Den gode vilje mod de barske realiteter

Vi har aldrig været rigere. Alligevel er hjælpen til verdens fattige faldet støt og roligt i de seneste ti år. Og det i en tid, hvor verden igen og igen har slået sine egne ubehagelige rekorder, når det gælder dyre, globale problemer, der råber på at blive løst: Krige, økonomiske kriser, hungersnød, flygtningestrømme, hiv/aids-katastrofe, miljøproblemer og terrorisme. Paradokset fik FN til - i anledningen af år 2000 - at sammensætte en liste over millenium-opgaver, som verdenssamfundet skulle løse inden 2015. Skyhøje ambitioner Listen er mildt sagt ambitiøs. Først og fremmest skal antallet af mennesker, som lever i ekstrem fattigdom, halveres til 600 millioner. Hele kloden skal sikres adgang til syv års skolegang. Børnedødeligheden og livstruende sygdomme som hiv/aids, tuberkulose og malaria skal bekæmpes langt mere effektivt. Adgangen til rent drikkevand skal forbedres. Og forholdene i verdens slumkvarterer ligeså. Pris: 120 mia. dollar årligt Alt sammen koster penge. Rundt regnet 120 milliarder dollar (over 1.000 mia. kroner) om året ifølge Verdensbanken. Og den regning er ingen regeringer parate til at betale. Monterreymødet Men nu skal de gerne ombestemme sig. Det er i hvert fald ambitionen, når FN i dag indleder sit ugelange topmøde om finansiering af udvikling, der foregår i industribyen Monterrey i det nordlige Mexico. Forud for mødet har både EU og USA rystet sparegrisen. Således lykkedes det forleden den danske udviklingskommissær Poul Nielson at overtale EU's 15 medlemslande til at splejse om en bistandspakke på ekstra 30 milliarder kroner om året. Og Bush-regeringen har lovet lidt over ti milliarder kroner ekstra om året i de næste tre år. Fire lande Alligevel ligger de samlede bidrag et pænt stykke fra de 0,7 procent af bruttonationalproduktet (BNP), som FN har bedt de rige lande donere om året. I øjeblikket lever kun fire lande op til målet, nemlig Holland, Sverige, Norge og Danmark - den danske VK-regering er dog blevet kritiseret skarpt for at skære i bistanden og dermed sende et uheldigt signal til de øvrige FN- medlemmer op til Monterreymødet. Slutdokumentet er skrevet Græsrodsorganisationer og de fattige lande tvivler da også stærkt på, at pengestrømmen bliver større, end der allerede er lagt op til. Når alverdens politikere og diplomater har fundet vej til Monterreys konferencecenter, ligger der nemlig allerede et udkast til et slutdokument, som bare venter på at blive skrevet under. Beskedne ambitioner Og det dokument har fået klippet både hæl og tå i forhold til det, der oprindeligt var lagt op til i den såkaldte Zedillorapport fra i fjor, som har fungeret som konferencens officielle arbejdsdokument. Rapporten, der blev skrevet med Mexicos tidligere præsident Ernesto Zedillo som pennefører, foreslår, at de rige lande skal forpligtes til at donere 0,7 procent af deres BNP. Rige skal forpligtes Men i slutdokumentet er glosen 'forpligte' nu skiftet behændigt ud med formuleringen 'opfordres til'. Og den ændring vil formentlig koste milliarder i tabte bistandskroner. Skat på olie? Således forventer de fleste nu, at konferencen i langt højere grad kommer til at handle om alternative måder at finansiere løsningen af verdens problemer på. Et forslag går på at indføre globale skatter på olie og brændstof - en ide, som de magtfulde olieproducerende lande næppe går med til. Tobin-skatten En anden ide er at lægge en skat på internationale valutahandler, en såkaldt Tobin-skat opkaldt efter nobelpristageren James Tobin, der døde i sidste uge. Men heller ikke den ide vækker lige stor begejstring. Uoverskueligt system Mange græsrodsorganisationer er stærke fortalere for en Tobin-skat - på den måde ville verdens kapitalister blive tvunget til at betale en del af klodens elendighed, hver gang de tjener penge på spekulative investeringer. Men mange økonomer - blandt andet Tobin selv - har peget på, at systemet ville være uoverskueligt at gennemføre, og det passer de fleste rige regeringer storartet. Mere frihandel Tilbage står en af USA's kæpheste: at trække udviklingslandene op af sølet via øget frihandel. Men her kommer både USA selv - og i endnu højere grad Danmark og resten af EU - i voldsom klemme. Høje EU-mure Trods utallige hensigtserklæringer til Verdenshandelsorganisationen WTO, holder især EU fortsat fast i sine massive toldmure, der holder de fattige landes billigere produkter ude. Og både den amerikanske og de europæiske regeringer støtter deres landmænd med formuer, der presser verdensprisen på netop de varer, som de fattige lande kan producere. Samlet støtter de rige deres egne landmænd med over en milliard dollar - om dagen. Samme lande giver nu under 50 milliarder dollar i udviklingsbistand - om året. Tilbage står FN's fine intentioner og blafrer lyseblåt i den mexicanske brise.