Palæstinensiske søskende fanget i spil

Lyt til artiklen

De to søskende Kifah og Intisar Ajouri er kommet i centrum for et politisk hundeslagsmål, efter at Israel tirsdag besluttede at udvise dem fra Vestbredden til det andet palæstinensiske selvstyreområde, Gaza. Kifah og Intisar Ajouri er søskende til Ali Ajouri, en palæstinenser, der blev dræbt af israelske styrker for en måned siden. Ali Ajouri var mistænkt for at være med til at arrangere en stribe bombeattentater, og de to søskende var mistænkt for at hjælpe ham. Broderen Kifah skulle således have holdt vagt for Ali Ajouri, og søsteren Intisar skulle bl.a. have været med til at sy sprængstoffer ind i bælter. Kort efter dommen haglede fordømmelserne ned over Israel fra palæstinensisk og international side. Kritikerne opfatter dommen som politisk, fordi den mest af alt har til hensigt at skræmme potentielle bombemænd - og dermed bliver en form for kollektiv afstraffelse, der er forbudt ifølge Genèvekonventionen. Konkrete beviser Højesteret sagde dog i sin dom, at den vurderede, at der var konkrete beviser for, at de to havde hjulpet deres bror. Dermed er de to en 'sikkerhedsrisiko' og kan forflyttes internt i de palæstinensiske områder ifølge israelsk lov. »Det er en forbrydelse mod menneskeheden, en forbrydelse mod alle internationale konventioner. Det er en markant eskalering af konflikten fra israelernes side, på samme måde som flere andre eskaleringer, herunder den totale ødelæggelse af de huse, der tilhører slægtninge til palæstinensere«, sagde selvstyrets leder, Yassir Arafat, på et pressemøde i Ramallah. Danmark 'imod deportation Den danske udenrigsminister, Per Stig Møller (K), var knap så udtalt i sine synspunkter. Han erklærede, at Danmark er »imod deportation af mennesker, imod kollektiv afstraffelse«. Men samtidig noterede han, at højesteret havde vurderet, at de to var skyldige. Så han ville »studere dommen nærmere«, før han udtalte sig. Fundet på en mark Alt dette kunne de to søskende ikke vide noget om, da det israelske militær kort forinden havde sat dem af ved en grænseovergang mellem Vestbredden og Gaza, Erez-krydspunktet. I lommen havde de ud over udvisningsordrerne også 1.000 shekel (1.600 kroner) hver, vandflasker og lidt mad, oplyste israelsk militær. De blev sat af ved Erez-krydspunktet mellem Israel og Gaza, men hæren nægtede at lade pressen følge afsætningen. En forbipasserende fandt dem vandrende omkring på en mark ved byen Netzarim og hjalp dem ind til Gaza By. Ønsker opsyn Palæstinensisk militær havde inden da forhindret dem i at komme ind ad den normale rute. Ikke fordi de ikke kunne lide de to palæstinensere, men fordi de ikke ønsker at medvirke til deportationer. De to søskende er nu i Gaza By, hvor de har bedt om at komme under opsyn af Internationalt Røde Kors. »Gaza er en del af mit hjemland Palæstina, men det retfærdiggør ikke, at man tager mig væk fra min familie for at bliver udvist til et område, hvor jeg ikke kender nogen«, sagde Intisar Ajouri til journalister i Gaza.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her