Analyse: En brutal lektion for Bush

USA's præsident George W. Bush får i disse dage en lektion i, hvor frustrerende mellemøstlig politik kan være, uanset om USA ønsker at blande sig eller ej. Som de fleste af sine forgængere siden staten Israels oprettelse i 1948 er Bush godt på vej til at blive suget ned i det mellemøstlige hængedynd. Bush er også ved at finde ud af, at han ikke kan tvinge forsoning og fred ned over hovedet på de stridende parter, og at selv det mindste fremskridt kan blive smadret i løbet af et øjeblik. Ubelejligt Blodsudgydelserne kommer på det mest ubelejlige tidspunkt for Det Hvide Hus. USA er selv i krig mod international terrorisme og har brug for støtte fra sine arabiske allierede. Amerikanerne ønsker at udvide krigen mod terrorismen fra Afghanistan til Irak. Bush-dynastiet er parat til et revancheopgør med Saddam Hussein 11 år efter befrielsen af Kuwait. Bush ønskede oprindeligt ikke at blive indblandet i Mellemøstkonflikten. Da han sendte sin magtfulde vicepræsident Dick Cheney på en rundrejse i de arabiske lande, var det ikke et forsøg på at løse konflikten mellem Palæstina og Israel, men for at få opbakning til et angreb på Irak. Betingelser De arabiske lande havde imidlertid andet på sinde. En efter en fortalte de Cheney, at situationen i Mellemøsten må bringes tilbage på rette spor, før de kan slutte sig til en koalition, som skal bringe Saddam Hussein til fald. Anmodningen om at hjælpe til med at styrte Saddam har kun bragt de arabiske stater tættere sammen i afvisningen af et angreb, og de har gjort det klart, at det vigtigste for dem er den israelsk-palæstinensiske strid. Som den første, amerikanske præsident talte Bush om en palæstinensisk stat, og hans regering var med til at få et Palæstina med i en FN-resolution. Bushs mål var at opmuntre palæstinenserne til at nedlægge våbnene med en statsdannelse som lokkemiddel og belønning. Forventninger Problemet var, at Det Hvide Hus ikke samtidig med den retoriske vision om en palæstinensiske stat leverede et kort, som viste vejen til det nye Palæstina. Kritikerne af Bush siger, at løftet blot har øget palæstinensernes forventninger og frustrationer, fordi Bush-regeringen ikke har løftet sløret for, hvordan man hurtigt etablerer en stat. Begge dele har overbevist palæstinenserne om det retfærdige i deres væbnede kamp. På Den Arabiske Ligas topmøde i Beirut håbede amerikanerne på bred opbakning til den saudiarabiske fredsplan for Mellemøsten. Det gjorde de arabiske lande enstemmigt, men de krævede noget til gengæld: amerikansk tålmodighed med Irak. Alt imens fortsætter blods-udgydelserne, og alle retter blikket mod Washington. Men Det Hvide Hus har tilsyneladende ikke nogen plan for næste skridt. På et pressemøde langfredag fordømte udenrigsminister Colin Powell terrorhandlingerne mod Israel og opfordrede den palæstinensiske leder Yassir Arafat til at stoppe bagmændene og fordømme terroren både på engelsk og arabisk. Fløjlshandsker Powell tog derimod med fløjlshandsker på Israels ministerpræsident Ariel Sharon og hans militære fremstød i de besatte områder. USA bryder sig ikke om, hvad israelerne foretager sig i byen Ramallah mod Arafat, men »forstår« deres handlinger. Sharon skal have forsikret Powell, at Israel ikke vil skade eller slå Arafat ihjel. Selv om USA er Israels bedste ven og ikke bryder sig om Arafat, så mener Washington, at han er den eneste vej frem. »Israel er nødt til selv at forsøge at bekæmpe terrorismen og lede efter våben«, sagde Powell, der gav terrorisme skylden for den spændte situation i Mellemøsten. Samtidig opfordrede Powell dog den israelske premierminister, Ariel Sharon, til »nøje at overveje konsekvenserne, af aktionerne«.