Europas sidste diktator bliver isoleret

Lyt til artiklen

Den hviderussiske præsident Aleksandr Lukasjenko lod i går sit sikkerhedspoliti, KGB, arrestere og udvise to markante russiske politikere, der var på vej ind i landet for at møde repræsentanter for oppositionen i Hviderusland. Dermed synes Hviderusland på vej til at isolere sig totalt. I forvejen har præsident Lukasjenko, der kaldes Europas sidste diktator, et yderst anstrengt forhold til EU, der har kappet de fleste forbindelser til Hviderusland på grund af de grove krænkelser af basale demokratiske principper. Efter udvidelsen vil landet med sine grænser til Polen, Letland og Litauen være direkte nabo til EU. De to udviste er formanden for SPS, Ruslands liberale reformparti, Boris Nemtsov, og partiets næstformand, Irina Khakamada, der samtidig er næstformand for det russiske parlament Dumaen. De russiske politikere var på vej til et møde med hviderussiske oppositionspolitikere, men blev straks ved ankomsten til lufthavnen i Minsk arresteret og sendt tilbage til Moskva. Immunitet Udvisningen blev gennemført på trods af, at Rusland og Hviderusland er i en union, som giver visumfri rejser til borgerne i de to lande og parlamentarisk immunitet til parlamentsmedlemmer. Hændelsen har vakt stor opstandelse og vrede i Moskva, selv om alle er vant til lidt af hvert fra den diktatoriske hviderussiske leder. Boris Nemtsov, som er en af Ruslands mest kendte politikere, Boris Jeltsins tidligere kronprins og en mulig kommende præsidentkandidat, sagde ved ankomsten til Moskva, at hændelsen var et udtryk for »Lukasjenkos politistats dødskramper«. En hviderussisk politiofficer havde ifølge Nemtsov uden held forsøgt at plante en mappe med tusindvis af dollar og falske partidokumenter, angiveligt beregnet for den hviderussiske opposition, hos de to russere. Nemtsov tilføjede, at det hele var et forsøg på at stoppe den hviderussiske opposition samt at miskreditere unionen mellem de to lande. Lukasjenko, som selv ellers er en af unionens bagmænd, blev tidligere på året stærkt fortørnet, da denb russiske præsident Vladimir Putin foreslog, at Hviderusland simpelthen blev indlemmet i Rusland som endnu en republik. Mange russiske analytikere så dengang Putins forslag som et forsøg på at få Lukasjenko til helt at opgive ideen. I Moskva er man efterhånden blevet klar over, at samarbejde med den isolerede og uforudsigelige hviderussiske præsident ikke giver international bonus. Farlig »Han er meget farlig at have med at gøre. Det håber jeg vores præsident forstår«, sagde Nemtsov i går. Den russiske regering og udenrigsministeriet udtrykte i går »overraskelse og dyb bekymring« over udvisningen, og en lang række politikere fordømte Lukasjenko. Det hviderussiske udenrigsministerium derimod lod kort meddele, at Nemtsov var blevet udvist under overholdelse af alle love på baggrund af hans »talrige forsøg på indblanding i Hvideruslands interne sager«. Boris Nemtsov sagde i går, at han var på vej til at mødes med oppositionen for at diskutere en fælles liberal og demokratisk holdning til unionen efter EU's principper og rejse kravet om en undersøgelse af en række kendte hviderussiske politikeres og journalisters sporløse forsvinden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her