Afghanistan truet af andre end al-Qaeda

Præsidenten overlevede, men Afghanistan bløder igen. Forsøget på at myrde Hamid Karzai under hans besøg i Kandahar torsdag - højborgen for den tidligere regerende Talebanbevægelse - blev kun afværget, fordi attentatmanden var usikker på aftrækkeren, og fordi Karzai har skaffet sig nogle hårdkogte amerikanske bodyguards. Og det nedrige bombeattentat i hovedstaden Kabul tog ikke blot livet af 26 mennesker ved en totrinseksplosion. Først en lille bombe til at vække opmærksomhed og tiltrække nysgerrige, så en kæmpemæssig bombe til at dræbe dem. Bomberne vidnede samtidig om, at Kabul og Afghanistan stadig rummer masser af våben, sprængstof og vilje til at slås - også hos andre end al-Qaeda. Kontant svaghed For Karzai - »jeg vidste, den slags kunne ske« - er attentatet en ildevarslende påmindelse om, hvor langt hans modstandere vil gå. Det er også en pinagtig demonstration af hans kontante svaghed i den afghanske overgangsperiode, når han skal bruge 46 amerikanske elitesoldater til at beskytte sig. Hans konkurrenter har egne tungtbevæbnede og stærkt loyale militsgrupper. Selv har Karzai ingen milits. Og hans USA-styrede forsøg på at etablere en afghansk hær vækker modstand hos lokale militsledere og krigsherrer, der ikke vil have Kabul-soldater indenfor deres territorier. I Afghanistan er det hverken populært at være afhængig af udenlandske tropper eller at være underlagt tropper fra hovedstaden i den etnisk sammensatte nation. Krigen ikke slut For Afghanistan er attentatet på Karzai og bomberne i Kabul derfor triste påmindelser om, at krigen ikke er slut. Både Karzai og den internationale sikkerhedsstyrke forsøgte i vinter at få de afghanske mænd til at aflevere deres våben, et håbløst projekt. Våben findes i de fleste af byens hjem. Våbnene kom dog væk fra gadebilledet i hovedstaden. Faktisk var Kabul næsten begyndt at tro på fredens mulighed. Minefelterne er ryddet for gammel ammunition, og genopbygningen af byen er i fuld gang. Det vrimler med internationale hjælpeorganisationer. Og markedspladserne har langt flere varer, end afghanerne har penge til at købe. Fordømmelse Men uden for Kabul er flere krigsherrer i færd med at pudse deres våben. En af dem, den pashtunske Gulbuddin Hekmatiyar, udsendte forleden en slags opråb, hvor han fordømte Karzais overgangsregering og krævede USA og den internationale sikkerhedsstyrke ud af Afghanistan. Samme Hekmatiyar er velkendt i Kabul, hvor han i 1990'erne var den mest dødbringende deltager i mujahedingruppernes borgerkrig fra 1992-96, som kostede 50.000 dræbte i hovedstaden, og en kort tid regeringsleder. Men også andre end Hekmatiyar - måske overlevende Taleban-folk - spreder trusler i Kabuls gader imod Karzai og hans internationale beskyttere. Advarsler For ISAF, den internationale sikkerhedsstyrke, er de seneste dage derfor en trist bekræftelse af dens advarsler i sommer om trusler og terror. Men værre endnu - det er ikke kun resterne af al-Qaeda, der er på spil. Hekmatiyar hørte til Taleban-bevægelsens modstandere og måtte opholde sig i Iran i Taleban- og al-Qaeda-regimets dage. En række af de attentater, der har fundet sted, tyder tværtimod på, at de gamle sprækker mellem forskellige mujahedinbevægelser går helt ind i Karzais regering. Turistministeren blev i februar myrdet under en sammensværgelse med forgreninger helt ind i regeringen. Manden, der formelt skulle være viceforsvarsminister, Ahmed Rashid Dostum, bruger i stedet sin tid på at cementere sine egne væbnede styrker i det nordlige Afghanistan. Modstand mod hær Og Karzais forsøg på at etablere en samlet afghansk hær - med amerikansk hjælp - møder jævn modstand uden for Kabul. Forløbig er kun 1.000 soldater trukket i Karzai-hærens nye uniformer. Afghanistans lokale krigsherrer og mujahedinbevægelser tæller langt flere mænd med betydelig erfaring i våbenbrug. Der er væbnede kampe i både den nordlige og den sydøstlige del af landet. FN opfordrer nu igen det internationale samfund til at udstrække ISAF's beskyttelse til resten af Afghanistan - ud over Kabul, hvor 5.000 vestlige soldater forsøger at sørge for ro og orden. Ingen af ISAF's bidragydere vil formentlig sætte spørgsmålstegn ved Afghanistans behov for hjælp. Men efter Vestens villighed til at nedkæmpe Taleban og terrornetværket al-Qaeda er der ikke vilje til også at tage ansvaret for at skaffe Afghanistan fred.