Fra borgerkrig til sultkatastrofe i Angola

4. april var en glædens dag i Angola. Efter 27 års borgerkrig underskrev Angolas regeringsstyrker og oprørshæren UNITA en fredsaftale, som skulle markere enden på det angolanske mareridt og indledningen til en ny, stabil periode i det sydvestafrikanske land. Men fredsaftalen åbnede samtidig verdens øjne for den katastrofale situation, som den brutale borgerkrig havde efterladt flertallet af Angolas 12 millioner indbyggere i. En borgerkrig, som organisationen Læger uden Grænser var den første til se konsekvenserne af. Tragedie Organisation, som har opereret i Angola i godt 20 år, var den første, som fik lov til at komme ind i de for udenlandske hjælpearbejdere hidtil utilgængelige områder. Den situation, der mødte hjælpearbejderne, fik straks Læger uden Grænser til at erklære, at den største menneskelige katastrofe siden de store sultkatastrofer i Etiopen og Sydsudan midt i 1980'erne, var under opsejling. »Det er simpelthen en tragedie. Flere tusinde mennesker, deraf en stor andel børn, dør hver eneste dag. De dør som følge af underernæring, og det er en stor ulykke, at det internationale samfund med FN i spidsen har ladt angolanerne i stikken efter borgerkrigens ophør«, siger formanden for den danske afdeling af Læger Uden Grænser, Søren Brix Christensen. Landsbyer nedbrændt I modsætning til den nuværende fødevarekrise i det sydlige Afrika, der er ramt af tørke, oversvømmelser, fejlslagen høst og nationaliseringer af landbrugsjorden (i Zimbabwe, red.), er Angolas problemer primært en konsekvens af en borgerkrig. Den har sat dybe spor. De angolanske regeringsstyrker tvangsdeporterede de lokale civile, nedbrændte landsbyer og afbrændte konsekvent de fleste marker, de kom i nærheden af. UNITA-styrkerne udplyndrede systematisk befolkningen, holdt mennesker som slaver og førte ofte landsbybeboerne med sig, når styrkerne rykkede rundt. Begge parter benyttede tusinder af børnesoldater. Alle ressourcer, blandt andet olie- og diamantindtægter, er blevet brugt på militær eller er forsvundet i lommerne på krigsherrer og magthavere. Halv million i fare FN vurderer, at over 500.000 mennesker i Angola trues på livet af hungersnød, heraf 70.000 børn. Hele 18 procent af befolkningen lider af alvorlig underernæring. Dødeligheden blandt voksne er fire gange så høj som den normale dødelighedsfrekvens, fastsat af FN. Blandt børnene er dødeligheden fem gange over den normale dødelighed for børn. UNICEF, FN's børneorganisation, anslår, at der dør et barn hver tredje minut i Angola. Omkring 1,4 millioner angolanere er ifølge FN's fødevareprogram, WFP, afhængige af hjælp fra nødhjælpsorganisationer for at undgå sultedøden. Men tiden er knap for angolanerne. For fødevarehjælpen og de rige landes donationer er ved at slippe op. Angola værst i Afrika FN's generalsekretær, Kofi Annan, erklærede tirsdag, at den humanitære situation i Angola er den værste i Afrika, og at den må løses, før man tager fat på genopbygning. Han opfordrede samtidig den angolanske regering til at lade den økonomiske 'fredsdividende' komme befolkningen til gode. »Problemet er, at det ser ud til, at vi løber tør for fødevarehjælp til september eller oktober. Og det hjælper ikke, at vi må skære i madrationerne til halve portioner som følge af manglende bidrag fra de rige lande«, siger Marcelo Spina, talsmand for WPF i Angola. Han slår fast, at situationen forventes at blive værre, når mange af de 500.000 angolanske flygtninge vender hjem fra Zambia, Namibia og Congo. Borgerkrigen har kostet over en halv million mennesker livet og drevet fire millioner på flugt til udlandet eller internt i Angola. Det var da Angola i 1975 erklærede sin uafhængighed fra Portugal, at den tragiske borgerkrig brød ud. Magtkamp Samtidig med uafhængigheden indledtes kampen om magten i Angola mellem det marxistiske MPLA, der havde opbakning fra blandt andre det daværende Sovjetunionen og Cuba og siden 1979 har haft Jose Eduardo dos Santos som leder, og oprørshæren UNITA med Jonas Savimbi i spidsen støttet af USA og Sydafrika. En kamp, MPLA vandt, hvilket har betydet, at borgerkrigen har raset lige siden i Angola. Flere forsøg på fredsaftaler blev spoleret af gentagne krigshandlinger, der ud over den politiske magt også har haft Angolas rige ressourcer som mål. Begge parter har tjent enorme summer på olie og diamanter. Det anslås, at der alene sidste år forsvandt godt 1,4 milliarder dollar i olieindtægter i Angola på bekostning af det angolanske folk. På trods af de gentagne tilbud om fredsaftaler og ikke mindst regeringsposter til Savimbi, brød hans UNITA-tropper konstant fredsaftalerne, og i 1996 trak FN sig definitivt ud af Angola. Bedst som situationen synes i hårdknude, blev Savimbi i februar dette år dræbt af regeringsstyrkerne. Dermed blev den fredsaftale, der blev underskrevet 4. april, enden på 27 års borgerkrig. Appel til FN Præsident dos Santos appellerede for nylig til FN om øjeblikkelig hjælp. Samtidig bad han FN om at organisere en donorkonference for at afhjælpe hungerskatastrofen og redde tusinder af menneskeliv. En hjælp, Læger uden Grænser mener, skal falde hurtigst muligt. »Efter 27 års borgerkrig er der omsider fred i Angola. Det er nu, håbet skal spire. Alligevel er der ingen vilje til at hjælpe de sultende. FN og deres fødevareorganisation har simpelthen været uacceptabelt langsomme. De internationale konventioner er jo intet værd, når vi lader folk dø på grund af mangel på mad«, siger Søren Brix Christensen.