FN-resolution: Israel skal trække sig tilbage

Lyt til artiklen

FN's Sikkerhedsråd har lørdag formiddag dansk tid vedtaget en resolution, der opfordrer Israel til at trække sine militære styrker tilbage fra palæstinensiske områder. Resolutionen blev vedtaget med 14 stemmer for og ingen imod. Det 15. medlem af Sikkerhedsrådet, Jordan, afstod fra at stemme og udvandrede. Amerikansk kursændring Også USA stemte for resolutionen. Det indebærer, at den amerikanske regering har ændret holdning siden fredag. Den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, udtrykte fredag forståelse for de israelske angreb. 'Forlad Ramallah' FN-resolutionen opfordrer Israel til at trække sine styrker ud af de palæstinensiske områder inklusive Ramallah, hvor Yassir Arafat har sit hovedkvarter. Desuden opfordres begge parter til straks at indgå en 'meningsfuld våbenhvile'. Kritik af Arafat Spørgsmålet er, hvor helhjertet den amerikanske støtte til FN-resolutionen er. På et pressemøde i Washington fredag aften gjaldt det meste af udenrigsminister Powells kritik palæstinensernes Yassir Arafat. Omvendt udtrykte han forståelse for Israels indtrængen og angreb på blandt andet Arafats hovedkvarter på Vestbredden. Nødt til at 'bekæmpe terrorisme' Israel er nødt til selv at forsøge at bekæmpe terrorismen og lede efter våben, vurderede Powell, der gav terrorisme skylden for den spændte situation i Mellemøsten. USA's udenrigsminister opfordrede dog også den israelske leder, Ariel Sharon, til »nøje at overveje konsekvenserne« af aktionerne. Fordømmelse fra Norden Skandinaviske udenrigsministre og politikere fordømte langfredag den konstant eskalerende vold i Mellemøsten. Den israelske premierminister, Ariel Sharon, kaldte langfredag Arafat for fjenden, og over for det svenske nyhedsbureau TT konstaterede Sveriges udenrigsminister, Anna Lindh (S), efterfølgende, at »det, israelerne gør, er fuldstændig uacceptabelt«. Samtidig undrede hun sig over Sharons hensigter. »Det ser ud til, at han er ude efter Arafats person. Sharon tror tilsyneladende, at situationen bliver sikrere for Israel, hvis han kommer Arafat til livs, men det fører kun til mere vold, og det betyder mere fare for staten Israel«, sagde hun. Skarp norsk kritik I Oslo reagerede Norges tidligere udenrigsminister og nuværende formand for Stortingets udenrigspolitiske udvalg, Arbeiderpartiets Thorbjørn Jagland, skarpt på Israels angreb på Arafats hovedkvarter. »Alle regler bliver brudt, når man går til angreb på en valgt politisk leder. Det hele er ved at komme fuldstændig ud af kontrol«, sagde Jagland til norsk radio. Han mente, at FN's Sikkerhedsråd bør indkaldes hurtigst muligt. »Sikkerhedsrådet bør nærmest tvinge parterne til forhandlingsbordet, og det skal ikke kun være for at forhandle en våbenhvile, men også for at forhandle om en politisk løsning på hele konflikten. Det er ikke længere nok at koncentrere sig om en våbenhvile, for det er manglen på en politisk løsning og en afslutning af den israelske besættelse, der er selve problemet«, sagde Jagland. Blød dansk kritik Den danske udenrigsminister, Per Stig Møller (K) sagde til Ritzau, at israelerne bør stoppe gengældelsesangrebene, og at Arafat må sørge for at stoppe selvmordsbombe-aktionerne. Den holdning har han udtrykt over for begge parter, men uden resultat. Per Stig Møller fandt det i øvrigt karakteristisk for situationen i Mellemøsten, at terroren slog til, netop som de arabiske lande på et todages topmøde blev enige om et saudiarabisk fredsforslag. »Hold nu op med at slå hinanden ihjel og koncentrer jer om den saudiarabiske fredsplan, som sikrer begge landes eksistens. Det bliver alligevel enden på det hele. Så hvorfor skal så mange slås ihjel«, inden det mål nås, spurgte den danske udenrigsminister.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her