EU-våben til Iran og Sudan

En våbenembargo betyder ikke nødvendigvis, at man ikke må sælge militært materiel til et bestemt land. I hvert fald ikke i EU-sammenhæng. Selv om EU-landene siden 1989 har haft en våbenembargo mod Kina, fik kineserne for eksempel sidste år lov til at købe ind for mere end 460 mio.kr. hos den europæiske våbenindustri. EU-landene har også våbenembargoer mod blandt andre Sudan, Sierra Leone, Libyen, DR Congo, Burma, Afghanistan og Liberia. Men også disse lande købte sidste år EU-våben for større eller mindre beløb. Det skyldes først og fremmest, at våbenembargoerne ikke er ikke juridisk bindende. EU har ikke kompetence til at lovgive på området - det er medlemslandene selv, der indbyrdes bliver enige om at indføre en våbenembargo. Unionens sædvanlige kontrolinstans, kommissionen, har derfor ingen mulighed for at gribe ind, hvis embargoen ikke overholdes. Kontroversielle navne Samtidig er det op til hvert enkelt EU-land at fortolke hvad og hvem de mener er omfattet af embargoen. Og det kan der nemt være forskel på. En våbenembargo omfatter ikke nødvendigvis alle former for militært materiel for samtlige EU-lande. Nogle mener eksempelvis, at man godt kan sælge våben til Hongkong, men ikke til det kinesiske hovedland. Og der er kontroversielle navne på listen over lande, der køber militært ind i Europa, viser en opgørelse over europæisk våbeneksport i 2001. Iran figurerer med kontrakter for et samlet beløb på 236 mio. kr., især indkøbt i Storbritannien, Frankrig og Østrig. Rusland har købt for et lignende beløb. Sudan har købt for små beløb i Østrig og Storbritannien, Nordkorea det samme hos Italien og Storbritannien. Selv Saddam Husseins Irak har fået lov til at købe for omkring tre millioner af briterne. Det kan man læse i en ny EU-rapport, der gør status over sidste års våbenhandel i EU-landene, og som blev forelagt EU's udenrigsministre mandag. Det er fjerde gang, at EU udgiver en årsrapport om eksport og kontrakter for salg af våben fra EU-landene. I tidligere rapporter har EU-landenes våbensalg været opgjort efter, hvilke verdensdele våbnene er gået til. Men på dansk initiativ viser dette års rapport, præcis hvilke lande der har været på indkøb i den europæiske våbenindustri. Grundlag for debat Hensigten er at skabe større åbenhed om våbensalget og sikre, at medlemslandene overholder unionens adfærdskodeks om eksport af våben, der blandt andet betyder, at ingen må sælge militært udstyr til lande, som er i krig eller undertrykker deres egen befolkning. Åbenheden skulle også gerne medvirke til, at der kommer mere overensstemmelse i medlemslandenes fortolkninger af våbenembargoerne. »Fortolkningerne af embargoerne kan falde forskelligt ud, og derfor er det væsentligt at udveksle informationer om, hvad de enkelte lande har gjort og hvorfor. Der kan altid rejses spørgsmålstegn ved bestemte ting til bestemte områder. Men det er nyttige spørgsmålstegn, fordi de kan være med til at skabe en debat«, siger områdechef Per Fischer i Udenrigsministeriet i København. Spørgsmål bliver der dog stillet allerede nu. Da Israel i foråret satte militært hårdt ind over for palæstinenserne og blandt andet angreb flygtningelejren i Jenin, fik det tre EU-parlamentsmedlemmer til at spørge EU's ministerråd om, hvorvidt man også ville indføre våbenembargo over for israelerne, og om EU i det hele taget førte en konsekvent politik med hensyn til våbenembargoer. Det kortfattede svar lød, at man ikke agtede at indføre våbenembargo over for Israel, og at der ikke var grund til at se på, om der blev ført en konsekvent politik. Israel købte sidste år våben i EU for 630 mio. kr., hovedsageligt i Storbritannien, Frankrig og Tyskland.