Præsident Pervez Musharraf kalder valget til parlamentet i dag for Pakistans overgang til »et ægte demokrati«, efter at han overtog magten ved et militærkup for tre år siden. Men det passer ikke, siger menneskerettighedsgrupper og andre kritikere. Musharraf har udelukket de vigtigste politiske modstandere, og han kan afsætte det nye parlament, hvis det passer ham. 'Ikke demokratisk styre på vej' »Det står med al tydelighed klart, at valget ikke vil indvarsle en ny periode med demokratisk styre«, kommenterer den uafhængige menneskeretskommission i Pakistan. General Musharraf væltede den folkevalgte premierminister Navaz Sharif i oktober 1999, fordi Sharif var blevet for magtsyg og korrupt. Samtidig blev parlamentet suspenderet, og den store parlamentsbygning i Islamabad har stået tom lige siden. Nu er den blevet støvet af og sat i stand, klar til at modtage de 342 nye medlemmer senere i denne måned. Premierminister uden portefølje Men det betyder ikke, at magten også flytter ind. Pakistan får ganske vist igen en premierminister. Han skal stå til regnskab for sine handlinger - ikke over for parlamentet, men over for Det Nationale Sikkerhedsråd, hvor præsident Musharraf sidder for bordenden, og hvor medlemmerne tæller flere højtstående militærpersoner. Fem år mere Tidligere i år tildelte Musharraf sig selv fem år mere som Pakistans præsident, og tiltog sig også magten til at afskedige premierminister og parlament. Han lover ganske vidst, at premierministeren får frie hænder til at regere Pakistan, mens Musharraf så får »mere tid til at spille tennis og golf«. Men magten slipper den tidligere general ikke. Mindstemål for kandidaters uddannelsesniveau Det fremmer heller ikke den demokratiske proces, at Musharraf har bestemt, at alle, der får lov at stille op, skal have en studentereksamen eller mere. Ifølge præsidenten sker det for at højne niveauet i parlamentet. Musharraf har gennemført et stor kampagne for at retsforfølge korrupte politikere. Kritikere: Musharraf-støtters korruption accepteres Men nu klager modstanderne over, at præsidenten ser gennem fingre med korrupte politikere, som støtter hans politik. Over 80 forskellige partier stiller op, så det er svært at forudsige valgets resultat. Men det er en af Musharrafs støtter, der tippes til at blive Pakistans næste premierminister. Kongens parti Han hedder Mian Mohammad Azhar, er 61 år og leder af et parti, der er brudt ud fra den afsatte premierminister Nawaz Sharifs parti, Pakistan Muslim League. Partiet kaldes PML-QA, og på grund af støttet til diktatoren har det har fået øgenavnet 'Kongens parti'. Sharif og Bhutto ude af spillet Hverken Nawaz Sharif eller en anden tidligere premierminister, Benazir Bhutto, har fået lov at stille op. Sharif er gået i frivilligt eksil med sin familie i Saudi-Arabien. Og Benazir Bhutto lever i eksil i London og Dubai, fordi hun vil blive retsforfulgt for korruption, hvis hun vender tilbage til Pakistan. Kritik for valgsvindel Men skyggelederen af Bhuttos Pakistans Folkeparti kan blive en mulig konkurrent til premierministerposten. Han hedder Makhdoom Amin Fahim og var minister allerede i hendes far, Zulfikar Ali Bhuttos regering. Mens Benazir Bhutto fra sit eksil kritiserer Musharraf for valgsvindel, taler Makhdoom Amin Fahim mindre skarpt i forventning om, at han efter valget skal arbejde sammen med Musharraf. Yderpartier støttes af Taleban-venlig mullah På den politiske højrefløj står en række yderliggående muslimske partier. En gruppe på seks af dem er anført af en mullah, der var en tro støtte af det tidligere Taleban-regime i Afghanistan. Det har været en valgkamp med både ukendte faktorer og ukendte politikere. Behersket folkelig interesse Derfor har interessen ikke været særlig høj blandt Pakistans 75 millioner vælgere. Der er heller ikke åbenlys utilfredshed med, at Pervez Musharraf beholder magten. Han er stadig en vigtig allieret for USA og Storbritannien i kampen mod al-Qaeda, og det har givet milliarder af dollar i tilskud til den slunkne statskasse i det forløbne år. En populær diktator I over halvdelen af sin 55 år lange historie har Pakistan været regeret af militæret. Og Musharraf er stadig en af de mere populære diktatorer. I en meningsmåling i Pakistan for den britiske BBC-radio mente 69 procent, at kupgeneralen har gjort et 'godt' eller 'nogenlunde godt' job. Økonomisk fremgang vejer tungere end demokrati.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























