Analyse: På vej mod krig

Vi slipper ikke. Premierminister Tony Blair beder sine soldater om at holde sig klar til en indsats i slutningen af januar. Amerikanske soldater er på vej til Israel for at opstille et missilskjold. Tyskland er blevet bedt om selv at stille med soldater til at forsvare de amerikanske baser i landet. Tyrkiet, Israel og USA planlægger en større, fælles flådeøvelse. 'Lang vej igen' Samtidig fastslår USA's udenrigsminister, Colin Powell, på ryggen af en første, skeptisk tilbagemelding fra FN's våbeninspektører til Sikkerhedsrådet, at Irak igen har vist manglende samarbejdsvilje og igen krænker FN's krav. Og fredag aften sagde præsident George W. Bush, at han havde forventet, at Saddam Hussein ville lade sig afvæbne, men at »der er lang vej igen«. Konkretiseret En amerikansk krig mod Irak har i det sidste døgn dermed konkretiseret sig på flere fronter. En krig, der kan komme allerede i slutningen af januar. Da præsident Bush 12. september besluttede sig for at gøre Iraks masseødelæggelsesvåben til en sag for FN's Sikkerhedsråd, åndede USA's allierede lettet op. Da der 8. november blev enighed i Sikkerhedsrådet om nye krav og en mere vidtgående våbeninspektion, fik håbet om, at en krig alligevel kunne undgås, yderligere næring. Efter at Irak uden sværdslag lod våbeninspektørerne gå i gang med arbejdet, var Irak lige ved at forsvinde fra forsiderne - i hvert fald her i Europa. Man kunne mærke, hvordan lettelsen bredte sig i det diplomatiske system. Det sidste døgn har mindet verden om, at krig stadig er den mest sandsynlige udgang. Hvorfor nu? Hvorfor nu det, spørges der i Europa. Kan man ikke forestille sig, at Saddam Hussein simpelthen har besluttet sig for at lade sig afvæbne? Hvorfor er amerikanerne så sikre på, at det ender med krig? Indlysende er det da i hvert fald, at USA og Storbritannien ikke kan vente med at forberede sig på et væbnet opgør til det tidspunkt, hvor FN-inspektørerne melder helt klart ud. Europæernes - og mange arabiske landes - håb om fred bygger på, at der er forskel på at afvæbne Irak og på at sætte Saddam Hussein fra bestillingen. Men forskellen forudsætter, at man primært tænker i folkeretlige FN-baner. Alle veje fører til krig Bush-administrationens ræsonnement er, at selv hvis Saddam Hussein tømte alle sine skuffer for våbenprogrammer, så ville problemet ikke være løst. Er han stadig ved magten, kan Irak jo i løbet af få måneder igen begynde at udvikle masseødelæggelsesvåben. Derfor er afvæbning af Irak i praksis det samme som at afsætte Saddam Hussein. Og det kræver en krig. FN-spillet kun et diplomatisk spil Set med USA's øjne har hele FN-spillet og våbeninspektionen mest diplomatisk interesse. Ved at tilslutte sig det synspunkt at Irak ikke må have masseødelæggelsesvåben, har verdenssamfundet i almindelighed og USA's allierede i særdeleshed i realiteten accepteret, at Saddam skal væltes. Herefter handler det set fra Washington om at få grundlaget for en krig på plads - og så gå i aktion. Lidt lige meget med Blix og diplomaterne I det lys er Hans Blix og alle FN-diplomaternes hensyn og manøvrer lidt lige meget. USA er på vej mod krig med Irak sammen med dem, der vil være med. Hvis Saddam Hussein ser udviklingen på samme måde, er det ikke så underligt, at krigen længe har været det mest sandsynlige udfald på denne lange krise. Tidligst om en måned - formentlig højst om to.