En konge vender hjem

Den kraftige pashtuner i sort- og hvidstribet turban bøjer sig ned og kysser Zahir Shahs ældede hånd. Den tidligere konge stryger sin gamle ven let hen over panden, før han går videre ned ad den røde løber. Dette er hans første skridt på afghansk jord i næsten 30 år. En jord, som siden han blev styrtet, er blevet plettet af blod, en jord, som gemmer massegrave, en jord, hvor man ikke længere kan plukke blomster i vejkanten, fordi den er oversået med miner. Tæt fulgt af specialtrænede italienske soldater går han frem over den røde løber og bliver hilst af stammeledere i kjortler og turban, rivaliserende krigsherrer, som har nedlagt våbnene midlertidigt, og tækkelige regeringsmedlemmer i jakkesæt og slips. Med ham om bord på flyet fra Italien var også Afghanistans leder, Hamid Karzai, og svært bevæbnede soldater, der skal sørge for eks-kongens sikkerhed i landet, hvor Zahir Shah er truet af flere fjender. Fjender, som har truet med at dræbe ham, hvis han vender hjem. Overraskende nok er det den berygtede usbekiske krigsherre, general Doshtum, der går ved siden af ham og bærer blomsterne - de røde valmuer, han får af de fremmødte. I kortege Efter den korte velkomstceremoni på landingsbanen bliver ekskongen kørt i kortege ind til sin residens, palads nummer otte på Kabuls mest eksklusive strøg. Det er en forholdsvis beskeden villa, kongen skal bo i. Palads nummer et, hvor han voksede op, bebos nu af Hamid Karzai. Noget der understreger, at Zahir Shah kommer hjem som privatperson og ikke som monark. Det flere århundreder gamle afghanske kongedømme blev afskaffet af kongens fætter, Daoud, da han styrtede Zahir Shah ved et ublodigt kup i 1973. Allerede på selve landingsbanen kan Zahir Shah se krigens spor. Der ligger flere forvredne flyvrag strøget ud over området. Dele af banen har huller efter raketter og bomber, og kun visse, nyopførte dele af terminalen er fri for skudhuller. Langs vejen ind til centrum kører han forbi huse i ruiner, murvægge, der rager op som skeletter i landskabet, og vrag af kampvogne. Ikke mindst ser han fattigdommen, radmagre børn med tunge vanddunke, kvinder i forrevne sandaler og med tomme ansigter. Et skrøbeligt hjerte »Han havde tårer i øjnene, da jeg kyssede hans hånd«, siger den skæggede pashtuner fra landingsbanen. Den næsten to meter høje mand er Afghanistans minister for grænse- og stammeanliggender. Nu sidder han og ser på dansende mænd i ministeriets baggård. Der bliver serveret grøn te, rosiner og nødder. Når nu kongen ikke arrangerede en fest, har han selv arrangeret én i ministeriet for at hædre kongen, som nu sidder trygt bag palads nummer ottes høje mure. Stammeministeren, Amanullah Zadran, var en af Afghanistans mange krigere i mere end tyve år. Hans far, en magtfuld stammeleder i Paktia-provinsen, var en god ven af kongen. Amanullah nedlagde våbnene, da borgerkrigen sluttede, og talebanerne tog over. Det er især pashtunerne, der er glade for kongens ankomst. Han tilhører selv én af pashtunernes store klaner, men Afghanistans stammeminister afviser, at folket er delt. »Han er afghanernes konge, ikke én stammes. Han skal samle os, så vi ikke længere ser på os selv som pashtuner, tadsjiker, usbekere eller hazarer - men som afghanere. I am a democrat-system man, alle er lige«, buldrer han bag turbanen på gebrokkent engelsk. Når det er lykkedes Harmid Karzai at forene stammeledere, kunstelskere og krigsherrer i regeringen, mænd i både turbaner og nålestribede habitter, håber man, at Zahir Shah kan forene det afghanske folk, uanset etnisk tilhørsforhold. Men de fleste afghanere blev hjemme, da Zahir Shah kom hjem, mange vidste ikke engang, at han kom. De festlige tider er endnu ikke kommet til Afghanistan.