En af Storbritanniens rigeste mænd, ejendomsmagnaten Nicolas van Hoogstraten, er fredag blevet idømt ti års fængsel for manddrab. Hoogstraten blev dømt for at have anstiftet drabet på en tidligere kompagnon. Hoogstranten betalte to muskelmænd for at slå Mohammed Raja, far til seks, ihjel. Rajas familie forlod fredag retten i tårer. »Han skulle have haft livstid«, lød det fra familien. 'Djævlens repræsentant' Retssagen mod 57-årige Nicolas van Hoogstraten har afsløret, hvordan manden har opbygget sin enorme formue gennem 40 års systematisk terror mod uskyldige lejere. En dommer har ligefrem kaldt ham »djævelens selvudnævnte repræsentant«. Trusler og chikane Van Hoogstratens yndede metode er at opkøbe slumejendomme billigt, fordi lejlighederne er lejet ud. Ved en blanding af chikaner og trusler tvinger han lejerne til at flytte, hvorefter han sælger ejendommene til en væsentlig højere pris, fordi lejlighederne er tomme, eller lejer dem ud til højere husleje. Chikanerne kan gå så vidt, at taget bliver revet af, og trapper bliver fjernet, eller der bliver lukket for el, vand og varme. 'Jeg er sandsynligvis voldelig' Hvis det ikke hjælper, er det tid til »at kalde hundene ind«, som bolighajen selv udtrykker det. Og så bliver genstridige lejere smidt på gaden og skræmt fra nogensinde at vende tilbage igen. I et tv-interview har han endda pralende sagt: »Jeg er sandsynligvis hensynsløs, og jeg er sandsynligvis også voldelig«. Står over loven Disse gangsterlignende metoder har hverken skaffet ham venner blandt lejere eller andre forretningsfolk, men han er sluppet af sted med det i årevis. Politiet mener, at det efterhånden har fået den arrogante og magtsyge mand til at tro, at han står over loven. Da den tidligere forretningsforbindelse, 62-årige Mohammed Raja, i 1999 trak ham i retten for svindel, svarede van Hoogstraten igen, som han plejede. To muskelmænd sendt af sted Han sendte to af sine muskelmænd hen for at skræmme Mohammed Raja. Spekulanten havde mødt den ene af muskelmændene, Robert Knapp, under afsoningen af en fængselsdom i 1968, og Knapp havde været en tro mand siden da til at tage sig af det beskidte arbejde. Fem knivstik Men denne gang gik det galt: Muskelmændene tog deres opgave for alvorligt. En formiddag ringede de på hos Mohammed Raja. Hans to børnebørn hørte skænderi i entreen, derefter et skud. Skuddet ramte ikke, men den anden muskelmand stak Mohammed Raja fem gange med en køkkenkniv. Forretningsmanden nåede at råbe til børnebørnene, at »det er van Hoogstratens mænd!«. I mellemtiden havde den første muskelmand ladet sit oversavede jagtgevær igen, og han dræbte Mohammed Raja med et skud i hovedet. På vej til Frankrig Samtidig med overfaldet var van Hoogstraten på vej til en af sine ejendomme i Frankrig. Politiet hemmeligholdt drabsforløbet over for offentligheden, som kun fik at vide, at Raja var dræbt med et enkelt skud. Da van Hoogstraten blev afhørt om sagen, nægtede han at kende noget til den og sagde hånligt, at »det var åbenbart et par amatører, som må være idioter, fordi de skød forbi første gang«. Drabsmændene er begge idømt livstidsstraffe. Seks tidligere domme Det er ikke første gang, spekulanten møder det britiske retssystem. Han har seks tidligere domme for blandt andet hæleri og vold. Den hidtil alvorligste er fra 1968, hvor han fik fire års fængsel for at organisere et håndgranatangreb mod en tidligere forretningsforbindelses kontor.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Christian Johannes Idskov




























