Udviklingskommissær Poul Nielson bliver skældt huden fuld af den britiske udviklingsminister Clare Short, der beskylder Nielson for at klatte skatteborgernes penge væk. »Som verdens største bistandsyder kunne EU give et enormt bidrag til den internationale kamp mod fattigdom. Men i stedet er udviklingsprogrammet desværre en pinlighed«, skriver den britiske minister i avisen The Guardian, hvor hun også giver Nielson og kommissionen den lidet ærefulde titel som verdens »værste synder, når det gælder stort set ineffektiv brug af bistandspenge«. Briterne bør 're-nationalisere' bistand »Medmindre EU målretter pengene mere effektivt mod at nå de internationalt aftalte målsætninger om at halvere fattigdommen, få alle børn i skole, begrænse børne- og moderdødelighed og fokusere på bæredygtig udvikling, så bør Storbritannien og de andre medlemslandene re-nationalisere deres bistandspenge«, fastslår den britiske minister. Clare Short er oprørt over, at EU i dag bruger under 40 pct. af udviklingshjælpen på de fattigste lande i det sydlige Afrika og det sydlige Asien. Frist til 2005 Hjælpen til de fattigste skal op på 70 pct. - ellers vil Storbritannien kræve EU's udviklingsfond nedlagt, så regeringen i London selv kan sende pengene af sted til de værdigt trængende i den fattige del af verden. Clare Short sætter 2006 som en frist. På det tidspunkt skal der indgås en ny budgetaftale mellem EU-landene. Men truslen om ligefrem at stoppe indbetalingerne til EU's udviklingsfond bliver imidlertid taget med et gran salt i kommissionen. Kommissionen genkender ikke billedet »Så vidt vi ved, er det ikke den britiske regerings position. Derfor spekulerer vi ikke videre over det - men koncentrerer os i stedet om at gøre bedst mulig brug af pengene«, siger kommissionens udviklingspolitiske talsmand, Michael Curtis, som for en ordens skyld understreger, at kommissionen »ikke kan anerkende beskrivelsen af vores program som en pinlighed«. Hensigten med Clare Shorts voldsomme udfald er at stoppe bistanden til de politisk interessante, men ikke voldsomt fattige lande i EU's nærområde, og i stedet give pengene til de værdigt trængende i de fattigste lande. »Store overførsler til mellemindkomstlande med høj grad af fattigdom opretholder ganske enkelt status quo og gør intet for at fremkalde reformer«, fastslår hun. Balkan Men hun giver ingen konkrete eksempler på, hvilke lande der således skal skæres væk. Og det er nok ikke helt tilfældigt, gætter EU-kilder. For en af de landegrupper, der passer på beskrivelsen og har modtaget en meget stor del af EU-pengene de senere år, er Balkan. Og den britiske regering er gået i spidsen for at sikre, at Balkan fik så meget som muligt. Dertil kommer, at hjælpen til Balkan ikke blev taget fra Afrika. Og derfor skyder kritikken ved siden af, siger en kilde i kommissionen. 'Hykleri' EU-kilderne finder det imidlertid også noget hyklerisk, at Clare Short nu vil give alle pengene til de fattige og slet ikke tage andre hensyn. Det er ikke mange uger siden, at hendes chef, premierminister Tony Blair, førte sig frem med forslag om, at bistanden skulle gives eller skæres ned efter et helt andet kriterium - nemlig om landene var effektive nok i bekæmpelsen af ulovlig indvandring til Europa. »Det er rigtigt, at der var en diskussion om det«, erkender Clare Shorts talsmand. »Men vores holdning er helt klar, og den er endog nedfældet i britisk lov. Udviklingsbistanden skal gå til bekæmpelse af fattigdom og intet andet. Sådan er det i Storbritannien, og sådan bør det så vidt muligt også være i EU«, siger talsmanden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























