Den katolske kirkes biskopper i USA er langt om længe kommet tæt på en regulær undskyldning i de snesevis af sager om præsters seksuelle misbrug af specielt unge drenge, som det sidste halve år har oprørt befolkningen. »Det er os, som enten af uvidenhed eller mangel på omsorg eller - Vorherre forbyde det - med åbne øjne, som har tilladt præster at forblive i kirken og har overført dem til andre sogne, hvor misbruget er fortsat«, sagde formanden for den biskoppernes forsamling, Wilton D. Gregory fra Illinois. »Det er os, der har valgt ikke at rapportere præsters kriminelle adfærd, fordi det ikke kræves af loven. Det er os, som har været mere bekymrede over risikoen for skandale end at gennemføre den åbenhed, som hjælper med til at hindre misbrug«. Biskopper samlet De omkring 300 biskopper er samlet i Dallas i Texas for at blive enige om faste regler for, hvad der skal ske med præster, som afsløres som seksuelle bæster. Det er ikke bare afsløringerne af de seksuelle misbrug, men også den katolske kirkes politik med i de fleste tilfælde at anbringe en afsløret præst i et andet sogn, hvor misbruget er fortsat. Tæt på fallit Den katolske kirke har flere gange betalt ofre flere hundredtusind dollar for at holder sager skjult. Det er nået så vidt, at nogle katolske bispedømmer er på randen af fallit. De modtager kun penge fra sognebørnene, ikke fra Vatikanet. Efter planen skulle biskopperne i løbet af fredagen tage stilling til nye retningslinjer. Fremsatte forslag går på fra øjeblikkelig udsmidning af kirken, anmeldelse til politiet, over fortsat præsteskab efter enkeltstående sager, men uden pastorale opgaver til at lade de enkelte biskopper tage stilling til, hvad der skal ske. Før biskopperne fredag aften trak sig tilbage for at overveje deres beslutning, havde de hørt fire misbrugtes vidneudsagn. De brugte ikke så megen tid på at fortælle om misbruget, men på at fortælle hvorledes det havde haft katastrofale følger for deres private tilværelse. De fortalte, hvorledes deres ægteskaber havde været på randen af skilsmisse, dybe depressioner, genoplevelse, skyldfølelse, frygt for sex, selvødelæggende opførsel, alkoholisme og selvmordstanker. Et symptom Biskopperne hørte også udsagn fra en psykolog og redaktøren af det katolske magasin Commonweal, Margaret O'Brian Steinfels. Hun påpegede, at skandalerne er et symptom på en systematisk tendens til at udelukke lægfolk, og derved overtræde det løfte, der blev givet ved Det Andet Vatikankoncil. »Skandalen har åbnet lægfolks øjne for, hvor magtesløse de i virkeligheden er. 40 år efter det andet koncil med dets løfter om samarbejde og konsultationer, så er vores eneste indflydelse penge«, sagde hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Rigspolitchef efterlyser nuancer: Vi passer vores arbejde, domstolene ligger underdrejet og fængslerne er fyldt til randen
Leder af Sarah Skarum
AGFs mesterskab bør glæde alle, der elsker fodboldens særlige evne til at skabe rum til håb og drømme
Debatindlæg af Lauge Sigurdur Jensen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























