Indenrigspolitiske problemer som en korrupt minister og overbudgettering har gjort vælgerne vrede på den irske regering. Hvis de vil give premierministeren en begmand, er det fristende at bruge afstemningen om EU's udvidelse. »Det har ikke været vores bedste uge«. Den erkendelse fra Irlands europaminister Dick Roche må være månedens underdrivelse. Den irske regering er inden for få dage blevet rystet af to skandaler, der truer med at afspore folkeafstemningen om Nicetraktaten om tre uger. Dermed kan 500 millioner mennesker i EU og de nye ansøgerlande komme til at betale for det, der er et indenrigspolitisk problem i Irland. Afslørende papirer lækkede Den første skandale begyndte at rulle for en uge siden: Lækkede papirer afslørede, at den irske regering bevidst havde lovet flere penge væk, ens statsregnskabet kunne bære forud for parlamentsvalget i sommer. Nu er valget vundet, og finansministeren skal til at skære godt og grundigt i de overoptimistiske budgetter, som regeringen gik til valg på. I torsdags fik premierminister Bertie Ahern en ny ørefigen: En prominent politiker fra hans parti blev stemplet som korrupt. Politikeren har gennem de sidste 20 år haft flere ministerposter, senest som udenrigsminister i Bertie Aherns første regering i 1997 - selv om der allerede da var korruptionsundersøgelser i gang mod ham. Nu har en kommission med en tidligere højesteretsdommer i spidsen fastslået, at eksministeren har taget imod over 3 mio. kr. i bestikkelse fra en stribe forretningsfolk for blandt andet at være rundhåndet med byggetilladelser. Vrede vælgere Det kan blive farligt for den kommende Nice-afstemning, vurderer professor Ronan Fanning fra University College i Dublin: »Vælgerne er vrede over de to skandaler, og mange har lyst til at give premierministeren en begmand og derfor stemmer nej til Nice. Det største oppositionsparti siger, at det støtter Nicetraktaten, men de vil græde krokodilletårer, hvis det bliver et nej. Et nederlag vil være yderst pinligt for regeringen«, siger professor Ronan Flanning. »Det har ikke gavnet sagen«, indrømmer europaminister Dick Roche. »Men vi skal nok få budskabet igennem. Et ja er afgørende for fortsat økonomisk fremgang for Irland. Vi har fået et protokollat, som sikrer Irlands fortsatte neutralitet. Og vi har fået en engageret debat om EU. Jeg skal til mit 48. debatmøde i aften. Og det er først nu, vores valgkamp for traktaten tager fart«. Næsten halvdelen af de irske vælgere har ikke besluttet sig. Hvorfor tror de ikke på, hvad I politikere siger? »Irerne gør aldrig, hvad de får besked på. Det holder os til ilden hele tiden. Hvis vi ikke får budskabet igennem denne gang, er det vores fejl. Derfor begynder vi en kampagne fra dør til dør, så alle irske familier får besøg af en politiker«, lover Dick Roche. Men vælgerne vil ikke stemme efter, hvad folk i Polen eller Ungarn forventer. De vil selv have noget ud af det? »Siden Irland kom med i EU, har udenlandske virksomheder oprettet 140.000 arbejdspladser her. Den fremgang skal fortsætte. Og landbruget har aldrig haft det så godt, som mens vi har været med i EU«. Hvordan bliver stemmetallene 19. oktober? »Det vil ikke være særligt klogt af mig at gætte, men Nicetraktaten bliver vedtaget. Irerne er idealistiske af natur«, lover Dick Roche. Hvis det bliver et nej, er du så stadig europaminister 20. oktober? »Det er ikke mig, men premierministeren, der bestemmer det. Men du kan jo ringe til mig den 20.«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























