Stærkt internationalt pres på Israel for at ophæve belejring

Lyt til artiklen

Rusland har søndag krævet, at Israel skal afslutte belejringen af palæstinenserleder Yassir Arafats hovedkvarter i Ramallah. Russerne tilslutter sig dermed udbredte internationale fordømmelse af det foreløbigt fire-dage lange israelske angreb på hovedkvarteret, som er tæt på helt at være jævnet med jorden. 'Skal have en reel chance for at håndhæve loven' »I den aktuelle situation er det væsentligt at afslutte blokaden og ødelæggelsen af Selvstyrets hovedkvarter. De palæstinensiske myndigheder skal have en reel chance for at håndlæve loven på eget territorium og fremfor alt have muligheder for at standse ekstremisternes angreb og arrestere de, der er skyldige i terror«, hedder det i en erklæring fra det russiske udenrigsministerium. Den russiske udenrigsminister opholder sig i Washington, hvorfra han har holdt møder med amerikanske embedsmand og holdt telefonisk i kontakt med Arafat og andre ledere i Mellemøsten. Skarp kritik fra EU's udenrigschef og Chirac Rusland støtter dermed standpunktet, som EU's udenrigschef gav udtryk for lørdag. Javier Solana sagde, at han 'dybt beklagede' den israelske fremfærd i Ramallah. Også den franske præsident vil have israelerne væk fra Ramallah. Jacques Chirac sagde lørdag, at han er 'forfærdet' over Israels ageren. »De igangværende militære aktioner mod palæstinenserleder Arafats selvstyrehovedkvarter i Ramallah er uacceptable. Frankrig kræver, at de (israelerne) holder inde øjeblikkeligt«, hed det lørdag i en erklæring fra det franske udenrigsministerium. 'Fra en blindgyde til en anden' Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer opfordrer begge parter til 'at gøre det yderste for at hindre en eskalering'. Og i en erklæring fra det græske udenrigsministerium hedder det, at 'denne aktuelle blindgyde blot leder til en ny blindgyde. Vold kan ikke bekæmpe vold'. USA: Belejring hjælper ikke fredsprocessen Det Hvide Hus siger søndag, at belejringen 'ikke hjælper' bestræbelserne på at bringe en ende på palæstinensiske angreb på Israel. »Israelske aktioner i og omkring Arafat-hovedkvarteret hjælper ikke med til at reducere den terroristiske vold eller at fremme palæstinensiske reformer«, siger en talskvinde for Det Hvide Hus. Sharon viser ingen tegn på opblødning Der var dog søndag eftermiddag ikke tegn på, at den israelske premierminister Ariel Sharon ville bøje sig for det internationale pres. Tværtimod skal Sharon lørdag i en samtale med den palæstinensiske parlamentsformand Ahmed Qorei have betegnet Arafat som 'færdig'. »Israel har ingen intentioner om at gøre ham skade. For vores skyld, kan han blive, hvor han er, så længe han ønsker, men vores pligt er at forhindre ham i at opildne til terror«, sagde Sharon ifølge avisen Maariv. Arafat nægter at forføje sig Arafat har hidtil nægtet at forlade sit hovedkvarter, sådan som det israelske militær har opfordret ham til. Israelerne fastholder at det ikke er Arafat, men mindst 19 mænd. som menes at opholde sig i hovedkvarteret, de er ude efter. De 19 sigtes for terrorhandlinger i Israel, men søndag blev det endnu engang afvist, at en udlevering kunne komme på tale. Fire dræbt under demonstration på Vestbredden Belejringen har søndag afstedkommet flere, store demonstrationer på Vestbredden og i Gazastriben til fordel for Arafat. Og fire palæstinensiske demonstranter er tidligt søndag blevet skudt og dræbt af de israelske styrker. Mubarak beder Bush gribe ind Den egyptiske præsident Hosni Mubarak har sendt et hastemeddelelse til den amerikanske præsident George W. Bush for at få USA til at gribe ind i krisen. »I sit brev skriver præsidenten, at den israelske fremfærd truer sikkerheden og stabiliteten i hele regionen«, skriver den statskontrollerede avis al-Ahram søndag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her