Tysk ja til Irak-krig kan ikke udelukkes

Akkurat som det trækker op til krig mellem USA og Irak, rykker Tyskland ind i FN's Sikkerhedsråd, hvor det i de næste to år påtager sig et ekstraordinært medansvar for krig og fred i verden. Og allerede til februar skal Tyskland i en måned fungere som formand for Sikkerhedsrådet. For regeringen i Berlin, der blankt afviser at tage del i en eventuel krig mod Irak, kunne tidspunktet dårligt være mere ubelejligt. De fem faste og de ti midlertidige medlemmer af Sikkerhedsrådet skiftes til at være formand for en måned ad gangen, idet rækkefølgen bestemmes af alfabetet (første bogstav i det pågældende lands navn på engelsk, derfor Germany efter France. Tyskland er altså ikke valgt til at sidde i den varme stol. Ingen krig, lovede Schröder Under efterårets valgkamp lovede kansler Gerhard Schröder sine vælgere, at med ham som kansler ville tyske soldater ikke bliver sendt i krig mod Irak. En krig, som Schröder kaldte et militært 'eventyr'. Men vil Tyskland vove at stemme imod USA i Sikkerhedsrådet? Nyhedsmagasinet Der Spiegel forsøgte forleden at presse udenrigsminister Joschka Fischer (De Grønne) til et klart udsagn om, hvordan Tyskland vil stille sig, hvis det i Sikkerhedsrådet kommer til en afstemning om krig mod Saddam Hussein. Fischer snoede sig, så godt han kunne, bag et værn af diplomatiske forbehold. Og endnu en gang understregede han, at regeringen står fast på sit nej til at medvirke i en krig, som man anser for både meningsløs og ganske uberegnelig i sine konsekvenser. En mulighed Men i mediernes fortolkning af udenrigsministerens smidige ord blev det til den enkle konstatering: Et tysk ja til krig kan ikke længere udelukkes. Den borgerlige opposition slog straks til. Her havde man endnu et bevis på, at den rød-grønne regering er på vej bort fra sit valgløfte, efter at den skridt for skridt har givet amerikanerne indrømmelser som: Fri passage i tysk luftrum, tysk bevogtning af amerikanske baser i Tyskland, tyske soldater ombord i NATO's overvågningsfly (nær grænsen mellem Tyrkiet og Irak), etc. Fischers risikable bagland Mere risikabel for udenrigsminister Fischer var reaktionen fra den pacifistiske, antimilitaristiske fløj i hans eget parti. Hans-Christian Ströbele, næstformand i De Grønnes parlamentsgruppe, erklærede: »Man kan ikke stemme for en krig, som man selv anser for at være forkert«. Andre Grønne har mindet om, at partiet ikke blot er imod tysk deltagelse i en krig - man er overhovedet imod en krig mod Irak. Formanden for De Grønnes gruppe i Forbundsdagen, Krista Sager, rykkede Joschka Fischer til undsætning: Selv om vi er imod krig, og selv om vi ikke selv vil tage del i den, så kan Tyskland i Sikkerhedsrådet ikke optræde fuldstændig uafhængig - vi er nødt til at tage hensyn til, hvad »vore partnere muligvis laver«, påpegede Krista Sager. En diskret hentydning til, at ikke alene NATO-partneren USA, men også de europæiske EU-partnere Frankrig, Storbritannien og Spanien sidder med ved bordet. Forklaringsproblem Endnu mere åbenmundet er Rainer Arnold, der er sikkerhedspolitisk talsmand for Socialdemokratiet. Han siger, at det allerværste der kan ske er, at Tyskland i Sikkerhedsrådet finder sig selv isoleret i forhold til de andre europæiske medlemmer. Men, advarer Rainer Arnold, hvis det ender med et tysk ja til en krig mod Irak, - og selv om tyske soldater ikke skal til fronten - så vil vi stå med et gevaldigt forklaringsproblem i forhold til de tyske vælgere. Kansler Schröder, der i disse dage besøger Kina, mener med et Shakespeare-citat, at debatten efter Fischer-interviewet i Der Spiegel blot er »stor ståhej for ingenting«. Hvad hans udenrigsminister har sagt, er da velkendt tysk politik. Udenrigspolitisk klemme Reaktionerne hjemme i Tyskland tyder på, at »den store ståhej« ikke sådan vil lægge sig. Kansleren og hans udenrigsminister befinder sig i en klemme. Hvis Tyskland i Sikkerhedsrådet stemmer mod USA, ja, selv hvis man undlader at stemme, vil det allerede anspændte forhold mellem de to gamle allierede blive dramatisk forværret. Men hvordan vil Schröder kunne undskylde, at han anbefaler andre lande at drage i krig, mens han skåner sit eget land og dets soldater, spørger Süddeutsche Zeitung i en typisk kommentar.