Voksende kløft mellem EU og USA

Godt fire måneder inde i den globale krig mod terror træder forskellen mellem Europa og USA igen tydeligt frem. I takt med at blikket vendes væk fra Afghanistan, bliver kløften mellem de vestlige allierede på hver sin side af Atlanten stadig dybere. Såvel EU-kommissionen som det spanske EU-formandskab lægger således klar afstand til den skærpede amerikanske retorik over for Iran og Irak. Grænser for NATO-støtten Samtidig fastslår NATO's - britiske - generalsekretær, George Robertson, at der er grænser for, hvor langt USA kan gå med fuld NATO-støtte. De kølige reaktioner kommer efter præsident Bushs årlige tale om nationens tilstand, hvor han udpegede Iran som led i »ondskabens akse« og atter truer Irak med angreb som led i krigen mod terrorisme. Strider mod EU's politik Den skærpede tone over for Iran er i lodret modstrid med EU's politik. I dagene efter 11. september sidste år gik EU i diplomatisk offensiv for at få præstestyret med på den rigtige side af terrorkoalitionen. Belønningen - en genoptagelse af det politiske samarbejde og en fordelagtig handelsaftale - er nu under udbetaling, og den politik bliver ikke påvirket af de nye signaler fra Washington, fastslår den spanske udenrigsminister og EU-formand, Josep Pique. 'Deler ikke den politiske konklusion Kommissionens udenrigspolitiske talsmand, Gunnar Wiegand, siger, at EU har forståelse for den amerikanske holdning til Iran. »Men vi deler ikke den politiske konklusion. Den europæiske union fører sin egen politik, uafhængigt af USA. Vores mål er at få Iran og andre lande til at nærme sig og deltage i det internationale samfund, og det har præsident Bushs tale ikke ændret på«, siger Gunnar Wigand. NATO vil se beviser Samtidig understreger NATO's generalsekretær, George Robertson, at amerikanerne ikke automatisk kan regne med støtte fra NATO, hvis USA vælger at angribe uden for Afghanistan. Beslutningen om at udløse NATO's muskertér-ed - én for alle og alle for én - er begrundet i angrebene på World Trade Center og Pentagon. Ingen beviser Robertson påpeger, at amerikanerne ikke har fremlagt nogen dokumentation for, at hverken Iran, Irak eller Nordkorea - de tre lande, der ifølge Bush udgør »ondskabens akse« - har noget ansvar for angrebene 11. september. »Hvis amerikanerne kan fremlægge beviser, der kæder andre lande (end Afghanistan, red.) sammen med angrebene, så formoder jeg, at de allierede vil være stærkt interesseret i en forklaring. Men den er ikke kommet«, konstaterer George Robertson. Briter frygter for koalition USA's nærmeste allierede i terrorkrigen, den britiske premierminister Tony Blair, har længe advaret amerikanerne mod at angribe Irak. Briterne frygter, at det vil få store dele af den arabiske verden til at forlade terrorkoalitionen - eller ligefrem gå over til den anden side. Samme toner lød fra Jordans kong Abdullah i en reaktion på Bush tale. En invasion af Irak vil fremkalde voldsomme reaktioner i hele den arabiske verden, og frustrationerne i den arabiske befolkning vil ifølge kongen fremkalde en »kolossal ustabilitet« i hele regionen og undergrave de arabiske regeringers deltagelse i koalitionen mod terror, forklarede han til den amerikanske tv-station CBS. Mellemøsten spøger Den voksende kløft mellem Europa og USA skyldes i høj grad de forskellige holdninger til konflikten i Mellemøsten. Amerikanerne lægger sig stadig tættere op ad den israelske ministerpræsident, Ariel Sharon, der samtidig bliver stadig mere brutal i både retorik og fremfærd. På linje med Israel Bushs tale om Iran i »ondskabens akse« falder således godt i tråd med den israelske teori om, at det i virkeligheden er Iran, snarere end Palæstinakonflikten, der er roden til ufred i Mellemøsten. Et skib med våben fra Iran med kurs med palæstinensiske terrorgrupper, der forleden blev opbragt i det Røde Hav, har støttet teorien. EU fastholder på den anden side en skarp fordømmelse af både den israelske militarisme og den palæstinensiske terror. I EU's optik kan hverken den palæstinensiske terror, det gamle fjendskab med Iraks Saddam Hussein eller ubehag ved præstestyret i Iran begrunde en optrapning, der hurtigt kan flytte fronten fra Verden mod terror til vesten mod de arabiske lande.