FN's klimaprotokol fra Kyoto ser ud til at blive en retlig bindende aftale. Ruslands premierminister, Mikhail Kasjanov, har på FN-topmødet i Johannesburg bekræftet, at den russiske regering snart præsenterer parlamentet, Dumaen, for et forslag om at godkende aftalen. For nylig erklærede Polen sig parat til ratifikation, så nu mangler kun Rusland, for at tilpas mange lande (55) med tilpas store CO2-udslip (55 procent af ilandenes udslip i 1990) er med på at mindske udslippet af drivhusgasser. I alt 89 lande har godkendt aftalen - udenfor står stadig USA, Australien, Canada, New Zealand få andre små ilande og en del udviklingslande. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) mener, at Ruslands melding »er et meget vigtigt skridt og et godt signal fra Johannesburg-topmødet«. For Danmark betyder Kyoto-aftalen, at udslippet af seks drivhusgasser i første omgang skal mindskes med 21 procent inden 2012. Senere kommer nye forpligtelser. Klimafond Efter kraftige nedskæringer på støtte til energiforskning, CO2-fri energi og energibesparelser overvejer VK-regeringen, hvordan den skal sikre det ambitiøse mål. Et af midlerne bliver en slags klimafond, der skal fremme klimaprojekter i udlandet: I Central- og Østeuropa som joint implementation og i den 3. verden via FN's Grønne Udviklingsmekanisme. Den slags projekter fremgår sammen med handel med CO2-kvoter som de tre internationale virkemidler under Kyoto-aftalen. Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) har i Johannesburg aftalt et samarbejde om energi- og klimaprojekter med Slovakiet. Danmark er i gang med at indgå lignende aftaler med Polen, Ukraine, Rumænien og Rusland, oplyser Miljøministeriet. I Slovakiet skal der i første omgang opføres et kraftvarmeværk og et jordvarmeanlæg. Rusland har efter sovjetindustriens kollaps i 1990'erne store CO2-kvoter at sælge, men en russisk viceminister såede forleden tvivl om ratifikationen ved at påstå, at Rusland ikke kommer til at tjene penge nok. Prisen på CO2-kvoter forventes at være relativt lav, så længe USA står uden for klimaaftalen, men ifølge avisen Moscow News kan salg af kvoter dog indbringe Rusland, hvad der svarer til 8-80 mia. kr. Bush: For dyr USA's præsident, George W. Bush, har afvist Kyoto-protokollen som for dyr, men Bush-regeringen er under stigende pres fra amerikanske virksomheder og delstater for at gå med. Hvis USA går med, så vil det økonomisk blive en stor fordel ikke mindst for Rusland.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Sorlannguaq Maria Ravn Lind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Debatindlæg af Christian Rostbøll




























