Putin udnytter krigstrussel mod Irak

Præsident Vladimir Putin har sendt et brev fra sin residens ved Sortehavet til alverdens ledere, hvori han i utvetydige vendinger truer med, at Rusland selv vil gribe militært ind mod »tjetjenske slyngler« i nabolandet Georgien, hvis ikke den georgiske ledelse gør det. Stridens kerne er den georgiske Pankisi-dal, som er nabo til den russiske oprørsrepublik Tjetjenien. I brevet, som blev sendt til FN's Sikkerhedsråd og til OSCE, forklarer Putin, at Georgien i modstrid med FN's resolutioner om terrorisme undlader at gribe ind overfor tjetjenske 'banditter', som opererer mod Rusland fra Georgien. Striden har stået på længe, og Rusland har mange gange forsøgt at presse den georgiske præsident - og Putins gamle kollega i KGB - Eduard Sjevardnadse til i samarbejde med russerne at rense dalen for oprørere. Typisk taktik Når Putin netop nu har sendte sit ultimatum til Georgien til FN, er der tale om en for Putin typisk taktik: at få flest mulige fordele ud af en given international situation. Set fra Moskva kan det amerikanske ultimatum til Irak og præsident Bushs krigsretorik først og fremmest bruges til at legitimere Ruslands egen krig imod 'terrorismen i Tjetjenien'. Det kan samtidig udnyttes til at få lagt et voldsomt pres på Georgien for at få gennemført en aktion imod de tjetjenske og arabiske styrker, som vitterligt opholder sig i grænseområdet mellem Tjetjenien og Georgien. Men først og fremmest er der formentlig tale om, at præsident Putin forsøger at score indenrigspolitiske point. Det står efterhånden nemlig klart for alle i Rusland, at den tjetjenske krig i modstrid med Putins og hærens oplysninger langt fra er forbi. Derfor kommer det belejligt med en forklaring, som skyldes forhold i nabolandet. Daglige angreb Russiske styrker og Moskva-tro tjetjenere udsættes hver dag for terrorangreb, bomber og attentater. Der dør i snesevis hver uge. Det russiske svar er hver gang nye 'udrensninger' af tjetjenske landsbyer og fornyet terror imod civilbefolkningen. Der er tale om en ond cirkel, som tilsyneladende er ubrydelig. Dog er der flere og flere respekterede russiske politikere, som i de seneste uger har arbejdet kraftigt for at presse Putin til at indlede fredsforhandlinger med den tjetjenske leder Aslan Maskhadov. Forleden kom tidligere udenrigsminister Jevgenij Primakov med en sådan opfordring. Og den tidligere formand for Sikkerhedsrådet, Ivan Rybkin, har ligefrem selv ført forhåndsforhandlinger med repræsentanter for Maskhadov om en fredsplan. Endnu har Putin ikke reageret offentligt, men der er ikke tvivl om, at han er fortørnet over, at Rybkin også har forhandlet med den georgiske leder Eduard Sjevardnadse, som sammen med Aserbajdjans præsident er blevet opfordret til at mægle i Tjetjenien-spørgsmålet. Amerikanere tager afstand Repræsentanter for det amerikanske udenrigsministerium tog fredag kraftig afstand fra Putins planer om at skride militært ind over for tjetjenerne i nabolandet, men den russiske præsident står stærkt, når Sikkerhedsrådet i FN skal til at tage stilling til det amerikanske ultimatum til Irak. Her kan russerne blokere for et ja og præsident Bush har jo netop lovet, at en millitæraktion i Irak kun vil ske med FN's billigelse. Så selvom Eduard Sjevardnadse fredag udtrykte taknemlighed for den amerikanske støtte i konflikten med Rusland, så kan han næppe vide sig alt for sikker. Sikkerhed og styrke er netop Sjevardnadses store problem. Han kan formentlig ikke, selvom han ville det, gennemføre en georgisk aktion i Pankisidalen. Faktisk har Sjevardnadse ikke magten over meget mere end hovedstadsregionen i Georgien. Republikken Abkhasien er i realiteten selvstændigt. Sydossetien det samme. Adjarien ligeså. Ledelsen i hovedstaden Tbilisi er stærkt truet af en katastrofal økonomi, voldsom kriminalitet, og selvstændighedsbevægelser i republikkerne. Fælles aktion Dertil kommer nu den russiske trussel, som giver Sjevardnadse et valg mellem pest og kolera. Hvis han går med til en fælles aktion med deltagelse af russiske tropper, vil det puste voldsomt til selvstændighedsbevægelserne og samtidig afsløre hans totale afmagt. Hvis han siger nej til russerne, så får han formentlig alligevel et russisk angreb på Pankisidalen, mens Verden i den globale 'antiterrorismes' navn stiltiende ser til. Og selvom præsident Putin i sit brev understreger, at Rusland respekterer Georgiens territoriale integritet og politiske styre, så vil et sådant angreb være en alvorlig trussel mod Sjevardnadse.