Op imod 15 millioner mennesker trues af hungersnød i Etiopien og andre lande på Afrikas Horn, advarer FN's Verdensfødeprogram, WFP. Hvis der ikke gribes ind, kan krisen udvikle sig til en større katastrofe end i 1984-85, hvor man anslår, at over en million mennesker sultede ihjel. Internationalt Røde Kors supplerer med en appel om godt 82 millioner kroner for at imødegå følgerne af udebleven regn og omfattende tørke. Dansk Røde Kors sendte onsdag den første hjælp af sted og overførte en kvart million kroner til Internationalt Røde Kors' appel. Seks millioner behøver hjælp Seks millioner mennesker har allerede nu brug for hjælp, siger ministerpræsident Meles Zenawi. I nabolandet Eritrea har to millioner mennesker ifølge regeringen behov for hjælp. Det svarer til over halvdelen af landets indbyggere. Appellen fra Afrikas Horn kommer, få måneder efter at man konstaterede en lignende situation for godt 14 millioner mennesker i det sydlige Afrika. For 14 dage siden meddelte WFP, at den internationale vilje til at hjælpe er stærkt faldende. Regnen udebliver »Hvis det internationale samfund reagerer hurtigt, kan vi afværge truende humanitære katastrofer. Hvis ikke, vil vi allerede næste år opleve ødelæggende bølger af menneskelige lidelser og død«, siger WFP's direktør, James T. Morris. Hovedårsagen til den alarmerende udvikling er manglende regn. I løbet af de seneste to år er der rapporteret om flere kriser som følge af tørke, oversvømmelser og andre uforudsigelige vejrfænomener end de sidste ti år tilsammen. »Antallet af kriser er stærkt stigende. Men selvom vore moderne samfund ikke er parate til at acceptere omfattende sultkatastrofer, har organisationer som WFP store problemer med at skaffe ressourcer til at imødegå udviklingen«, siger James T. Morris ifølge FN-systemets nyhedsbrev IRIN. Meles Zenawi siger, at Etiopien selv med normal nedbør har svært ved at brødføde sine 65 millioner indbyggere. Rapporter fra den sydlige og sydøstlige del af landet taler om udtørrede vandhuller og mennesker på flugt uden mad. Behovet »Mens man i det sydlige Afrika taler om 14 millioner fordelt på seks lande, har vi her på Afrikas Horn det samme antal mennesker i et enkelt land«, siger Georgia Shaver fra WFP i Etiopien. Behovet for hjælp anslås til 800.000 ton fødevarer. EU har til nu leveret omkring 100.000 ton og er ifølge pressetalsmand Michael Curtis på vej med mere. Curtis tilføjer, at EU samarbejder med den anden store donor, USA om at opbygge vandingssystemer i Etiopien, så de store regnmængder, der falder i løbet af kort tid, kan udnyttes bedre. Den britiske hjælpeorganisation Christian Aid mener, at stor udlandsgæld er en væsentlig årsag til den etiopiske stats manglende evne til selv at gribe ind i tørkesituationen, mens den etiopiske tænketank EEA (Ethiopian Economic Association) mener, at omfattende jordreformer er en forudsætning for øget produktion. Ikke nok jord Selv om landet er på over en million kvadratkilometer, har halvdelen af indbyggerne ikke nok jord til at producere til eget forbrug, hedder det i en rapport fra EEA. Landbrugsproduktionen følger ikke med befolkningstilvæksten, konstateres det. Flere og flere etiopere lever i kronisk fattigdom. Al jord blev nationaliseret under det tidligere marxistiske militærstyre i 1975. Det nye regime, der væltede militærstyret i 1991, har trods krav fra såvel internationale organisationer som FN's Økonomiske Kommission for Afrika ikke ønsket af ændre på ejendomsforholdene til jorden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Annette Kruhøffer




























