Det lod sig ikke gøre. De store statsmænd kunne ikke blive enige om at løse problemerne med fattigdom og et truet miljø. I stedet skrev de under på nekrologen over store topmøder og overlod det til regionale samarbejder og private virksomheder at redde verden. Det blev de enige om på topmødet - se grafik »Kan I se jer selv i spejlet og sige, at jeres børn får en bedre fremtid på grund af det, I har gjort«, spurgte 14-årige Analiz Vergara fra Ecuador de høje herrer, der var kommet fra nær og fjern til Johannesburg. De klappede voldsomt af hende. Det er svært at sige, om klapsalverne skulle tolkes som et ja eller et nej. Men én ting synes sikkert efter FN's mastodontmøde om en mere bæredygtig verden: Det bliver det sidste af slagsen. Ikke fordi det var helt spild af tid for de titusindevis af mennesker fra et par hundrede lande at bruge ti dage i Sydafrikas største by. Flere af dem kan vel nok tillade sig et hurtigt kig i spejlet. Drømmen født for ti år siden Men fordi topmødet lysende klart illustrerede, at verden ikke kan enes om at løse alle de problemer, der er skyld i fattigdommen og truer miljøet. Ikke på én gang. Ikke på ét møde. Den dagsorden viste sig at være alt for ambitiøs. Drømmen om de store altfavnende aftaler blev født for ti år siden på FN-topmødet i Rio de Janeiro, hvor begrebet bæredygtig udvikling for alvor blev plantet i den globale bevidsthed. Selv om de konkrete resultater også dengang var beskedne, tændte Rio håbet om en samlet redningsplan for kloden. Johannesburg vil modsat blive stående som symbolet på, at klodens regeringer hverken har styrken eller viljen til at opfylde drømmen om at nedfælde løsningen på alverdens problemer i et enkelt dokument. Ikke en gang en svulstig politisk erklæring med meget generelle vendinger kunne landene blive enige om uden sværdslag. »Vi må ikke forvente, at topmøder skaber mirakler«, sagde chefen for det hele, FN's generaldirektør Kofi Annan onsdag, da han lukkede mødet. Så længe... Så længe de franske bønder ikke vil give afkald på deres landbrugsstøtte. Så længe den amerikanske præsident Bush skal holde sig gode venner med oliegiganterne. Og så længe danske hr. Hansen ikke er parat til at skære i sit eget forbrug for at kaste lidt mere ned i slugten mellem rig og fattig. Så længe skal man ikke regne med større balance i tingene. Det betyder på ingen måde, at de ti år fra Rio til Johannesburg med en række mellemliggende FN-konferencer har været nytteløse. Det er i dag næsten umuligt at finde et udviklingsprojekt, der ikke forholder sig til emner som miljø, fattigdomsbekæmpelse og menneskerettigheder. Det skyldes blandt andet, at disse emner regelmæssigt er oppe at vende som for eksempel på det sociale topmøde i København i 1995. Det er blot det store ryk, der mangler. Men verdens præsidenter og topledere er hverken mere eller mindre handlekraftige, end vælgerne beder dem om at være. Selv om de samme vælgere ikke holder sig tilbage fra at skælde stats- og regeringscheferne ud, når de fra topmødets talerstol strør om sig med svulstige løfter, som ikke er til at få øje på i handlingsplanen. Topmødernes nekrolog Det var ikke kun den danske statsminister og EU-formand, Anders Fogh Rasmussen, der i Johannesburg udtrykte sin foragt for de »ligegyldige detaljer«, som den store sammenstimlen munder ud i. Også alle verdenstopmøders fader, den svenske diplomat Sverker Åström, skriver lige nu på topmødernes nekrolog. »De store globale konferencer har udspillet deres rolle. De er blevet ineffektive, for dyre, og fører til færre positive resultater. De ruller nærmest udviklingen tilbage, fordi de er afhængige af enighed«, udtaler Åström. Den i dag 86-årige svensker var arkitekten bag FN's første globale miljøsamling i 1972 i Stockholm, ligesom han var en af drivkræfterne i Rio. Åström tilslutter sig den efterhånden udbredte holdning, at kampen mod fattigdom og miljøtilsvining må fortsætte med regionale koalitioner af lande og med de multinationale koncerners hjælp. Og hvis der skal holdes topmøder, skal det være om mere afgrænsede temaer som vand, klima, handel eller naturressourcer. Ellers bliver man aldrig enige om noget. Uhellig alliance med USA EU presser på for miljøhensyn, USA nægter at forpligte sig internationalt. Og ulandene vil ikke give grønne løfter for de riges blå øjnes skyld, når Vesten ikke til gengæld vil åbne sine markeder. På trods af at EU giver langt mere i ulandsbistand, vælger de fattige således ofte at alliere sig med USA om slatne miljøformuleringer. Fordi det er billigere, og fordi amerikanerne sidder tungt på Verdensbanken og den internationale valutafond IMF, som ulandene skal holde sig gode venner med for at få lån og gældslettelse, når de kommer hjem fra topmødet. Men hvad kom der så ud af Johannesburg? Hvem vandt, og hvem tabte? Rent vand og kloakker Det mest håndfaste fremskridt var beslutningen om at halvere antallet af mennesker uden kloakker og rene vandledninger inden år 2015. Det blev glemt, da FN-landene for et par år siden udformede Millennium-målene om fattigdom, og det lå på forhånd i kortene, at den ville komme hjem. Det var derfor ikke tilfældigt, at Anders Fogh Rasmussen havde besluttet sig for at blæse i lige netop dén trompet i Johannesburg. »Vand og sanitet«, båttede Fogh igen og igen - for det var den eneste sikre vindermelodi. Privatisering Den store skuffelse var energien. Alle konkrete mål om, hvor stor andelen af vedvarende energi skal være, blev slettet i handlingsplanen. Det var i udpræget grad et nederlag for EU og dermed også for formand Fogh. Mens regeringsdelegationerne skændtes om de såkaldte firkantede parenteser om de mange uenigheder i topmødedokumenterne, stjal de store koncerner rampelyset i konferenceområdet i Sandton. De seneste ti dage er der taget et gevaldigt skridt i retning af at privatisere hjælpen til de fattige lande. Ivrigste fortaler for denne udvikling er USA, men også EU og græsrødderne snakker nu i meget positive vendinger om etisk bevidste erhvervsfolk, forudsat at de vil andet og mere med deres projekter end at forbedre image og salg. Landene lærer Trods de få mærkbare resultater skal man ikke undervurdere betydningen af Johannesburg-mødet. Landene lærer af hinanden, græsrødder knytter kontakter, og det er især vigtigt for folk i udviklingslandene, der ellers ikke kommer ret meget ud at rejse. Spørgsmålet er så, om erfaringer, kontakter og udvandede hensigtserklæringer er værd at rejse så langt og dyrt for. 14-årige Analiz Vergera fra Ecuador mener nej: »Brug hellere flere penge på at hjælpe de fattige og børnene i verden end på at deltage i en masse møder. Husk, at vi ikke kan købe en anden planet, og at vores liv og de fremtidige generationer er afhængige af den. Vi har brug for mere end jeres klapsalver, jeres ros og fine taler. Vi har brug for handling«.