Forsoning på afrikansk

Solidaritetslejren i Mizizi ser forudsigelig trist ud. Lange, halvfærdige skure overtrukket med presenninger på en græsplæne i midten af ingenting. Det er hertil, knap 1.000 af de 20.000 mistænkte for folkedrabet i 1994, som Rwandas regering løslod i sidste uge, blev kørt for at gennemgå to måneders obligatorisk uddannelse, før de slippes løs i samfundet. Men dette er Afrika. Intet er, som det virker, og allerede i det øjeblik, vi står ud af bilen, står det klart, at genuddannelse og forberedelse til at vende tilbage til samfundet betyder noget ganske anderledes i Rwanda end de fleste andre steder. Klappen og dansen Syngende stemmer slår straks én i møde, hundredvis af dem, ledsaget af ivrig klappen og dansen. Først er det svært at se, hvor det kommer fra, men efter et par hundrede meter kan man se de tidligere fanger. Række efter række står de opmarcheret foran det længste af teltene og synger. »Vi vil ikke tilbage. Det, der skete, var frygteligt, vi vil aldrig tilbage«. Koret gentager ordene, mens fire-fem fanger går foran de andre og giver dansen fuld skrue. Ned i knæene, ryggen tilbage, og så ellers svinge, som gjaldt det livet. Voldsorgie Og det gør det jo på sin vis også. Formålet med lejropholdet er at sikre, at grusomhederne i 1994, hvor omkring 800.000 mennesker omkom i et voldsorgie af uhørte dimensioner, ikke gentager sig. »Sang er utrolig vigtigt i vores kultur. Det er udtryk for glæde, for livsmod, men også noget man kan lære af og blive påvirket af«, forklarer Charlotte Gatesi, koordinator for de tre solidaritetslejre i Gitaramaprovinsen, der ligger et halvt hundrede kilometer fra Rwandas hovedstad, Kigali. »Målet er at lære disse mennesker, hvordan de skal opføre sig ude i samfundet, få dem til at tænke over den frygtelige forbrydelse, de har været medvirkende til, og sikre, at de ikke gentager fortidens dumheder«. Hun peger ud på den svingende mængde, der netop er begyndt på en anden sang. »Som rwandanere vil vi sige sandheden«, synger de, »hvordan det virkelig er foregået. Man skal sidde og snakke om det«. Her sætter fronten sig illustrerende på hug, før sangen fortsætter. »Ja, vi vil sætte os hver især og rejse os som et folk«. Hakkede folk ihjel Den første gruppe rejser sig og rykker med to muskuløse unge mænd forrest rytmisk videre, så rytmisk, at selv den enlige vagt bliver grebet af stemningen og et kort øjeblik danser med. Og det er let at blive grebet og endnu lettere at glemme, at de syngende og dansende mennesker for otte år siden løb hærgende gennem Rwandas bakkede landskab og med macheter, hakker og skovle på den mest bestialske vis tog livet af en tiendedel af befolkningen. Statistisk set har hver eneste af fangerne dræbt otte mennesker. Tredobbelt morder Set i det lys ligger den 44-årige Mpagazehe Theogere i den lave ende. Ifølge sin tilståelse har han 'kun' dræbt tre mennesker, og det har han ikke noget imod at bekræfte. Efter otte år i Gitaramas dystre fængsel er han glad for at være ude, og at skulle tale med en irriterende journalist er et af livets mindre onder. Iført en lyserød reklame T-shirt for et kontormøbelfirma i New Orleans fortæller han, hvordan han sammen med en gruppe andre skød de tre tutsier. Mennesker, han kendte udmærket, og som boede i samme lille landsby med omkring 300 indbyggere som han selv. »Det var et uheld«, siger han. »Det var en ond kraft, regeringen, der befalede os at gøre det«. »Det var jo et uheld« Det er også derfor, at han efter lejren regner med at kunne flytte tilbage til sin landsby og dermed bo dør om dør med sine ofres familier. »Det var jo et uheld«, gentager han og kigger lidt tomt frem for sig. Da der ikke kommer flere spørgsmål, trisser han tilbage til resten af fangerne, begynder at svinge armene og synge med på teksten: »Vi har forandret os, vi har været utro, men nu har alt ændret sig«. Man har lov at håbe.