Analyse: USA's rolleskift i Mellemøsten

Efter 14 måneder i Det Hvide Hus, der har været karakteriseret af en passiv holdning til problemerne i Mellemøsten, har præsident George W. Bush endelig besluttet sig til at gå ind i konflikten med præcise krav til både Ariel Sharon og Yassir Arafat. Spørgsmålet er, om han har ventet for længe, delvist presset af den konservative fløj i det republikanske parti, der foretrækker, at Sharon får frie hænder til at gennemføre sin politik. Hvor kynisk det end kan lyde, så har de konservative republikanere en forhåbning om, at republikanerne derved kan samle nogle af de jødiske stemmer op ved midtvejsvalget til november, stemmer, der traditionelt tilfalder det demokratiske parti. Formålet med at sende udenrigsminister Colin Powell til Mellemøsten i næste uge er ikke forsøg på med det samme at genstarte de fredsforhandlinger, der brød endeligt sammen for halvandet år siden. Det forhindrer de 18 måneders vold og dramatiske ændringer i både Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre. Mandat Præsidenten har givet Powell et klart mandat med, der ikke rummer mange muligheder for Powell for at improvisere. Præsident Bush rettede i sin tale torsdag sin stærkeste kritik mod Yassir Arafat, der næsten fik at vide, at dette her er hans sidste chance. Det lå underforstået i præsidentens ord, at hvis selvmordsbomberne og anden terror mod Israel ikke bekæmpes mere effektivt, så kan Sharon få lov til at drive Arafat i et nyt eksil eller at slå ham ihjel. Arafat er bedste bud Men indtil videre ser USA stadig Arafat som den bedste mulighed for at genskabe freden og oprettelsen af en palæstinensisk stat side om side med Israel. Til det formål skal den amerikanske udenrigsminister bede om hjælp i Saudi Arabien, Jordan og Egypten. De tre lande skal lægge et forældreagtigt pres på Arafat og få ham til at forstå, at det er i hans og det palæstinensiske folks bedste interesse. Powell vil i Jerusalem gentage, hvad Bush sagde i sin tale. De israelske styrker skal trækkes tilbage fra palæstinensisk jord, og der skal indføres et fuldstændigt stop for nye bosættelser på palæstinensiske områder. Samtidig skal Israel ophæve den økonomiske blokade af Det Palæstinensiske Selvstyre som en ekstra tilskyndelse til en våbenhvile. Bosættelserne USA har altid betragtet de jødiske bosættelser på palæstinensisk jord som en tikkende bombe, men kravet om stop for dem er en ubehagelig overraskelse for Sharon, der er sat i den situation, at han må vælge mellem den magtfulde ven USA eller sin regerings religiøst rabiate fløj. Sharon har offentligt sagt, at han forventede de nuværende 'udrensninger' på palæstinensisk jord skulle vare fem uger endnu. Så lang tid får han ikke. Det er et amerikansk krav, at Israel har trukket sine tropper tilbage, inden Powell kommer til regionen. Præsident Bush drømmer i første omgang ikke om at gentage den ambitiøse forhandlingsstrategi, som tidligere præsident Bill Clinton gennemførte. Han løb tør for tid, uden at problemerne om Jerusalems status og den palæstinensiske diasporas tilladelse til at vende hjem var blevet løst. Powells mission er at kortlægge en forhandlingskurs med politiske tiltag, der tilfredsstiller begge parter. Den varige løsning Selv om Bush sagde, 'at konturerne for en løsning er klare', så uddybede han ikke sin strategi på længere sigt ud over en vision om to stater, der lever fredeligt side om side i fred og sikkerhed. Men han har tidligere støttet de anbefalinger, som en international komite under ledelse af tidligere senator George J. Mitchell fremkom med. Og USA mener også stadig, at en varig løsning skal bygge på FN-resolutionerne 242 og 338, der handler om Israelsk tilbagetrækning fra palæstinensisk jord, også kaldet fred for jord. Det er kun godt en uge siden, at præsident Bush fra sin ranch kom med udtalelser, der syntes en total godkendelse af de israelske skridt for at bekæmpe terrorismen, men hans rådgivere, speciel Powell og sikkerhedsrådgiver Condoleeza Rice, har fået ham til at forstå, at en løsning kan baseres på to betydningsfulde fundamenter: Det saudiske forslag om genoptagelse af normale forbindelser mellem Israel og dets arabiske naboer, hvis Israel trækker sig ind bag grænserne fra 1967 og - det kræver lidt kamelslugning af Bush - de parametre, som Clinton arbejdede ud fra til det sidste i december 2000. Clinton løb ud for tid. Bush har den.