kommentar fra hverken udenrigsminister Per Stig Møller eller statsminister Anders Fogh Rasmussen, der begge er på ferie.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























