Alvaro Uribes ansigt er højrødt af ophidselse. Frustrationen ligefrem sprøjter fra den førende præsidentkandidat, da han afmægtigt rasende kaster sig ned i en stol og rækker bag om en af sine mange livvagter for at gribe et glas kølende isvand. »Vanvittigt«, mumler han, men tager sig så sammen og ser vredt på os: »Det kan simpelthen ikke være rigtigt«. Men Colombias barske virkelighed er rigtig nok, og for Uribe er realiteten den, at han ikke har kunnet føre kampagne op til dagens valg af frygt for sin sikkerhed. Det er i sig selv en bedrift, at han endnu er i live. På et hængende hår har han allerede overlevet to attentatforsøg fra guerillaen FARC, og et besøg i Cartagena måtte forleden aflyses, fordi politiet afslørede endnu en attentatplan mod ham. Da han sidste uge talte per satellit til vælgere i Valledupar, blev stedet, hvor hans tilhængere var samlet for at lytte, udsat for en bombe. Af samme grund aflyste han en anden satellittale, der var planlagt til vælgerne i Pereira. »Så langt er vi kommet, at man ikke engang kan se sin kandidat. Dette elendige land har blødt nok. Jeg stemmer på Uribe, for han vil føre rigtig krig mod FARC, og det er på høje tid«, siger juristen Samuel Rivera, der dermed udtrykker, hvad den helt overvejende del af colombianerne tænker. Stemningen er slået brat om i Colombia, der for fire år siden valgte præsident Andrés Pastrana på hans populære løfte om at ende 38 års borgerkrig ved at slutte fred med FARC. Afbrød forhandlinger I februar afbrød præsidenten fredsforhandlingerne efter tre et halvt års frugtesløse samtaler og erklærede krig. Det skete samme dag, som FARC kaprede et passagerfly og bortførte en senator, der således kom til at dele skæbne med en præsidentkandidat, en guvernør og 15 andre politikere, som FARC også har i fangenskab. »Colombia har aldrig befundet sig i en værre tilstand«, fastslår den politiske ekspert Alfredo Rangel. »Attentater, massakrer og bortførelser er eksploderet. FARC er stærkere end nogensinde, og de paramilitære styrker er fordoblet på få år. Forhandlinger var måske forsøget værd, men nu gælder det krig, for vi er nødt til at forsvare demokratiet med alle de midler, vi har«. Uribe bliver måske den første præsidentkandidat nogensinde til at vinde et valg i første runde, hvilket kræver 50 pct. af stemmerne. Dem har han ifølge meningsmålingerne, og det er så meget mere opsigtsvækkende, fordi han er en uafhængig kandidat midt i Colombias ellers stærke tradition for at vælge en kandidat fra enten det konservative eller det liberale parti. Men Uribe har lovet en hård hånd over for FARC, som af samme grund har iværksat en offensiv rettet mod at sabotere kommunikationsnettet og dermed valget. I sine egne områder har guerillaen forbudt folk at stemme, og krigen forsøges også ført ind i byerne. I Medellin kæmpes der i disse dage i gaderne, og slagene står mellem FARC og de højreorienterede paramilitære styrker, AUC, som er vokset både i styrke og antal over hele landet. Narkofinansieret AUC udspringer af en stærk alliance mellem det yderste højre, jordejere og narkobaroner, der havde brug for paramilitære, private hære for at beskytte sig mod FARC og den mindre guerilla ELN. De senere år har AUC fået sin egen dynamik, og efter parlamentsvalget i marts pralede de paramilitæres leder, Carlos Castano, af, at han nu kontrollerer 35 procent af Colombias parlament. Castano indrømmer også åbent, at 55 procent af AUC's indkomster stammer fra narkotika. FARC lever også af den kokain, der i mange år gjorde hele Colombia velhavende. Desuden har guerillaen en betragtelig indkomst ved at kræve løsepenge for de bortførelser, som der i Colombia er fire af hver eneste dag året rundt. Begge styrker er velhavende og er kommet militært styrket ud af de fallerede fredsforhandlinger. FARC, fordi guerillaen har haft tid til at samle kræfter og lægge nye strategier i det fristed på størrelse med Danmark, som regeringen gav organisationen, mens forhandlingerne stod på. AUC, fordi den fik adgang til mere narko ved at angribe FARC's fristed, som er fuld af kokamarker. »Det er en myte at tro, at FARC og AUC slås om ideologier. De kæmper i bund og grund om kontrol med narkoen og med jorden. Krigen står om ressourcerne og ikke andet«, siger voldseksperten Alvaro Camacho, som er en af de mange voldologer i Colombia. Civile ofre Det er kun to uger siden, at et sammenstød mellem de to hære i den lille landsby Bellavista i provinsen Choco kostede 117 civile livet, heraf en tredjedel børn. De skræmte indbyggere havde søgt tilflugt i kirken, mens kampene i dagevis rasede udenfor, da FARC kastede en benzinbombe, angiveligt for at ramme de paramilitære styrker. Bomben slog ned i kirken og blev til den værste enkelte massakre i Colombias lange krig. I befolkningens øjne gjorde begivenheden kun FARC endnu mere forhadt. Selvom de væbnede konflikter har nået hidtil usete højder, er vold er ikke et nyt fænomen i et af Latinamerikas ældste demokratier. Mange daterer oprindelsen af landets voldelige kultur tilbage til mordet på Bogotás populære borgmester Jorge Gaitán i 1948, da Colombia eksploderede i ni års voldsorgie, der kostede 300.000 livet. I 1958 besluttede de to politiske modstandere det liberale parti og de konservative at skiftes til at have magten, hvilket reelt udelukkede alle andre end partiernes eliter fra indflydelse. Den situation skabte grobund for de to guerillaer FARC og ELN, der skabte sig baser blandt utilfredse og oversete bønder på landet. Korrupt og selvoptaget »Colombias elite har altid været selvoptaget, korrupt og ophøjet, og dramaet på landet berørte ikke dens interesser, for økonomien gik strålende indtil for få år siden. Det gør den ikke mere, for de senere år har krigen skabt recession, og eliten taber penge, og samtidig er den offer for et stigende antal bortførelser, der har skræmt den til at indse, at der må handles«, siger Alvaro Camacho. Uribe har varslet skatter, som han vil inddrive hos de rige. Pengene vil han bruge til at skabe civile hjemmeværn over hele landet og til at fordoble ressourcerne til den hær, der trods milliarder i støtte fra USA stadig er svag, dårligt udrustet og ude af stand til at udkæmpe en krig mod flere styrker på én gang. Det er en kendt sag, at hæren i årevis har vendt det blinde øje til, eller ligefrem støttet, AUC's massakrer på civile, der formodedes at sympatisere med FARC. Men med USA's stigende militære engagement i konflikten og en amerikansk kongres, der er bekymret over den colombianske hærs ry for overtrædelser af menneskerettighederne, er hæren kommet under pres fra Washington for også at slå hårdt ned på AUC. Men trods amerikanske ressourcer og militærassistance vil det tage meget lang tid at opbygge en hær, der kan vinde kampen mod både FARC, AUC og den generelle narkoindustri, spår den politiske ekspert Alfredo Rangel. »Vi vil se en frygtelig eskalering af volden lige efter valget, og FARC vil gøre alt, hvad de kan, for at føre krigen endnu længere ind i byerne. FARC kan aldrig sejre i Colombia, men de kan terrorisere befolkningen og ødelægge økonomien så meget, at demokratiet falder sammen«.