Mens den amerikanske energigigant Enron var på vej ud i konkursens sump på grund af kreativ bogføring, og tusinder af job gik tabt sammen med millioner af dollar i pensionsopsparinger for menige amerikanere, så festede ledelsen på livet løs, og de midaldrende direktører forlystede sig med unge, smukke sekretærer. Ved en bestemt fest på restauranten Teala i byen Houston i Texas, hvor Enron har sit hovedkvarter, anvendte de 300 deltagere endog Enrons kreditkort til at købe deltagelse af en levende elefant - og den var ikke lyserød - i festlighederne. I seks timer drak de ledende medarbejdere løs, mens de forlystede sig med letpåklædte damer, der dansede på bordene og trak de mandlige hoveder ind mellem deres fyldige bryster. Tealas direktør, Gustavo Torres, har siden udtalt til amerikanske medier, at Enronmedarbejderne gik fuldstændig amok den nat: »Det mindede mere om en rusfest på universitetet end om en firmafest i en global og respekteret virksomhed«. Og det var kun en af mange fester. Superegoer En nu fyret, ledende medarbejder hos Enron bekræfter over for Politiken, at Enronledelsen på firmaets regning førte sig frem både i hjembyen Houston og udenfor: »Alt det man hører om Enrontoppen - dens eskapader og udskejelser for firmapenge - det er fuldstændig sandt. På ledelsesplan var de alle begravet i det morads«, siger M.K., hvis navn er Politikens redaktion bekendt, og som indtil 3. december, da 4.500 medarbejdere fik fyresedlen, var personalechef. En anden tidligere ansat, Janice Hollaway, har til det amerikanske skandaleblad National Enquirer udtalt, at »stedet (Enron, red.) var fyldt med arrogance, superegoer og forræderi«. Enrondirektørerne var fast inventar i Houstons stripteasklubber, hvor de betalte med Enrons kreditkort. Ofte havde de barregninger på op til 80.000- 90.000 kroner. Enron betalte også for besøg i eksempelvis stripklubben Treasures, hvor det koster 1.700 kroner blot at få et bord i VIP-afdelingen. Enron-direktørerne lagde ofte beslag på tre-fire borde. I VIP-rummene er det ikke usædvanligt, at pigerne har sex med de kunder, som lægger flest penge. Og de midaldrende Enrondirektører sparede ikke på firmakontoen og var derfor attraktive investeringsobjekter for pigerne, som direktørerne da heller ikke kunne holde hænderne fra. Kavalergangen Selv i frokostpauserne kunne direktører og mellemledere få tid til et par martinier. Samtidig kunne de effektive Enronfolk også lige nå at få pigerne til at danse topløse foran deres frokostborde, mens de samlede energi til eftermiddagens arbejde på kontoret. Eskapaderne foregik ikke alene ude i byen, men fortsatte også på 49. og 50. etage, hvor Enrons ledelse havde til huse. De ansatte kaldte etagerne for 'Ungkarlehyblerne' og 'Kavalergangen'. Den tidligere grafiske designer i Enron, Chris Miller, har fortalt National Enquirer, at de to etager mest lignede et futuristisk drømmehjem. For ham mindede indretningen om 'Star Trek' filmene. Der manglede intet, når det gjaldt moderne bekvemmeligheder. Malerierne på kontorerne, som nærmest var hotelsuiter, havde en værdi fra en halv million kroner og opefter. Kontorsuiterne fungerede nærmest som elskovsreder, for Enron- direktørerne kunne ikke få deres sexlyst tilfredsstillet på byens barer. En direktør bragte tre stripteasedanserinder op på sit kontor efter fyraften. Selskabet blev opdaget af sikkerhedskameraerne, men direktøren slap med en løftet pegefinger. Unge, smukke kvinder kunne også gøre lynkarriere i Enron og overhale deres ældre og langt mere erfarne kønsfæller. De unge kvinder var et let bytte for de midaldrende mænd, der ikke lagde skjul på deres formuer og magt. Selv i Enron vakte det dog opsigt, da en sekretær for en af direktørerne fik en årsløn på 5,5 millioner kroner. De kvindelige direktører holdt sig imidlertid heller ikke tilbage, men forsøgte at være mindst lige så macho som deres mandlige kolleger. Direktør Rebecca Mark havde tilnavnet Hajen Mark. Det kræver vist ikke megen fantasi at gætte hvorfor. Mark ankom engang til en firmafest på en Harley- Davidson-motorcykel som bikerpige. En rocker kørte naturligvis motorcyklen. Undtagelsen De fyrede, som Politiken har talt med, undtager dog næsten enstemmigt Enrons grundlægger og tidligere direktør og bestyrelsesformand, Kenneth Lay. Mary Wyatt har sklerose og måtte gå på pension i 1998. Hun har mistet næsten alt ved Enrons konkurs, men forsvarer som de øvrige fyrede Lay. Wyatt arbejdede sammen med Lay allerede i midten af 1980'erne, da han grundlagede Enron: »Jeg ved, at Ken Lay er et godt menneske. Det betyder ikke, at han ikke har noget ansvar for situationen, men Jeffrey Skilling (Lays afløser i Enrons ledelse, red.) løb om hjørner med Lay. Skilling er den store skurk i spillet«. Rod Jordan leder en pressionsgruppe for tidligere Enronansatte, Severed Enron Employees Coalition (SEEC), der ad rettens vej forsøger at skaffe de fyrede deres tilgodehavender tilbage. Jordan er heller ikke overrasket over Enron-ledelsens vilde liv. »Enron ansatte en masse unge, dynamiske erhvervsfolk. De gav ledelsen forkerte råd og førte virksomheden ud i det uføre, hvor den nu befinder sig«, siger Jordan og lader forstå, at de også var dynamiske på andre områder. Tragedier For Jordan er det vigtigste imidlertid at redde tilværelsen for de 4.500 fyrede og tusinder af pensionister, som mistede alt ved Enrons konkurs: »Enrons fald har været en katastrofe for mange af mine kolleger. Selv slap jeg nogenlunde tåleligt. En af mine kolleger fra Oregon blev eksempelvis overflyttet med sin familie til Houston i november. Et par uger senere blev han fyret. Familien kan end ikke få udleveret sine møbler, fordi Enron har undladt at betale flyttefirmaet, og familien selv står uden indtægter«.