Bush retter blikket mod 2004

Efter at have sat sig både på Repræsentanternes Hus og Senatet ved tirsdagens midtvejsvalg kan USA's præsident George W. Bush og hans Republikansk Parti nu diktere den lovgivningsmæssige dagsorden i Washington. Præsidenten vil også tolke sejren som folkelig opbakning til sin hårde kurs over for Irak. Med sin historiske sejr har den populære præsident særdeles gode kort på hånden for at blive genvalgt ved præsidentvalget i 2004. Sjælden set fremgang Kun tre gange siden borgerkrigens afslutning i 1865 har en præsident haft fremgang ved et såkaldt midtvejsvalg. De to andre var Franklin D. Roosevelt i 1934 og Bill Clinton for fire år siden. Den overraskende triumf - meningsmålingerne havde spået dødt løb i Senatet - skyldes først og fremmest præsidenten, som satte hele sin prestige og popularitet ind på ikke alene at bevare flertallet i Repræsentanternes Hus, men også erobre kontrollen over Senatet. Flertal af demokratiske guvernører Demokraterne så dog onsdag aften ud til at erobre et flertal af guvernører. Et svagt, umotiveret og flagrende Demokratisk Parti bærer selv en stor del af ansvaret for ydmygelsen. Demokraterne står i dag uden strategi, budskab og kandidat, når det gælder præsidentvalget i 2004. Kun symbolsk modstand internt mod Bush Bush derimod vil kun få symbolsk modstand ved de republikanske primærvalg op til 2004. Til den tid vil opmærksomheden især rette sig mod den aldrende og helbredsmæssigt svage vicepræsident Dick Cheney. Vil Bush udskifte ham og køre en ny vicepræsident i stilling til præsidentvalget 2008? Næppe, sagde politiske analytikere onsdag. Bush vil beholde Cheney indtil 2008, så lillebror Jeb Bush får chancen ved valget i 2008. Bush-dynastiet vil dominere i mange år Akkurat som Kennedy-familien har Bush-dynastiet demonstreret, at det vil dominere amerikansk politik i en lang årrække fremover. Men amerikanerne har en vis frygt for at skabe en adel, derfor har Jeb Bush også travlt med at understrege, at han ikke har ambitioner om at blive præsident. Det tror den politiske analytiker Lance deHaven-Smith fra Florida dog ikke på. I sidste uge sagde han til Politiken: »Jeg tror, at Jeb stadig har præsidentambitioner, selv om han siger noget andet. Han er en meget kalkulerende person. Når han siger det, skyldes det, at interne meningsmålinger i Det Republikanske Parti viser, at partifællerne frygter Bush-dynastiet«. Ingen hævn til demokraterne Præsidenten stod ikke selv på stemmesedlen, men han fik det mandat, som han ikke opnåede ved det skandaløse præsidentvalg i 2000. Demokraterne fik ikke hævn for Al Gores tvivlsomme nederlag, og midtvejsvalget demonstrerede, at den skandaløse optælling for to år siden næppe er et egnet valgtema længere. Bush undervurderet Demokraterne havde håbet at afsløre præsidentens svagheder, men i stedet blev det en demonstration af styrke. Både demokraterne og udlandet har tydeligvis undervurderet Bushs politiske evner. Selv ikke hans optræden i forbindelse med terrorangrebet 11. september sidste år har fået dem til at se lidt bag fordommene mod cowboyen fra Texas. Republikanerne fik succes på grund af Bushs popularitet og hans strategi. I det gamle Senat hindrede præsidenten demokraterne i at gennemføre populære initiativer på det sociale område og fik det samtidig til at se ud, som om Det Demokratiske Parti hindrede foranstaltninger, der kunne stoppe nye terrorangreb. Satte hele sin prestige ind Hele præsidentens prestige blev sat på spil, da han det meste af oktober kastede sig aktivt ind i valgkampen. Bush dukkede op overalt, hvor republikanske kandidater havde brug for hjælp, og han indsamlede et rekordstort beløb - en milliard kroner - til valgkampen. Det gav bonus med en fastholdelse af flertallet i Repræsentanternes Hus og tilbageerobring af flertallet i Senatet. Med 51 mod 46 i Senatet og en uafhængig - et par stater var endnu ikke optalt onsdag aften - og foreløbig 226 mod 204 i Repræsentanternes Hus, indtil fintællingen afgør den endelige fordeling, kan Bush nu gennemføre yderligere skattelettelser. Frit slag for mere aggressiv politik Han kan lettere få sine dommerudnævnelser i eksempelvis Højesteret igennem og også føre en mere selvstændig og aggressiv politik. Det vil Iraks Saddam Hussein uden tvivl få at mærke. Bush-regeringen vil fra januar være endnu mere tilbøjelig til ikke at lytte til omverdenen og gå global enegang. Demokraterne ventede forgæves Slukørede demokrater slikkede onsdag sårene og forsøgte at finde en forklaring på, hvorfor og hvordan det gik så galt. Partiet forsøgte hele tiden at dreje valgtemaet væk fra en eventuel krig mod Irak og over mod den skrantende økonomi. Under hele valgkampen sad demokraterne og ventede på, at økonomien skulle ramle sammen over hovedet på Bush uden selv at fremlægge et klart økonomisk alternativ til Bushs forslag. Partidisciplinen er ikke stærk i amerikansk politik, og demokraterne havde også det handicap, at et dusin demokratiske senatorer stemte for Bushs kontroversielle skattelettelser til de velhavende. To dusin stemte inden valget for resolutionen, der gav Bush grønt lys til at føre krig mod Irak. Intet højreryk Er USA så blevet mere højreorienteret? Næppe. Det er fortsat et samfund splittet i to næsten lige store dele. Forskellen er, at republikanerne akkurat som ved midtvejsvalget i 1994 formåede at få deres kernevælgere op af sofaen - våbentilhængerne, abortmodstanderne og de kristne fundamentalister. Det Demokratiske Parti derimod er blevet alt for afhængig af den sorte vælgermasse og med sin udviskede midtersøgende profil, hvor partiet læner sig opad Hollywoods stjerner som Barbra Streisand, har demokraterne fjernet sig for langt fra deres traditionelle base. Det kostede dyrt. Ny demokratisk strategi nødvendig En alvorlig intern debat venter nu forude om, hvordan partiet kan udfordre Bush i 2004. I løbet af de næste par måneder vil de demokratiske kandidater melde sig. Potentielle kandidater som den demokratiske mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, Richard Gephardt, og flertalsleder i Senatet, Tom Daschle, står svagt efter ydmygelsen. Måske Gore-Bush i 2008 Måske ønsker de demokratiske sværvægtere at gemme deres kræfter til 2008 og dermed bane vejen for et revancheopgør mellem Gore og Bush. Republikanerne og Bush føler sig uovervindelige i øjeblikket, men præsidenten bør nok tænke på sin fars skæbne i 1992. Den første præsident George Bush stod tårnhøjt i meningsmålingerne efter Golfkrigen, men tabte alligevel til Bill Clinton, fordi »det er økonomien, dumme«, som i de fleste tilfælde afgør, hvor vælgerne sætter deres kryds.