Tysk strid om værnepligt

Ingen frygter i dag, at russiske kampvogne vil dundre mod Berlin. Dengang, da frygten var der, gjaldt det om at kunne møde fjenden med et masseopbud af soldater, værnepligtige, også kaldet »borgere i uniform«. I dag føres der en heftig debat i Tyskland: om ikke det er på tide at afskaffe værnepligten og kun hverve professionelle soldater, på samme måde som Storbritannien og Frankrig, de to andre europæiske stormagter, har gjort det. I den rød-grønne regering er der uenighed. De Grønne mener, at værnepligten ikke alene er forældet, den er også uretfærdig. Det er jo kun de unge mænd, der indkaldes, mens kvinderne går fri. De Grønne, som ingen skal beskylde for militarisme, mener, at 100.000 professionelle soldater må være nok. Det er en tredjedel af de styrker, Tyskland i dag mener at have brug for. I Socialdemokratiet kives medlemmerne om værnepligten. Flere af partiets unge håb har foreslået at kvitte den helt. Men det vil forsvarsminister Rudolf Scharping ikke høre tale om. Rød i kammen overfuser han sine kritikere for at være »dumdristige og forbløffende uvidende«. For det første, hævder forsvarsministeren, kan man overhovedet ikke undvære værnepligtige. For det andet koster et professionelt forsvar alt for mange penge. Forpligtelse Scharping erklærer sig i slægt med »den skandinaviske tradition«, hvor unge våbenføre mænd er forpligtet til at forsvare landet. Hvad andre europæiske nationer finder for godt, må være deres sag. Kansler Gerhard Schröder er rykket sin forsvarsminister til undsætning. Vi er aldeles enige, forsikrer kansleren. Han vil have indstillet den ideologiske skydning, i hvert fald så længe han er i valgkamp. Spørgsmålet om afskaffelse af værnepligten har været oppe at vende før. Ikke mindst efter Murens fald, dengang fjenden i Øst så at sige gik i opløsning - og dele af DDR's styrker skulle indlemmes i vesttyskernes Bundeswehr. Den nuværende debat blev udløst af en retssag. En ung mand nægtede at lade sig indkalde. Han ville hverken være soldat eller militærnægter. Hans argument var, at værnepligten ikke længere giver mening, eftersom nationen ikke står over for nogen trussel mod sin eksistens. Sagen endte for Forfatningsdomstolen. Her fastslog dommerne forleden, at værnepligten ikke strider mod grundloven, heller ikke i landets nye, sikkerhedspolitiske situation. Med andre ord: Politikerne kan gøre, hvad de vil, afskaffe værnepligten eller bevare den. Vagt om værnepligten De borgerlige partier, CDU og CSU, står fortsat skjoldvagt om værnepligten. Men de er ikke alt for enige om, hvordan den skal praktiseres i vore dage, da nye fjender - erobringslystne diktatorer eller terrorister - skaber ufred og trusler langt fra fædrelandets jord. Det mest radikale udspil er kommet fra Wolfgang Schäuble, der har til opgave at samordne de borgerliges politik op til efterårets valg. Han foreslår, at Bundeswehr skal deles i to: Den ene del skal forsvare Tyskland, og her skal de værnepligtige sættes ind. Deres tjenestetid kan skæres ned fra de nuværende ni måneder til fem-seks måneder, skønner Schäuble. Inspirationen er National Guard i USA, en art super-hjemmeværn. Den anden del af Bundeswehr skal derimod være 100 procent professionel. Disse udrykningsstyrker skal stå til rådighed for fredsbevarende og fredsbeskyttende operationer uden for Tysklands grænser. Den professionelle del af forsvaret ser Schäuble, den overbeviste europæer, som et bidrag til en kommende EU-hær. En sådan tvedeling af Bundeswehr er at gå for langt, mener dog mange af Schäubles partifæller. Den partiinterne debat fortsætter. FDP er imod Hvis Edmund Stoiber vinder kanslervalget til september, bliver han formentlig nødt til at gå i koalition med FDP, det lille liberale parti. Og her er man afgjort imod den tvungne værnepligt. Egentlig mener man det samme som De Grønne: at tiden er løbet fra den. Og at den indebærer en ulige behandling af mandlige og kvindelige borgere. Værnepligtens tilhængere, fra hvilket parti de nu end kommer, er enige om, at den har fungeret godt. Den blev indført, da det nye Tyskland efter Anden Verdenskrig skulle opstille et nyt forsvar. Her skulle tonen være en anden end i Wehrmacht, den hær, der så beredvilligt havde stillet sig til Hitlers disposition. De unge værnepligtige skulle behandles med fornøden respekt, som dét de var: borgere, der for en tid var trukket i uniform. Bundeswehr skulle, ud over sine militære opgaver, også fungere som en skole i demokrati. Aldrig mere skulle en tysk hær få lov at være en stat i staten. Skrantende militær Forsvarsminister Rudolf Scharping står på en udsat post. Hans generaler og admiraler klager over, at det militære isenkram er slemt forældet. Og det er kun med nød og næppe, at Bundeswehr magter at skrabe de styrker sammen, der er brug for i Bosnien, Makedonien og nu sidst, Afghanistan. Hvad skal man stille op, hvis Tyskland bliver presset til at påtage sig endnu en opgave af dén art? F.eks. i Mellemøsten . En intern rapport, som den øverstbefalende i Bundeswehr skyndte sig at få lagt i nederste skuffe i skrivebordet, tegnede nylig et mistrøstigt billede af tilstanden i de væbnede styrker, ikke mindst den mentale tilstand. Fra menige og opefter mærkes en voksende frustration over misforholdet mellem mål og midler. Magen til frustration kendes i øvrigt også fra det franske forsvar. Her blev værnepligten afskaffet sidste år, men omstillingen til en professionel hær er blevet dyrere end beregnet. Og i forvejen var der hård kamp om hver euro i budgettet. I Storbritannien, der afskaffede værnepligten allerede i 1960, har man i dag svært ved at få fyldt geledderne op. Arbejdsløsheden er lav, og det private erhvervsliv lokker med anderledes løn og arbejdstid. Holland har de samme problemer. Her har man været nødt til at overlade det til private arbejdsformidlere at hverve unge soldater. Det er ikke undgået Rudolf Scharpings opmærksomhed. Han forudser, at det samme vil ske i Tyskland, hvis man afskaffer værnepligten. Og hvor i alverden skal man skaffe penge fra til de professionelle soldater? I en tid, hvor forsvaret kræver stadig mere kostbare våben, og finansministeren uafbrudt må passe på, at Tyskland ikke overtræder EU's krav om stram budgetdisciplin. Også euroen skal jo forsvares.