Mellemøsten: Kølig modtagelse af Mellemøst-plan

Det skabte ikke den store sensation i Mellemøsten, da nyheden om den danske fredsplan slap ud i pressen. Dels har man set så mange af slagsen, som ikke er blevet til noget, og dels kom den på et tidspunkt, hvor et helt andet spørgsmål dominerer: den truende amerikanske krig mod Irak. For den seneste uge har verden set en stribe af meldinger fra statsledere i både arabiske og andre lande, så- som Kina og Indien, der fordømmer de amerikanske krigsplaner. Især i den seneste uge er pressen strømmet over med udmeldinger, der vender sig mod en krig mod Irak. Opbakning Den altovervejende melding fra de arabiske statsledere - som USA har brug for til både moralsk og logistisk opbakning til en invasion - er, at den israelsk-palæstinensiske konflikt skal løses først. Ellers truer folkelige opstande i flere af landene. »Statslederne vurderer, at enhver udenlandsk indblanding - og det må man jo sige, at en amerikansk krig mod Irak er - er skadelig for regionen. Men situationen er ekstra sprængfarlig på grund af konflikten i Israel og de palæstinensiske områder. Denne region kan ikke bære to konflikter på samme tid«, siger Gamal A.G. Soltan, specialist i arabiske spørgsmål ved analyseinstituttet Al-Ahram Center for Political and Strategic Studies. Det kunne selvfølgelig give den tanke, at det så er meget godt, at EU med det danske udspil prøver at løse Israel-Palæstina-konflikten. Men så let er det ikke. For denne konflikt lader sig ikke blot løse med et nyt fredsudspil. »I praksis er det palæstinensiske problem i øjeblikket uløseligt. Sådan som det danske forslag er blevet skitseret, har det nogle gode punkter, såsom at man vil løse spørgsmålet om gensidig sikkerhed først. Men det tackler for eksempel slet ikke det store problem, at der i øjeblikket ikke er nogen forhandlere på hverken palæstinensisk eller israelsk side, der kan gennemføre en forhandling«, siger Gamal A.G. Soltan. Psykologisk effekt Til gengæld har udspillet i hvert fald en god psykologisk effekt: det minder den arabiske verden om, at EU ikke har opgivet konflikten. Og det er rosværdigt. Når Irakspørgsmålet i den grad dominerer ved de diplomatiske kaffeborde i øjeblikket, er det, fordi problemet ses som helt anderledes reelt. Det skyldes en stribe skråsikre udtalelser fra især vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld. Sidstnævnte indikerede, at amerikanerne er så sikre på sig selv, at de ikke var bange for at gå enegang i Irakspørgsmålet. »Det er ikke så vigtigt at have enighed, som det er at træffe de rigtige beslutninger og gøre det rette«, sagde han - og skabte dermed koldsved på mange arabiske diplomatpander. Vred befolkning De ved, at deres befolkninger i stigende grad er vrede over, at ingen synes at ville hjælpe det arabiske broderfolk i Palæstina mod Israel og vennerne i USA. Hvis man dertil lægger en amerikansk invasion af endnu et arabisk land, så ligner det hele pludselig et antiarabisk komplot fra USA's og Israels side. De arabiske ledere ønsker generelt ikke at trodse Vesten, som er økonomisk livline for flere af dem. De kan generelt ikke fordrage Saddam Hussein, som de opfatter som en gal hund. Men de kan på den anden side ikke risikere folkelige opstande. Derfor har de intet valg. Selv Kuwait, der ikke har glemt Golfkrigen, er kølig over for en amerikansk invasion, og de andre lande siger blankt nej til at lade amerikanerne bruge deres baser. Set i lyset af den meget reelle konflikt er det svært at skabe entusiasme for endnu en fredsplan for Israel-Palæstina. Især hvis den ikke har officiel opbakning fra amerikanerne, som alle ved er den eneste reelle supermagt.