Vanskeligt spil om Elfenbenskysten

De stridende parter i borgerkrigen i Elfenbenskysten og Frankrig er ikke bange for negative symboler. De har valgt at lægge fredskonferencen for Elbenskysten, der tirsdag blev indledt i Paris, i det franske rugbyforbunds træningscenter i Marcoussis uden for Paris. Men som en fransk diplomat udtrykker det: Rugby er et virilt og voldsomt spil, men med klare spilleregler og en dommer, som overvåger begivenhederne. I Marcoussis hedder dommeren Frankrig, og opgaven består i at definere spillereglerne for det politiske liv i den forhenværende franske koloni, der tidligere var præget af ro og stabilitet. Men siden landets første præsident og landsfader, Felix Houphouet-Boigny, døde i 1993, er stabiliteten krakeleret voldsomt. 19. september sidste år gjorde en række underofficerer i organisationen MPCI, Elfenbenskystens Patriotiske Bevægelse, oprør mod landets præsident, Laurent Gbagbo. Siden har kampene bredt sig til store dele af landet og blandt andet stoppet den vigtige høst af kakao, der er Elfenbenskystens vigtigste eksportartikel. Fransk indblanding 2.500 franske soldater skulle oprindeligt kun overvåge den første af flere våbenhviler mellem regeringstropperne og de fire oprørsgrupper, men franskmændene er siden blevet involveret i kamphandlingerne. 6. januar angreb soldater fra to oprørsgrupper en fransk stilling. 30 oprørere mistede livet, mens ni franske soldater blev såret. Helikoptere, fløjet af østeuropæiske lejesoldater, bombarderede forleden flere af oprørernes landsbyer, og krigen er ved at blive uoverskuelig. Derfor har franskmændene haft travlt med at finde en politisk løsning på konflikten. Under et bevæget besøg i hovedstaden Abidjan i begyndelsen af måneden lykkedes det den franske udenrigsminister, Dominique de Villepin, at overbevise både præsident Gbagbo og oprørerne om at indgå endnu en våbenhvile og acceptere ideen om fredsforhandlinger i Paris. Kaotisk valg Frankrig støtter præsidenten og henholder sig til, at Gbagbo blev demokratisk valgt i 2000. Men valghandlingen var kaotisk. Den var blandt andet præget af det forhold, at en af landets vigtigste politikere, tidligere premierminister Alassane Ouattara, ikke fik lov til at stille op. Religiøs splittelse Udelukkelsen af Ouattara afspejler et af de vigtigste problemer i Elfenbenskysten. Han repræsenterer nemlig befolkningen i den nordlige del af landet, der er muslimsk. De føler sig politisk underrepræsenterede og økonomisk marginaliserede i forhold til deres landsmænd i den centrale del af landet og ved kysten, der er kristne og franskorienterede. Denne del af befolkningen, som støtter præsident Gbagbo, forsvarer deres privilegier og taler om, at 'elfenbensidentiteten', altså den sorte kultur i kystbefolkningen, skal have forret. Digtere, filosoffer og pressefolk begår lange skrifter om denne særlige 'ivoirité', elfenbensidentitet, mens oprørerne henter støtte i det muslimske Burkina Faso. Opgaven består med andre ord i at få landet til at hænge sammen, sikre en deling af magten og en politisk og økonomisk organisering, som alle kan leve med. Franskmændene er klar til at sikre en politisk aftale med tilstedeværelsen af franske soldater i flere år, som den franske generalstabschef udtrykte det forleden. Franske interesser Det har flere årsager. 25.000 af Elbenbenskysten indbyggere har fransk statsborgerskab. For det andet er Elfenbenskysten verden vigtigste producent af kakao og tredjevigtigste producent af kaffe. Franske virksomheder har interesser i denne produktion, og i det hele taget står Frankrig for en stor del af investeringerne i landet i en sådan grad, at visse af oprørerne taler om fransk nykolonialisme. Andre konstaterer, at landet ville bryde sammen uden den franske tilstedeværelse. Under alle omstændigheder er det franske diplomater, der i kulisserne i rugbycentret i Marcoussis skal sikre en fredsaftale inden 22. januar. Den skal endeligt godkendes ved et topmøde i Paris mellem de afrikanske stats- og regeringschefer i dagene umiddelbart efter.