Chiracs skygge frem i lyset

Frankrigs nye udenrigsminister, Dominique de Villepin, har i de sidste syv år fulgt præsident Chirac som en skygge, en hviskende, talende og undertiden råbende skygge. Fra tidlig morgen til sen aften har han rådgivet sin herre, advaret ham mod drivende miner, reddet ham ud af mangen suppedas og dertil tænkt i lange, strategiske baner. For Chirac har han været uundværlig. Nu har han fået sin løn for tro tjeneste. Som generalsekretær i præsidentpalæet, det vil sige stabschef, har den 48-årige Dominique de Villepin anskaffet sig hærskarer af fjender. Det er ikke alene i fysisk forstand, at han rager sine omgivelser over hovedet - han måler 1,90 m. Hans arrogance og sviende vid er frygtet. For ham at se udgøres en væsentlig del af menneskeheden af hundehoveder og hængerøve. En særlig despekt har han vist de folkevalgte i nationalforsamlingen, dem uden stjerner på skuldrene. Passion for Napoleon Ganske mange af dem har aldrig tilgivet de Villepin, at han i 1997 overtalte Chirac til at udskrive valg i utide. Dér begik de Villepin sit livs bommert. Det overrumplende valg, der skulle have skaffet præsidenten et endnu større og mere disciplineret flertal, endte i en katastrofe. Venstrefløjen vandt, og i resten af sin embedsperiode, fem halvsure år, måtte Chirac dele magten med sine modstandere. Efter nederlaget omtalte Bernadette Chirac sin mands stabschef som 'Nero', den romerske kejser, der i storhedsvanvid brændte Rom af. De Villepin indgav sin afskedsbegæring, men Chirac ville ikke høre tale om det. Magen til makker kendte han ikke. Chirac arvede sin stabschef efter Alain Juppé, der i sine år som udenrigsminister havde gjort karrierediplomaten de Villepin til sin højre hånd. Fælles passion I afslappede stunder har Chirac og de Villepin kunnet tale om deres fælles passion for afrikansk kunst og orientalsk lyrik. Inden Dominique de Villepin blev optaget på ENA, den højere læreanstalt, hvor staten former sine kommende topembedsmænd, havde han studeret ikke alene politisk videnskab, men også litteraturhistorie. Han har en højt udviklet smag for ord, inklusive dem, der ikke rammer salontonen. Sine omgivelser imponerer han gerne med et citat fra fransk digtekunst. Hans største lidenskab er dog Napoleon. Sidste år udgav han et værk om kejserens sidste forsøg på at genvinde sin tabte magt. Anmelderne var fulde af anerkendelse - og måtte, som alle andre, undre sig over, hvordan en stabschef i Elyséepalæet finder en ledig time til at skrive en bog. Under Napoleon var det politiske liv en sjælden blanding af romantik, eventyr, vilde ambitioner, geopolitik og iskolde intriger. Derfor er de Villepin så optaget af den epoke. Både fjender og beundrere synes, det er synd for ham, at han selv må nøjes med en mindre heroisk tid. De har ikke svært ved at forestille sig ham i spidsen for et husar-regiment. I stedet for en blank sabel blev skarptslebne bemærkninger hans våben. Som stabschef har han bl.a. haft til opgave at beskytte Chirac mod de mange beskyldninger om korruption. En 'celle' af advokater og snu politikere blev sat til at støbe kugler, så man kunne gå til modangreb under de Villepins diskrete ledelse. Modangrebene blev især foretaget ved hjælp af omhyggeligt plantede 'informationer' i medierne. Bog på vej Socialistpartiet, der da sad ved magten, mener, at de Villepin havde endnu en 'celle', og at dens opgave var systematisk at svække premierminister Lionel Jospins omdømme. At sprede tvivl om hans koldblodighed under pres, at vække mistillid til hans ærlighed - hvorfor var han mon så længe om at indrømme sin fortid som trotskijst på yderste venstrefløj? Havde han mon fungeret som en 'muldvarp' i det store socialistparti, alt mens han arbejdede sig op mod magten over det? Dominique de Villepin afløser udenrigsminister Hubert Védrine. Et stilskifte må formodes. Begge de herrer er lysende begavelser, men Védrine har altid foretrukket at tale med dæmpet stemme. Diplomatiets nye chef medbringer erfaringer fra sin ungdoms udeposter i Washington og New Delhi. Men han har aldrig før prøvet at stå i offentlighedens skærende lys. En tung opgave venter ham, for også i Frankrig er der en nagende fornemmelse af, at nationen ikke længere spiller førsteviolin i Europa. Om en måneds tid vil man få et klarere billede af, hvad Villepin egentlig tænker. Da udgiver han endnu en bog, denne gang om politisk filosofi, og om hvordan Frankrig burde være, hvis det stod til ham. Mon Chirac har øjet manuskriptet?.