Handikappede aktionerer i Israel

Talia Dor er et lille menneske. Der er knap en meter af hende, og derfor er hun berettiget til fuld invalidepension. Politiken møder hende og snesevis af andre israelske invalidepensionister i den tætpakkede, kaotiske og temmelig tilrøgede indgang til arbejds- og socialministeriet i Jerusalem. Her har de boet i 44 døgn, i et forsøg på at vække den israelske offentlighed og finansminister Silvan Shaloms opmærksomhed omkring de forhold, Israel byder sine invalidepensionister. Hidtil har de tilbragt dagene med at blokere Jerusalems hovedtrafikårer med deres kørestole og har om natten sovet på madrasser på gulvet i socialministeriets foyer. Men tre dages storm med iskold regn, slud og sne i begyndelsen af januar gav flere af dem forfrysninger i deres lamme lemmer og fik hele gruppen til også at flytte indenfor i dagtimerne. »Jeg ville gerne begynde at arbejde«, fortæller 40-årige Talia Dor, der er uddannet sagfører, »men jeg må ikke stå og gå, så jeg skal have en kørestol for at kunne komme frem og tilbage. Det har jeg nu ventet på i 10 måneder, og det tager sikkert flere år, før jeg får den«. 3.500 kr. om måneden I mellemtiden er Talia Dor ligesom de øvrige 144.000 israelske invalidepensionister henvist til en invalidepension på omkring 3.500 kr. om måneden, og det er det helt umuligt at overleve for, siger hun. Prisniveauet i Israel er nogenlunde som i Danmark. De strejkende kræver, at invalidepensionen sættes på højde med minimumslønnen på det israelske arbejdsmarked, der er på omkring 6.500 kr. om måneden. Dårligere for ældre Men det er ikke det eneste krav, de har. »Når vi bliver ældre, får vi kun flere behov, men når vi når folkepensionsalderen, 60 for kvinder og 65 for mænd, så er vi pludselig ikke invalide mere. Så får vi kun almindelig folkepension, der er på omkring 2.500 kr. Invalidepensionen falder helt væk«, siger Rina, der tilhører den store gruppe af invalidepensionister, der i 1950'erne blev ramt af polio. Hun har tidligere arbejdet, men har måttet opgive på grund af helbredet og sidder nu i kørestol. »Jeg er kommet for at vise min solidaritet« siger Ivgi Shlomo. Han sidder også i kørestol, der har han siddet i 28 år, siden han som 20-årig blev såret under sin militærtjeneste. »Han tilhører en helt anden kategori end vi«, siger Rina og Talia Dor. Forskel på invalider<(/b>
»Jeg ved det, vi krigsinvalider (omkring 50.000, red.) hører til i et andet system. Det er helt absurd. Hvis jeg beder om en ny kørestol, får jeg den på stedet. Skal et af de mennesker, der født med handikap eller er blevet invalideret af sygdom, bruge hjælpemidler, skal de igennem tyve komiteer, før de får noget. Jeg har den mest moderne robot til at løfte mig op og pakke min kørestol sammen, når jeg stiger ind i min bil. Sådan én kan de aldrig få. Det er helt urimeligt«, siger Ivgi Shlomo.

De strejkende invalidepensionister har tiltrukket sig stor offentlig opmærksomhed og almindelige israelere kommer hele døgnet forbi i socialministeriets foyer med suppe, kager og varm te. Landets bedste kunstnere kommer for at underholde, og fagbevægelsen bakker op med arbejdsnedlæggelser i solidaritet. Men finansministeren fastholder, at han ikke har penge til at opfylde de strejkendes krav. I aftes blokerede de samtlige ind- og udgange til det israelske parlament, Knesset.