Sjældent har franskmændene interesseret sig så lidt for et præsidentvalg. Og aldrig før har de haft så mange kandidater at vælge imellem, det næsten flimrer for øjnene. Fanebærerne yderst til venstre og yderst til højre har fået tilløb af frustrerede og trodsige vælgere, der mere synes at ville stemme imod end for noget. På den ekstreme venstrefløj hæver man de knyttede næver og fabler om en ny morgenrøde. På den modsatte fløj scorer man på at sætte lighedstegn mellem kriminalitet og indvandrere. Det er igen store tider for Jean-Marie Le Pen og hans Nationale Front. For bare få måneder siden havde mange kommentatorer afskrevet ham som en trussel mod præsident Jacques Chirac og premierminister Lionel Jospin. Ifølge den seneste meningsmåling ligger Le Pen kun 4 procent under Jospin. Le Pen selv profeterer, at han i dag vil slå sin egen rekord fra 1995, da 15 procent af franskmændene viste ham deres tillid. Vold og røverier Hvad er der sket? Det mest sandsynlige er, at Le Pen er den kandidat, der har fået mest ud af sine landsmænds forfærdelse over den voksende kriminalitet. Under hele valgkampen har medierne, og da især tv, dagligt berettet om vold, røverier og mord på politifolk. Både Chirac og Jospin har gjort kampen mod den omsiggribende utryghed til det store tema i valgkampen. Men hvorfor vågner de først op nu, spørger mange vælgere - Le Pen har jo i årevis advaret om, hvor vi var på vej hen, med al den blødsødenhed over for forbrydere. I fransk politik er det ikke god tone direkte at koble kriminaliteten sammen med de unge i forstæderne, der er børn eller børnebørn af indvandrere. Men Jean-Marie Le Pen krænker bevidst den gode tone. Stemningen i salen når kogepunktet, når han harmes over de unge landsmænd af arabisk herkomst, der piftede og hujede, da nationalsangen La Marseillaise blev spillet som optakt til landskampen i fodbold mellem Frankrig og Algeriet. Aggressiv Le Pen er berygtet for sin aggressivitet. Men i denne valgkamp har man også fået en anden Le Pen at se: En ældre herre, som altid nobelt klædt med afstemt slips og pyntelommetørklæde, gelassen eller overbærende, når journalisterne søgte at provokere ham til endnu et udbrud af vrede. Med alderen, han er 73, kommer visdom og mildhed, forklarede han. Og hvorfor råbe op, når alle jo kan se, at jeg har fået ret i min påstand om, at samfundets bærende værdier er gået i opløsning. Det er ikke mig, der har flyttet mig. Det er de andre, med præsidenten og premierministeren i spidsen, der har nærmet sig mine synspunkter. I denne formildede udgave har man nylig kunnet se Le Pen bakke på vandpibe i en arabisk café. I et tv-program for unge har han optrådt som rapper, med et digt af Verlaine. Og er der noget, man forbinder rap med i Frankrig, så er det unge arabere og afrikanere i betonforstæderne. Der var engang, da han talte om en »invasion af de muslimske horder«. Jean-Marie Le Pen har været aktiv på den yderste højrefløj siden 1956. Men først i 1980'erne blev han en størrelse, der ikke lod sig overse. I 1987 gik han over stregen. I en tv-udsendelse kaldte han Hitlers udryddelse af seks millioner jøder for »en detalje i Den AndenVerdenskrig«. Med dén ene bemærkning havde han diskvalificeret sig selv som en mulig allieret i det politiske spil. Foragt Chirac har sagt, at for ham står Le Pen for »alt, hvad jeg foragter«. Følelsen er gengældt. Madame Chirac blev nylig citeret for at have sagt: »Monsieur Le Pen hader min mand, og han vil bekæmpe os til det sidste«. Le Pen kan ikke tilgive Chirac, at han altid har søgt at holde ham uden for det pæne selskab i det 'klassiske' højre. En overgang så det ud til, at Le Pen slet ikke kunne stille op til dette præsidentvalg. For første gang havde han ikke været i stand til at samle alle de 500 anbefalinger fra borgmestre og andre folkevalgte, der er forudsætningen for at blive godkendt som kandidat. Le Pen beskyldte Chirac for at stå bag. Det var efter ordre fra præsidenten selv, hævdede Le Pen, at så mange borgerlige borgmestre var løbet fra deres løfte om at ville være blandt hans stillere. Han fremstillede sig selv som et offer for mørke, udemokratiske kræfter. Det indbragte ham en vis sympati og løftede ham formentlig i meningsmålingerne. Men, voila! Pludselig var der alligevel 500 underskrifter. Le Pen mistænkes af mange for at have stukket en løgn, at han havde underskrifterne parat i en skrivebordsskuffe, og at han blot havde flettet sig en martyrkrone for at få mere opmærksomhed i medierne. Hvis meningsmålingerne holder stik, vil Jean-Marie Le Pen i aften stå som den tredjestørste faktor i fransk politik.