Farvel til det røde Europa

Lionel Jospin er normalt en meget moderat og let kedelig mand. Men den franske premierminister og socialistleder havde de store armbevægelser fremme, da han under EU-topmødet i Barcelona for to uger siden melodramatisk konstaterede: »Frankrig er socialismens eneste fristed i Europa«. Nu er Jospin ude i en heftig valgkamp, og overdrivelser fremmer forståelsen. Men det er en kendsgerning, at Europa har skiftet farve fra rødt til borgerligt blåt med brune pletter fra det yderste højre på kun to år. Dermed er rejsen ved at være slut for »det røde Europa«, der for alvor erobrede kontinentets politiske scene, da Tony Blair bragte Labour til magten i Storbritannien i 1997, og da Gerhard Schröder året efter gjorde en ende på 16 års borgerligt styre i Tyskland. På det tidspunkt sad socialdemokrater i spidsen for 11 ud af EU's 15 regeringer, mens der var socialdemokratisk deltagelse i to andre. Svækkede socialdemokratier Selv om der stadig er en række socialdemokratiske regeringer i EU, er deres position som samlet politisk drivkraft i unionen stærkt svækket. Boet kan gøres op. Og man kan konstatere, at selv om der ganske vist blev ført socialdemokratisk politik undervejs og opnået enkelte bemærkelsesværdige resultater, så blev den røde bølge aldrig så stærk, at den fundamentalt ændrede unionen. Når europæerne alligevel vil mærke de nye tider, skyldes det derfor ikke så meget den politik, der blev ført i 'det røde Europa', men i højere grad at afløserne i modsætning til de slagne socialdemokrater sætter hensynet til nationalstaten langt over hensynet til unionen. Portugal fulgte Danmak Portugal og Danmark er de seneste lande, hvor vælgerne har sagt nej tak til socialdemokratisk ledede regeringer og stemt konservative eller liberale partier til magten. I begge lande er de afhængige af det yderste og stærkt EU-skeptiske højre. Det samme politiske billede tegner sig i Italien, hvor den tidligere nyfascist Gianfranco Fini ofte raser mod EU, og i den tidligere socialdemokratiske bastion Østrig, hvor Frihedspartiets Jörg Haider jævnligt truer med at blokere for udvidelsen mod øst. Dertil kommer, at hårde udfald mod det tunge og fjerne EU-system spiller en væsentlig rolle i de igangværende valgkampe i Tyskland og Holland. »Europas ejendommelige hold vokser i styrke«, skrev det britiske nyhedsmagasin The Economist forleden og konstaterede, at stærkt EU- skeptiske partier nu er ved magten i flere europæiske lande. Bekymret fransk politolog Den kendte franske politolog og medlem af EU-parlamentet, Olivier Duhamel, er dybt bekymret. »Der er en reel fare for en vis opløsningsproces i EU, hvor nationale interesser vil overskygge de fælles projekter«, siger han. Uskønt start for rødt Europa Det røde Europa fik en noget kaotisk og uskøn start, da slagsmålet om toldfri sprut og smøger i 1998 overskyggede alle de andre og mere ambitiøse emner på dagsordenen. Men der var andre ting på programmet. Det socialdemokratiske Europas program var stærkt påvirket af EU- kommissionens Hvidbog om beskæftigelse og konkurrenceevne helt tilbage fra 1993. Den daværende formand for Kommissionen, den franske socialist Jacques Delors, var initiativtager til projektet, som han allerede havde haft i støbeskeen over ti år tidligere i samarbejde med en anden europæisk socialdemokrat, den senere danske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen. Ledighed og velfærd Overskrifterne for et socialdemokratisk Europa var en aktiv beskæftigelsespolitik, der skulle fjerne den ledighed, som stadig er det største politiske problem i en række vigtige EU-lande. Desuden ville socialdemokraterne gøre en indsats for at fremtidssikre de europæiske velfærdsstater, der alle er truede af den såkaldte ældrebombe - om få år er der ikke nok unge til at forsørge de ældre. De socialdemokratiske ledere arbejdede varmt for, at disse temaer skulle indgå i EU-traktaten, og en meget tilfreds dansk statsminister kunne i 1998 sælge den nye Amsterdam-traktat til danskerne på, at der var tale om en traktat med tydelige socialdemokratiske fingeraftryk. »Beskæftigelse, lønmodtagerrettigheder og miljø er nu vigtige dele af EU's politik«, gentog Poul Nyrup Rasmussen i tale efter tale inden folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i maj 1998, som et solidt flertal af befolkningen stemte ja til. Højdepunktet foråret 2000 I foråret 2000 nåede det røde Europa nok sit politiske højdepunkt, da det på et topmøde i Lissabon satte gang i den proces, der skal gøre EU til verdens mest fremgangsrige og fremtidssikrede område inden 2010. Det gjaldt både beskæftigelses- og uddannelsespolitikken samt vækstfremmende foranstaltninger som liberalisering af den finansielle sektor, telekommunikation og energiforsyningen. Men undervejs voksede mistilliden blandt borgerlige vælgere til det socialdemokratiske Europa, som efterhånden blandede sig lidt for meget i nationalstaternes kerneområder. Det er denne mistillid, der kan aflæses i nogle af de seneste borgerlige valgsejre rundt om i unionen. Og den stort anlagte 'Lissabon-proces' har da også haft svært ved at komme op i omdrejninger. Landene er simpelt hen ikke begyndt at lade de store ord følge af konkret handling. Frustreret Nyrup Poul Nyrup Rasmussen selv gav da også udtryk for en vis frustration, da han tidligere på ugen kommenterede Barcelona-topmødet i sit nye nyhedsbrev. Især på beskæftigelsesområdet er det svært at se fremskridt. »EU-topmødet i Barcelona blev på den baggrund en stor skuffelse. Et lille skridt i retning af åbning af markedet for energi og finanser - men intet reelt fremskridt for mennesker, jobs og uddannelse. Kun pæne ord - ingen resultater på vej mod 2010«, skriver Socialdemokratiets formand og konstaterer, at balancen mellem job, uddannelse og social tryghed på den ene side, og hensynet til marked og penge på den anden side er ved at komme ud af balance. Poul Nyrup Rasmussen gav blandt andre Anders Fogh Rasmussen skylden - men glemte at tilføje, at hans partifæller i Tyskland og Frankrig har været nogle af de mest træge partnere på det seneste. Også på det retlige område forsøgte socialdemokraterne at sætte et stort skib i søen, da de i den finske by Tampere i efteråret 1999 lovede hinanden at sætte fart på fælles regler om asyl- og indvandring. Kendsgerningen er, at der har været langt fra ord til handling. Til gengæld først terrorfrygten efter 11. september til lynhurtige stramninger og harmoniseringer i samarbejdet om bekæmpelse af kriminalitet og terror. Fredsbevarende styrke Et stort resultat, som det røde EU kan tage æren for, er udviklingen af en fredsbevarende styrke, der kan sendes ud i EU-regi. Her har Tony Blair været den helt afgørende drivkraft i et projekt, der er blevet talt om i årtier, men som først nu bliver virkelighed. Denne succes skal dog vejes op imod det faktum, at der stadig reelt ikke findes skyggen af en fælles europæisk udenrigspolitik. Når det gælder de store emner på den internationale dagsorden - Mellemøsten er det klassiske eksempel - kan EU ikke enes om en fælles kurs, der kunne gøre unionen til en realistisk modvægt til USA's totale dominans. Udvidelsen mod øst Til gengæld kan unionens socialdemokrater bryste sig af, at det røde Europa opnåede at forvandle udvidelsen mod øst fra et udmarvende evighedsprojekt til en konkret proces, hvor målstregen omsider er kommet i sigte. I bedste fald når hele 10 af de 13 ansøgere frem til stregen på topmødet i København i december. Anders Fogh Rasmussen og hans borgerlige regeringer vil stå med roserne, men realiteten er, at de blev plantet i rød muld. Der er imidlertid stadig en risiko for, at udvidelsen støder på grund, hvis et eller flere EU-lande nægter at give de indrømmelser i fælleskabets interesse, der er nødvendige. Netop den nye fokus på nationalstaternes forrang - som også er fremherskende i det nys nedsatte EU-konvent, der skal tegne unionens fremtid - er måske den afgørende ændring i det aktuelle EU. Det står i skarp modsætning til socialdemokraternes dagsorden om flere fælles opgaver, flere medlemmer og mere union.