Efter intensivt pres fra aids-aktivister synes Sydafrikas regering at have tænkt en tanke, den for blot et halvt år siden anså for umulig: Måske kan det lade sig gøre at give livsforlængende medicin til de mest syge af landets anslået seks millioner hiv-positive. Offentlig uddeling af såkaldt antiretroviral medicin blev i sidste uge for første gang diskuteret mellem repræsentanter fra regeringen og fra Treatment Action Campaign (TAC), Sydafrikas førende gruppe af aids-aktivister. »Det er hårde forhandlinger. Men der synes at være en nyopstået vilje fra regeringens side«, sagde TAC's formand Zackie Achmat. Sydafrika har i årevis håndteret verdens mest omfattende hiv-epidemi med en forkrampethed, der synes at bunde i præsident Thabo Mbekis offentligt fremførte tvivl på sammenhængen mellem hiv og aids og medicinens virkning. Mandela Både præsidenten og hans sundhedsminister Manto Tshabalala-Msimang har jævnligt beskrevet den antiretrovirale medicin som giftig og muligvis farligere end den dødelige sygdom, den tages imod. Det har fået Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela til at springe ud som pensionistaktivist. Mandela synes at have erkendt, at nøl i hans egen regeringsperiode var med til at få landets aids-epidemi til at eksplodere. Han har derfor jævnligt gennem det seneste år kritiseret sin efterfølger Thabo Mbekis politik på området. Sidst i juli mødtes Mandela med Achmat, som Thabo Mbeki har nægtet at møde. I stedet fik præsidenten nu Achmats argumenter gennem Mandela. Medicinpriser En vigtig brik i bearbejdningen af regeringen har været faldende priser på den antiretrovirale medicin, der pludselig har gjort det langt mere realistisk at behandle millioner af hiv-smittede. Kopier af de tre præparater i den nødvendige kombinationskur kan nu fås for under 250 kroner om måneden. Samtidig er priserne på de nødvendige laboratorietests for at tjekke effekt og bivirkninger faldet med 70 procent på et år. Et tredje element i lobbyarbejdet er et forsøg, som Læger uden Grænser kører i den sorte township Khayelitsha i Cape Town, finansieret af blandt andre Danida med 4,3 millioner kroner. Her er man godt i gang med at bevise, at det er muligt at få en fattig, dårligt uddannet befolkning til at overholde de strikse krav til regelmæssig indtagelse af medicinen. Forsøget har imponeret Søren Brix Christensen, formand for Læger Uden Grænser i Danmark, der i september fulgte behandlingen i en måned. Han arbejder til daglig med hiv-positive på Rigshospitalet i København, hvor behandlingen typisk omfatter skift mellem forskellige præparater i kombinationsbehandlingen for at minimere bivirkningerne. Omkostninger Omkostningerne ved den slags omfattende kontrol og finjustering nævnes ofte som et af argumenterne for, at det er umuligt at massebehandle hiv-positive i et fattigt land. Men erfaringerne fra Khayelitsha viser, at man sagtens kan give de allerfleste patienter en standardbehandling. »De er mere villige til at leve med diarré og kvalme. De værdsætter, at de ikke skal dø. Og sat op mod den mulighed er du villig til at acceptere sideeffekterne«, siger Søren Brix Christensen. En rapport fra forsøgets første år fortæller, at 90 procent af de godt 200 patienter nåede ned på ikke-målbare virusmængder efter tre måneder. Samtidig tog de på i vægt. Og mange gik fra at være dødssyge til atter at kunne passe deres arbejde. Flere vil testes Men virkningen af behandlingen rækker langt videre. Adgangen til behandling har gjort det mere tillokkende at blive hiv-testet. Det ventes at bidrage til at nedbringe smitteraten, fordi de hiv-positive bliver bevidste om at beskytte deres omgivelser. Samtidig forlanges det, at personerne under behandling fortæller deres pårørende om deres status, hvilket igen bidrager til at øge bevidstheden om hiv og aids. »Den enkeltes behandling er næsten en sideeffekt i forhold til det store billede«, siger Søren Brix Christensen. Det er præcis den effekt, som mange af fortalerne for en generel behandling bruger som et af deres vigtigste argumenter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























