De Grønne høster en sejr

For De Grønne blev søndagens valg en net succes. Med over 9 procent af stemmerne overfløj de deres værste konkurrent, det liberale parti FDP. For de liberale var det ikke blot en skuffelse, at de måtte nøjes med ca. 7 procent, resultatet var noget af en ydmygelse. For i valgkampen havde de liberale overmodigt forkyndt, at deres mål var 18 procent. For det tredje af de små partier, PDS, var valgdagen nederlagets dag. Postkommunisterne nåede ikke op over spærregrænsen på 5 procent. Formanden for PDS-gruppen i Forbundsdagen indrømmede allerede efter den første prognose, at spillet var ude, og at partiet havde lidt »et alvorligt nederlag«. PDS har siden opløsningen af DDR stået stærkt i Østtyskland, hvor det opfangede stemmer fra de mange, der følte sig som både politiske og sociale tabere efter Genforeningen i 1990. Men på landsplan stod partiet uendeligt svagt, dets synspunkter havde ingen appel til vesttyskere. PDS havde regnet med at kunne score ekstra stemmer ved at være det eneste parti, der blankt sagde nej til tysk deltagelse i en krig mod Irak. Men i valgkampens slutspurt blev man her overhalet inden om af kansler Gerhard Schröder. I den nu overståede valgkamp har PDS givetvis lidt under savnet af Gregor Gysi, den eneste figur i partiet, der evnede at sælge dets politik. Især ved sin ustandselige optræden i talkshow på tv, hvor han brillerede med sit vid. Men Gysi trak sig ud af politik, da han blev grebet i privat at have misbrugt de bonuspoint, han som medlem af Forbundsdagen havde optjent på officielle flyrejser. Han efterlod et gabende hul i partiet. Hans partikammerater følte sig svigtet af ham, og han kan nu vente at blive gjort til syndebuk nr. 1 for søndagens valgnederlag. Helt fortvivlende var søndagen dog ikke for PDS. I delstaten Mecklenburg-Vorpommern var der også lokalvalg, og her sejrede den koalition af Socialdemokrater (SDP) og PDS, der har regeret staten i de sidste fire år. Selv om Mecklenburg-Vorpommern lider under stor arbejdsløshed, og økonomien går på krykker, er det ikke lykkedes den borgerlige opposition at lancere sig som et overbevisende alternativ. Det er den eneste af Tysklands 16 delstater, hvor man har en rød-rød regering. Antisemitisme Det er endnu for tidligt at præcisere årsagerne til, at de liberale (FDP) fik et så skuffende valg. Men netop i den sidste uge af valgkampen blev partiet plaget af en opslidende, intern strid. Årsagen var, at næstformanden Jörgen Möllemann for anden gang i år pustede til antisemitismens gløder, især ved personlige angreb på næstformanden i jødernes centralråd, Michel Friedman, en både populær og omstridt studievært. Möllemanns optræden blev en slem belastning for FDP's omdømme. Ved det afsluttende valgmøde bad partiformanden Guido Westerwelle sin næstformand om at holde sig væk. Flere af partiets tidligere toppolitikere mener, at man snarest bør skaffe sig af med Möllemann som næstformand. Under alle omstændigheder viste affæren endnu en gang, at Guido Westerwelle - der optrådte som kanslerkandidat - ikke var mand for at holde orden på sit eget hus. Det har formentlig kostet ham dyrt på valgdagen. Men FDP er stadig på banen. Hvis den endelige optælling af stemmerne viser, at der alligevel ikke er flertal for en fortsættelse af den socialdemokratisk/grønne regering, vil FDP springe til som koalitionspartner for CDU/CSU. Sarkasme gav bonus For De Grønne er det en fjer i hatten at være nr. 3 i tysk politik. Selv i partiets egne rækker var der nogen forbløffelse over, at det var gået så godt på valgdagen. De katastrofale oversvømmelser medførte, at der i Tyskland blev fornyet opmærksomhed omkring klimaforandringer og miljøpolitik, hvilket har givet De Grønne et lift. Men først og fremmest kan de sende mange taknemmelige hilsener til den mest berømte Grønne af alle, udenrigsminister Joschka Fischer. Han har ført valgkamp med fuldt tryk på kedlerne, samtidig med at han måtte fare frem og tilbage over Atlanten for at deltage i FN's generalforsamling og drøftelser af situationen i Mellemøsten. Fischer er en valgkæmper, som alle partier må misunde De Grønne. Når han talte om den konservative kanslerkandidat Edmund Stoiber var det med en sarkasme, der tangerede spot. Og så kom latterbølgerne fra publikum. Joschka Fischer var allerede inden valget den populæreste politiker i Tyskland. I dag må han have en fornemmelse af at kunne gå på vandet.