Trods massivt politiopbud og vrede demonstranter var der ingen konfrontationer, da Politiken lørdag gik med de 10 km fra de sortes slum i Alexandra til topmødecentret i Sandton. Der var ryddet op i Alexandra og lagt jernring omkring topmødecentret, så deltagerne kunne arbejde videre i fred. De hvide betjente kører i biler og taler i politiradio. De sorte står klar i polstret kampuniform med visir, hjelm, knippel og maskinpistol. Også hos demonstranterne er der hvide blandt dem, der leder slagets gang: Pressechefen er for eksempel rødhåret. Men langt hovedparten af dem, der denne lørdag formiddag samles på en bakke uden for den fattige bydel Alexandra, er sorte. Og en del af dem, der ikke er, er gået forkert. Der er nemlig to demonstrationer på denne, den store protestdag under FN-topmødet. En for de moderate, internationale græsrodsorganisationer, hvor blandt andre Sydafrikas præsident Mbkei taler om »hjælp til de fattige nu«. Og en for mere radikale lokale organisationer som Anti Privatisation Forum og de jordløses Landless People Movement, der mener, at regeringen sagtens kunne gøre mere for de fattige og derfor er nogle hyklere. Her på bakken samles sidstnævnte med krigeriske slagord som 'Bomb Sandton', 'Stop the Holocaust' og 'Take back the Land'. En munkeklippet tibetansk græsrod vender derfor om med sit rød-blå-gule flag, selv om han jo på en måde også er jordløs. Rute lagt med omhu Politihelikoptere kredser omkring marchen, der tripper lidt på stedet, inden det endelig går løs. Ruten er valgt med omhu: Gennem Alexandras støvede slum til det airconditionerede konferencecenter i den rige nabobydel Sandton. Så kameralinserne og resten af verden kan se, at kontrasterne i denne by - og på kloden - er alt for store, og at topmødet bør resultere i en bedre og mere retfærdig verden. De sydafrikanske politikere har prøvet at sløre billedet lidt ved at sørge for, at Alexandra nærmest har haft besøg af en hvid tornado. Affaldet er brændt eller flyttet ind i de små gyder, hvor man er heldig, hvis man kun skal dele et primitivt toilet med en håndfuld andre familier. Rengøringsholdet har ikke kunnet fjerne stanken af kloak. Den vibrerer i næseborene på vej gennem de smalle gader, hvor der hænger utrolig meget vasketøj i betragtning af, at man her ofte er 30 blikskure om én vandhane. »Vand og toiletter til Alexandra!«, råber de røde T-shirts på højttalervognen, og det skaffer flere deltagere i optoget. Da de svinger ud på vejen mod Sandton, er det flere tusinde struber, der istemmer zulu-kampråbet fra apartheid-dagene: »Amandla awethu! (Magten er vores)«. Rent og pænt Vi nærmer os topmødecentret. Husene er nu kæmpevillaer, indhegnet af mure og skilte, der advarer om, at pigtråden er »barberblasdskarp«, og vagtselskabet er »besat af sikkerhed«. De små Coca-Cola-reklamer er afløst af L'Oreal-billboards. Og de eneste lorte på gaden kommer fra politiets heste. Betjentene har fået forstærkning af soldater i camouflageuniform og pansrede køretøjer med gigantiske hjul og påskriften 'Blitspatrullie'. Der er lagt en jernring om topmødecentret, så forhandlerne kan arbejde videre eller spise frokost uden at blive forstyrret. Omvendt har politiet sørget for, at de journalister, der ikke har gidet gå de 10 km fra Alexandra, kan få en mulighed for at rapportere om demonstrationen, for samlingspunktet ligger lige henne om hjørnet fra mediecentret. Her er der voldsomme verbale udfald i et par timer. Men ved redaktionens slutning er det hele stadig fredeligt.