De såkaldte spindoktorer, politisk udpegede medierådgivere, er blevet en voksende belastning for den britiske premierminister Tony Blair. I den forløbne uge har spindoktorerne igen forplumret oplysninger, så offentligheden står tilbage med fornemmelsen af kun at kende den halve sandhed. Politikere fra både Labour og de konservative vil nu have indført etiske regler for, hvordan spindoktorer kan opføre sig. To spindoktorer blev fredag fyret fra transportministeriet efter længere tids slagsmål. Det startede med terrorangrebet i USA 11. september sidste år. En times tid efter World Trade Centers kollaps sendte transportminister Stephen Byers medierådgiver Jo Moore en intern email om, at det var »en god dag« til »at begrave« dårlige nyheder. Og dem var der nok af i transportministeriet, som har store problemer med at få det britiske jernbanenet til at fungere. Mange krævede Jo Moore fyret efter den kyniske email. Men ministeren holdt hånden over hende. I denne uge gik det galt. Prinsesse Margaret døde og skulle bisættes i fredags. To tabloidaviser rapporterede, at Jo Moore igen havde sendt en email om, at det var en god dag til at offentliggøre en rapport om, hvor dårligt togene kører. Men det nægtede trafikministerens informationschef at gøre. Opspind Premierminister Blair var på statsbesøg i Italien. Hans spindoktorer i Downing Street tog sig af sagen. De hævdede først, at den nye email var det pure opspind, og det blev gentaget i parlamentet af parlamentsforhand Robin Cook. Senere samme dag blev det afsløret, at der faktisk var noget om sagen, og flere aviser bragte overskrifter som »Løgnere« og »Løgnhalse«. Dermed var hele regeringen sværtet. Fredag morgen kogte Tony Blair over i Italien, og transportministeren fik klar besked på at rydde op i roderiet. Han accepterede derpå Jo Moores og sin informationschefs »opsigelse« - ved skæbnens ironi på samme dag, som prinsesse Margaret blev bisat. Tillykke Tidligere på ugen havde Tony Blair været hovedpersonen i en anden spindoktorsag. Premierministeren blev kritiseret for at have hjulpet en indisk/britisk forretningsmand med at købe en stålværk for 3,5 milliarder kroner i Rumænien. Forretningsmanden havde angiveligt støttet Labours valgkamp sidste år med et bidrag på 1,5 millioner kroner. Senere på året sendte Blair et brev til den rumænske ministerpræsident, hvor han lykønskede med salget af stålværket til et solidt britisk firma. Da kritikken startede, hævdede spindoktorerne blandt andet, at brevet var sendt efter, at handelen var indgået i Rumænien, og at det købende firma var britisk. Men i ugens løb kom nye afsløringer, som bringer tvivl om i alt fire af spindoktorernes påstande. Endnu en sag, hvor fejlinformationer - eller var det nødløgne - kaster snavs på Tony Blairs regering - som oven i købet gik til valg på slagord om ansvarlighed, gennemskuelighed og rene hænder. Fyring Det er langt fra det første mudder, der klæber til Tony Blairs sko. To gange har han måttet fyre sin nærmeste rådgiver Peter Mandelson som minister på grund af beskyldninger om at misbrug af indflydelse mod betaling. Og tidligere europaminister Keith Vaz er suspenderet fra parlamentet i en måned som straf for at spænde ben for en undersøgelse af hans økonomiske forhold. Den seneste spindoktor-sag har vakt udbredt harme. Formanden for parlamentets administrative komite, Tony Wright, krævede i går i den britiske radiokanal BBC, at regeringen indfører regler for, hvordan spindoktorerne skal opføre sig. Han bliver støttet af Jonathan Baume, der er generalsekretær for embedsmændenes fagorganisation, og af den konservative trafikordfører Theresa May. Og af en Labour-politiker, formanden for parlamentets transportudvalg, Gwyneth Dunwoody. Hun siger: »Premierministerens kontor skal overveje både sin holdning til embedsmænd og til, at der åbenbart er en gruppe mennesker, som kan træffe beslutninger, uden at de hverken er folkevalgte eller embedsmænd«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























