»Hvem skal forsørge vores gamle?«, spørger kineserne, når de studerer deres befolkningsstatistik. I 2050 vil mere end en fjerdedel af befolkningen være over pensionsalderen på 60 år. I absolutte tal drejer det sig om cirka 400 millioner mennesker eller omkring lige så mange som hele verdens befolkning over 60 år i 1990. Familiepolitikken er årsagen En kinesisk forfatter har formuleret problemet således: »Den vestlige verden blev rig, inden den blev gammel, men Asien kan blive gammel, inden den bliver rig«. Den kinesiske familiepolitik tillader i princippet kun ét barn per familie. Det kan i teorien føre til en situation, hvor hver kineser i den erhvervsaktive alder skal forsørge seks pensionister: sine forældre samt fire bedsteforældre. Helt så drastisk er det nu ikke i praksis. Familiepolitikken rummer nemlig mange muligheder for undtagelser, særligt i landdistrikterne. Og hvis begge ægtefæller er enebørn, har de lov til at få to børn, også i storbyerne. Undtagelserne har medført, at det trods alt kun er 20 procent af alle kinesiske børn under 14 år, som er vokset op som enebørn. Fødselsraten er i dag 1,8 barn per kvinde. Det betyder, at befolkningen på længere sigt bliver mindre. Kendsgerningen er dog, at befolkningsstrukturen i kombination med familieplanlægningen og bedre sundhedspleje i mange dele af landet får andelen af ældre borgere til at stige voldsomt. Den amerikanske befolkningsforsker Richard Jackson konstaterer: »Stigningen i antallet af ældre kinesere, der skal forsørges, vil sætte familier, virksomheder og regeringen under et enormt pres«. Pension er en stor byrde I dag er 7 pct. af befolkningen over 65 år. I 2050 vil andelen være 23 pct., hvilket nogenlunde svarer til niveauet i Vesten. Richard Jackson siger, at det kinesiske system med at lade statslige virksomheder betale pension til tidligere ansatte »er en stor byrde«, fordi disse virksomheder ikke har opbygget pensionsfonde, men er tvunget til at bruge af driftsbudgettet. Samtidig har Richard Jackson en skrækvision om, at den rige verdens underskud af arbejdskraft vil få de industrialiserede lande til at importere arbejdere fra folkerige udviklingslande for at forsørge deres pensionister. Han tror også, at kapitalstrømmen til Østasien bremses, når Vestens ressourcer går til at løse ældrekrisen. Mangler arbejdskraft Men Kina kan altså få brug for al sin arbejdskraft om nogle få årtier, selv om arbejdsløsheden i dag stiger i byerne, samtidig med at flere hundrede millioner er ramt af arbejdsløshed i landdistrikterne. De familier, der har råd, ansætter allerede lavtlønnede hjemmehjælpere fra landsbyerne til at passe deres ældre slægtninge. Et egentligt pensionssystem findes ikke. Landet er netop begyndt at opbygge en national velfærdsfond. For nylig redegjorde arbejds- og socialminister Zhang Zuoji for finansieringen af fonden. Han så tre mulige indtægtskilder: Overførsel af aktier fra de statslige virksomheder, begrænset salg af aktier i de statslige virksomheder til udenlandske investorer samt overførsel af penge via statsbudgettet. Regeringen har udvidet tidsrammen for at få systemet udbygget. Det er en udfordring at finansiere en national pensionsfond via en statslig sektor, der bliver stadig mindre. Mange byer har dannet pensionsfonde efter en model, der lader lønmodtageren, virksomheden og staten betale hver en tredjedel. Men endnu findes der ingen samlet strategi. Det gælder særligt i landdistrikterne, hvor 70 pct. af befolkningen bor. Liu Bing, der indtil for nylig var chefredaktør for avisen Folk: »Det bliver svært at nå regeringens velfærdsmål med så mange fattige ude på landet og med en befolkning, der er så stor som vores«. Stigende standard Traditionelt har hver familie forsørget sine egne gamle, som er blevet boende hjemme. Tre generationer under samme tag var reglen, uanset hvor lidt plads man havde. Efterhånden som levestandarden i byerne stiger, bliver det stadig mere almindeligt, at pensionister bor alene. I dag består over en tredjedel af alle husstande i byerne af et ældre par eller en ældre enlig. Disse husstande kaldes 'tomme hjem', idet resten af familien er flyttet ud. En stigende andel af de ældre - 42 pct. ifølge den seneste undersøgelse - ønsker ikke at blive boende sammen med deres voksne børn. Kun omkring én procent bor på alderdomshjem mod 3-7 pct. i den vestlige verden. Mange har ikke råd til det, men 20 pct. af de ældre siger, at de ikke har noget imod at flytte på alderdomshjem. »Den bedste løsning er at udvikle servicen i nærområdet med klinikker og rengøring. Så kan de gamle blive boende i kendte omgivelser og bevare deres sociale netværk«, siger ældreforskeren Zhang Kaiti. I Beijing gennemfører man en række vellykkede forsøgsordninger på dette område.