Kina blokerer internettet

Lyt til artiklen

Censuren af internettet i Kina er mere omfattende, end man hidtil har antaget. En undersøgelse viser, at myndighederne regelmæssigt blokerer 19.000 hjemmesider. Samtidig blomstrer de ulovlige netcafeer i mange byer på trods af nye og skrappere regler. Det kinesiske internetmarked er det hurtigst voksende i verden - den seneste måling viste, at der er 46 millioner netabonnenter i Kina. Omsat i procenter betyder det dog, at kun 5 procent af befolkningen kan koble sig på nettet derhjemme, men tallet er støt stigende. Desuden er antallet af personer, der går på netcafé for at surfe på internettet, endnu større. Anonymt og bag pigtråd Teenagedrenge udgør den største gruppe, og de fleste af stederne er ulovlige ifølge en artikel i regeringsavisen China Daily, som har undersøgt markedet i Kanton i det sydlige Kina. Der er næsten ingen skiltning foran internetcafeerne. Avisen beskriver anonyme indgange bag pigtråd. Og ejerne har installeret kameraer for at kunne kontrollere, hvem de lukker ind. Regeringen har indført nye regler, som trådte i kraft i november. Alle cafeer skal registreres på det lokale kulturkontor. Det er en forenkling i forhold til tidligere, hvor man skulle søge tilladelse fra fire forskellige myndigheder, men det er alligevel mange, der foretrækker at holde myndighederne udenfor eller at kalde sig 'arbejdstræningsinstitut' eller 'computerreparatør'. Ud af 746 netcafeer i Kanton er der kun 9, som har deres papirer i orden. AL trafik skal registreres De nye regler kræver, at netcaféejerne tager ansvaret for, at kunderne ikke besøger ulovlige hjemmesider, og at de forpligter sig til at gemme sporene efter al trafik på stedets computere. I provinsen Jiangxi er man gået et skridt videre og forsøger sig med at indføre personlige surfkort med pinkode, så det bliver endnu lettere at følge netbrugernes bevægelser. Det er yderst forskelligt, hvordan reglerne efterleves fra sted til sted. Kontrollen er strengest i Beijing efter en skæbnesvanger brand på en ulovlig internetcafé i juni. De fleste brugere logger sig på internettet for at spille spil eller chatte og ikke for at søge eller sprede følsomme oplysninger. Alligevel er Kina ifølge en undersøgelse udført på Harvard-universitet i USA det land i verden, der har den hårdeste censur. Gennem en periode på et halvt år klikkede universitetets forskere sig ind på mange tusinde internetsider fra forskellige steder i Kina og opdagede, at 'web-politiet' blokerer tusindvis af helt almindelige nyhedssider fra for eksempel Washington Post og Time og politiske og religiøse hjemmesider. Blandt de forbudte sider er alle, som handler om Tibet, Taiwan eller Falun Gong-bevægelsen. I alt er 19.000 sider blokeret jævnligt. De amerikanske forskere siger, at den omfattende og effektive censur modsiger den sædvanlige opfattelse af, at internettet er alt for stort, forskelligartet og flydende til, at enkelte stater kan kontrollere det. Samtidig opfordrer den kinesiske regering sine borgere til at bruge internettet, for at landets økonomi og forskningsarbejde ikke skal blive sejlet agterud af globaliseringen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her