Gigantisk ministerium skal beskytte USA

Foto: AP
Foto: AP
Lyt til artiklen

Det amerikanske Senat vedtog sent tirsdag at skabe et gigantisk ministerium til beskyttelse af fædrelandets sikkerhed. Det vil få 170.000 ansatte og bliver det tredjestørste ministerium i den amerikanske administration efter forsvarsministeriet og ministeriet for krigsveteraners anliggender. Det får et budget på 35,5 mia. dollar i 2003. Det nye ministerium, der formentlig skal ledes af Tom Ridge, der nu er præsidentens særlige sikkerhedsrådgiver for fædrelandets sikkerhed, vil samle 22 indtil nu selvstændige myndigheder plus Secret Service og kystbevogtningen. Det er alle enheder, der har haft deres egne traditioner og kulturer. Det nye ministerium vil få en hidtil uset bemyndigelse til at organisere sig selv uden at stå til ansvar over for Kongressen. Omvæltning Kort efter vedtagelsen erkendte embedsmænd i regeringen, at det sandsynligvis vil tage flere år at organisere et så omfattende apparat, der er den største bureaukratiske omvæltning, siden præsident Harry S. Truman i 1947 slog krigsministeriet og flådeministeriet sammen, så USA blev bedre til at imødegå den kolde krigs trusler. De samme embedsmænd sagde også, at selve organiseringen af kæmpeministeriet kan blive så kompliceret, at det kan fjerne opmærksomheden fra, hvad der er ministeriets egentlige opgave: at beskytte det amerikanske folk mod terrorangreb. Tom Ridge var selv inde på det efter vedtagelsen i Senatet. »Det kan være, jeg bliver nødt til at gå i kirke hver eneste dag for at få vejledning til opgaven«, sagde han. Det oprindelige forslag om at danne et specielt sikkerhedsministerium kom fra den demokratiske senator Joe Lieberman, der var Al Gores vicepræsidentkandidat for to år siden. Efter nogen tøven tog præsident George W. Bush ideen til sig som sin egen og har presset på for at få ideen gennemført i Kongressen. Men indtil republikanerne fik flertal i Senatet ved midtvejsvalget var projektet sat på vågeblus, fordi det demokratiske flertal ønskede, at de mange tusinde ansatte skulle have normal fagforeningsbeskyttelse. Bush ønskede frie hænder til at hyre og fyre de ansatte, og det har han fået. I sidste øjeblik var lovforslaget truet af et nej, fordi forslaget efter vedtagelsen i Repræsentanternes Hus var blevet udbygget med paragraffer, som demokrater og en del republikanere fandt anstødelige og en gave til særinteresser. Mulig rivalisering Det gjaldt blandt andet en passus, der ville begrænse forsikringsansvaret for virksomheder, der producerer vaccine, annullering af forbuddet mod, at det nye ministerium indgår kontrakter med amerikanske virksomheder, der har søgt skattely, samt skabelsen af et forskningsinstitut for fædrelandets sikkerhed - placeret i Bushs hjemstat, Texas. Flertallet kom først i hus, da lederne af det republikanske flertal i Kongressen lovede, at disse passager vil blive fjernet i den endelige lovtekst. Den centrale efterretningstjeneste, CIA, og forbundspolitiet FBI, der er blevet stærkt kritiseret for ikke at have opfanget signaler om, hvad der var på vej til at ske 11. september i fjor, forbliver selvstændige. Ledelsen af de to organisationer og mange politikere vil nøje følge, hvad der sker, når det nye ministerium begynder at organisere sin egen efterretningsenhed. Ifølge loven er dets opgave alene at analysere de oplysninger og terroristtrusler, der kommer fra FBI, CIA og det nationale sikkerhedsagentur. Men det nye ministerium vil være i stand til at gennemføre sin egen efterretningsvirksomhed gennem blandt andet toldvæsenet, Secret Service, immigrationsstyrelsen og grænsepolitiet, der alle hører under ministeriet. Dermed kan ministeriet til beskyttelse af fædrelandets sikkerhed udvikle sig til en rival af FBI og CIA, hvis præsident Bush mener, at det er nødvendigt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her