Forbrugerne betaler støtten

Danske forbrugere er blandt dem i verden, der betaler mest for deres fødevarer, og selvom man skulle tro, at det gav lavere priser, når EU giver massiv støtte til landbruget, så er virkningen den stik modsatte. En opgørelse, som Forbrugerrådet har lavet på baggrund af tal fra EU-kommissionen og OECD, viser, at en gennemsnitsfamilie på fire hvert år betaler 7.500 kroner for meget for sine fødevarer på grund af EU's landbrugspolitik. Den største del af regningen skyldes de overpriser, landbruget får for sine varer, blandt andet fordi EU har skrappe begrænsninger på importen af billigere landbrugsprodukter fra lande uden for unionen. Resten skyldes den direkte støtte fra EU's budget, som skal betales over skatten. 'Spildte penge' Og forbrugerne får ikke noget til gengæld for de højere priser, mener Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl. »Hvis EU's landbrugspolitik så garanterede forbrugerne et bedre miljø, sunde og rene fødevarer samt bedre dyrevelfærd, ville det være fint. Men det har landbrugspolitikken ikke leveret. Derfor er de 7.500 kroner stort set spildt. Støtten bliver spist op af højere jordpriser«, siger Rasmus Kjeldahl. Mandag tog EU's landbrugsministre hul på deres første drøftelse af det udkast til en reform af EU's landbrugspolitik, som EU-kommissionen fremlagde i sidste uge. Skal leve op til miljøkrav Kommissionen lægger netop op til, at landbrugsstøtten i fremtiden skal gøres afhængig af, om landmændene lever op til en række krav om sunde og rene fødevarer, beskyttelse af miljøet og hensyn til dyrevelfærd. Samtidig vil kommissionen afkoble støtten fra produktionen, så den ikke opmuntrer landmænd til at producere endnu mere med overskudsbjerge og dumpning af priserne på verdensmarkedet som resultat. 'For løst forslag' Men det udspil, der er på bordet, er alt for løst, mener Rasmus Kjeldahl. Erfaringerne med EU's tidligere landbrugsreform, Agenda 2000, er, at her var der også mange fine ord om beskyttelse af blandt andet miljøet, men de fleste af kravene er ikke ført ud i praksis. »EU bør definere nogle krav, der rent faktisk betyder noget. Hvad mener man konkret, når man snakker om bedre miljø og dyrevelfærd. Kravene skal være bindende. Hvis ikke, er der bare tale om et smart salgstrick, hvor man tager forbrugerne som gidsler for en landbrugspolitik, der ikke virker«.