Hospitalet i Ramallah behøver hjælp

Det er endnu for tidligt at få overblik over de skader, den israelske militæraktion har påført den civile palæstinensiske befolkning. Sandheden har ilde kår i krig, hvor alle involverede bruger propaganda som våben. Men vi behøver ikke vente på neutrale iagttageres vurdering for at konstatere, at den israelske invasion af palæstinensiske byer ikke blot har kostet mange civile ofre, men også voldt stor materiel skade. Det er for at bøde lidt på denne ulykke, at Politiken har startet en læserindsamling. Ikke-læsere er også velkomne. Hjælp til hospital og organisation Indsamlingens hovedformål er at hjælpe centralhospitalet i den palæstinensiske hovedby, Ramallah, der er en af de hårdest ramte byer. Hospitalet har brug for udstyr og medikamenter for at kunne løse nogle af de problemer, der er opstået i krigens spor. Det andet hovedformål er at hjælpe en af de jødisk-arabiske organisationer i Israel, der med skiftende held forsøger at bryde igennem de israelske militære blokader for at levere mad og medicin til isolerede palæstinensiske landsbyer i de besatte områder, der er i nød. Dels fordi mændene er arbejdsløse, og dels fordi det palæstinensiske forsyningssystem er brudt sammen. Forsyninger skal frem Den israelske kamp mod de palæstinensiske modstandsorganisationer omfatter blandt andet forsøg på at isolere de palæstinensiske byer og landsbyer fra hinanden. Livsvigtige produkter når ikke forbrugerne. Syge kan ikke skaffe den medicin, de har brug for, spædbørn får ikke mælk. Palæstinenserne må vandre ad mark- og bjergveje for at undgå de israelske vejspærringer og patruljer i forsøg på at skaffe sig forsyninger. Denne jødisk-arabiske organisation, Taayush, arbejder med små midler, som er indsamlet blandt jødiske og arabiske israelere. Om forsøgene på at trænge igennem de israelske vejspærringer lykkes, afhænger ofte af en ung officer, der har ansvaret for stillingen. I nogle tilfælde lykkes det at overtale ham til at lade forsyningerne passere, i andre mislykkes det, og Taayush- folkene må vende tilbage og gentage forsøget på at bryde blokaden en anden dag. Alt afhænger af den israelske officers sympatier. I nogle tilfælde virker moder-faktoren: Officeren bøjer sig, når Taayush-kvinderne på hans mors alder skammer ham ud. Selvstyrets sammenbrud Det er ikke blot det palæstinensiske kommercielle forsyningssystem, der er brudt sammen, det gælder også selvstyrets organisation. Direktøren for centralhospitalet i Ramallah kan ikke rekvirere medicin fra hjemmestyrets sundhedsvæsen, fordi det er gået i opløsning sammen med de øvrige palæstinensiske ministerier. Yassir Arafat, selvstyrets præsident, sidder isoleret i et par rum i det, der er tilbage af hans hovedkvarter i Ramallah. Hans nærmeste rådgivere har travlt med den politiske kamp for at vinde sympati for palæstinensiske synspunkter. Ingen person med autoritet tager sig af den palæstinensiske befolknings daglige behov. Den autoritære ledelsesform, der karakteriserer Arafats styre, afslører i disse krisetider sin svaghed. Der er ingen decentral struktur i det palæstinensiske samfund. Den traditionelle ordregiver er sat ud af spillet. Blandt andet derfor ligger selvstyret nu i ruiner. Sharons to mål Det var et af ministerpræsident Ariel Sharons to mål med militærkampagnen. Han har to dagsordener. Den åbne er at rette et slag mod de organisationer, der især i marts forøvede de selvmordsaktioner, som kostede over et hundrede civile israelere livet. Dette mål har Sharon ikke opfyldt. I slutningen af denne uge lykkedes det selvmorderne at gennemføre to aktioner. Flere vil følge, efterhånden som palæstinenserne finder veje til at omsætte deres harme over den israelske invasion til handling. Sharons skjulte dagsorden er at nedkæmpe det palæstinensiske selvstyre, der blev grundlagt på Oslo-aftalerne, underskrevet i Washington i september 1993. Arafats lange eksil I 1994 vendte Yassir Arafat tilbage til Gaza fra sit lange eksil, der begyndte med seksdageskrigen i 1967 og Israels erobring af de palæstinensiske områder. Sharon var fra første sekund modstander af Oslo-aftalerne, hvis ophavsmænd han betragter som forrædere mod Israels sag. Han har sagt, at om det så bliver det sidste, han foretager sig i sit liv, vil han omstøde aftalerne. På dette punkt har militæraktionen nået sit mål. Får Sharon sin vilje, og lykkes det ham at undvige USA's pres, vil de områder, der kaldes A-områderne blive reduceret til B-områder. Det vil sige, at Israel vil beholde sikkerhedskontrollen, mens Arafat må nøjes med den civile administrative kontrol. Sharons hensigter afsløres blandt andet af, at hans soldater har angrebet hele det palæstinensiske sikkerhedsapparat og ikke blot de organisationer, som har taget offentligt ansvar for selvmordsaktionerne. Moderat palæstinenser angrebet Blandt andet er det gået ud over den palæstinensiske sikkerhedschef, Jibril Rajubs, organisationer. Rajub har spillet en afgørende modererende rolle under de israelsk-palæstinensiske forhandlinger gennem årene. Hans organisation beskæftiger sig ikke med terror, men med bekæmpelse af terrorister, når Arafat giver ordre til at skrue ned for blusset. Rajub hører til den kategori af palæstinensere, Sharon frygter mere end selvmordernes arbejdsgivere - de moderate palæstinensere, der ønsker en to-statsløsning. Israelere støtter to-statsløsning Sharons kamp mod de terrororganisationer, der står bag selvmorderne, har næsten total støtte i den jødisk-israelske befolkning, hvis hovedinteresse er at opnå fysisk sikkerhed. Hans kamp mod Oslo-aftalerne og deres mål - oprettelsen af en palæstinensisk stat og dermed en to-statsløsning af Palæstinakonflikten - nyder derimod ikke det israelske flertals støtte. Opinionsundersøgelser, selv i disse krigs- og krisetider, viser, at israelerne stadigvæk tror på en to- statsløsning, forudsat at de kan få sikkerhed, personligt og nationalt. Sharons invasion af de palæstinensiske områder er mislykket på det punkt, hvor han kunne regne med bred støtte - kampen mod terror. Derimod har han opnået resultater på et punkt, hvor befolkningens flertal er uenig med ham - kampen mod det palæstinensiske selvstyre og dermed tanken om en selvstændig palæstinensisk stat. Det er lykkedes de to ledere, Arafat og Sharon, at overbevise deres befolkninger om, at de kæmper mod en fjende, der truer deres nationers fremtid. Megaløgn om Israel For palæstinensernes vedkommende er det med god grund. For israelernes vedkommende er der tale om en megaløgn, som Sharon og hans militære og politiske talsmænd har fået flertallet af israelerne til at hoppe på, ikke mindst under indtryk af selvmorderbølgen. En palæstinensisk stat kan ikke true Israels sikkerhed. Det kan derimod fortsat konflikt. Denne sandhed er så småt i færd med at gå op for en voksende del af den israelske befolkning. De hjemvendende soldaters historier fra kampene i de palæstinensiske byer vækker stigende forargelse. Det gælder også afsløringer af israelsk brutalitet mod den palæstinensiske civilbefolkning. Efterhånden som de palæstinensiske byer bliver åbnet for journalister, vil den tragiske sandhed komme for dagen. Borgerkrige kender kun tabere. De første tegn på, at den nationale konsensus bag Sharon er i opløsning, viser sig i disse dage. Demonstration for fred 30 israelske fredsorganisationer besluttede tidligere i denne uge at samordne deres aktiviteter. Fredag samledes tusinder uden for den amerikanske ambassade i Tel Aviv for at kræve en stærkere amerikansk indsats for freden. Fredag demonstrerede tusinder ved den militære vejspærring uden for den palæstinensiske by Jenin, der har oplevet nogle af de hårdeste kampe. Den palæstinensiske befolkning har brug for vores omgående økonomiske hjælp. Det er motivet bag denne læserindsamling. Den israelske fredsbevægelse har brug for vores moralske støtte. Begge dele være hermed anbefalet.