Milliardkrav mod banker der tjente på apartheid

Den amerikanske advokat Ed Fagan, som gennem retssager tvang internationale virksomheder og banker til at betale hundredvis af millioner dollar til holocaustofre, forbereder retssager mod virksomheder, der handlede med det sydafrikanske apartheidstyre. Øverst på listen står to schweiziske og en amerikansk bank. Ed Fagan kræver, at de skal betale over 400 mia. kr. til ofrene for apartheid. Det første sagsanlæg blev annonceret i sidste uge på en pressekonference i Schweiz med Dorothy Molefi. Mor til kendt offer Hun var mor til det måske mest kendte offer for studenteroprøret i Soweto i 1976. Hector Petersen var 13 år, da han blev skudt og dræbt af politiet. Billedet af hans blodbestænkte krop i armene på en ven og med hans grædende søster ved siden af blev et symbol på studenteroprøret. Pressekonferencen blev holdt på 16-års dagen for hans død. Senere kommer sagsanlæg mod tyske, franske og britiske banker, der fortsatte med at låne penge til apartheidstyret efter 1985, da andre internationale pengeinstitutter havde besluttet at standse långivningen til det hvide styre i Sydafrika. Senere kommer turen til firmaer, der solgte olie og våben til apartheidstyret. Nogle af verdens største, internationale selskaber kan regne med en stævning fra Fagan. Det gælder blandt andre computergiganterne IBM og ICL, olieselskaber som Shell, BP og Mobil og Vickers and Rolls-Royce, der leverede jetmotorer og andet militærudstyr til det hvide regime. Ligesom Nazityskland Det er advokat Fagans påstand, at apartheidsystemet lignede systemet i Nazityskland. Han påpeger, at Sydafrikas første premierminister under apartheidstyret, Daniel Malan, støttede aksemagterne under Anden Verdenskrig, og en af hans efterfølgere som premierminister, Hendrik Verwoerd, fik ved en højesteretskendelse i Johannesburg rettens udsagn for, at han var nazisympatisør. Verwoerd var chefredaktør for dagbladet Die Transvaler, og med rettens ord »støttede han nazipropagandaen og gjorde sit blad til et redskab for nazismen i Sydafrika«. Det er herfra, at Fagan konkluderer, at apartheidstyret, der blev indført i 1948, ideologisk var forbundet med naziregimet i Tyskland og lige som det var afhængigt af penge til at smøre systemet. Han referer også til den sydafrikanske sandheds- og forsoningskommission, der blandt andet skrev, at »forretningslivet var centralt for den økonomi, der holdt den sydafrikanske stat flydende under apartheidsystemet«. Den amerikanske advokat henviser også til, at virksomheder under Nürnbergretssagerne fik at vide, at de kunne blive holdt ansvarlige for at støtte det system, der gennemførte forbrydelser mod menneskeheden. Sydafrika havde ikke udryddelseslejre, men systemet terroriserede i årevis det store flertal af sydafrikanere med tvungne forflyttelser, vilkårlige anholdelser, tortur og officielt sanktionerede mord. Det kunne ikke have ladet sig gøre, og i hvert fald ikke i det omfang, som det skete, uden de internationale banker og virksomheders handel og långivning, argumenterer Fagan. Bortset fra kravene til de to schweiziske banker (UBS og Credit Suisse) og den amerikanske Citibank - alle tre har afvist dem som grundløse - har Ed Fagan og hans kolleger ikke sat beløb på erstatningskravene. Men de bliver baseret på det overskud, som de forskellige virksomheder og banker fik på grund af samarbejdet med apartheidstyret.