Analyse: Cyperns ledere stopper fredspiben

De har været fjender siden ungdommen. De har skændtes, lavet rævekager og sendt soldater i borgerkrig mod hinanden hele livet igennem. Også et godt stykke ud over den almindelige pensionsalder. Nu gør de et forsøg på at slutte fred. Cyperns præsident, Glafcos Clerides, 82 år, mødes mandag med lederen af den tyrkisk besatte del af øen, den lidt yngre Rauf Denktash, 77. De siger begge, at det er sidste chance, og at de vil gribe den. Fremover mødes de hver mandag, onsdag og fredag indtil de er blevet enige. De regner med at det vil ske i juni. For de to gamle kamphaner er det sidste chance for at efterlade sig noget andet og mere efter et langt liv i politik, end et trøstesløst ingenmandsland, der skiller den græske fra den tyrkiske befolkningsdel, indhegnet af mure og pigtråd, bevogtet af svært bevæbnede soldater på begge sider og FN-styrker i midten. Men det er ikke bare personlig ærgerrighed efter et andet politisk eftermæle, der driver de to ledere. Pres fra EU De er under stærkt pres fra EU, der på topmødet i København til december skal træffe beslutning om optagelse af Cypern. Udsigten til optagelse i EU giver både grækere og tyrkere en betydelig interesse i at bilægge konflikten og samle øen. Og det kan gøre livet meget besværligt for begge parter, hvis det ikke er sket, inden beslutningen skal træffes. »Vi er meget glade for at skulle optages i EU. Men vi ville blive endnu gladere, hvis det kunne ske uden problemer. Derfor er det påtrængende for os, at vi finder en løsning«, som præsident Glafcos Clerides har sagt det. Cypern fået løfte om optagelse i EU, selv om EU i princippet ikke vil optage lande med uløste grænsekonflikter i bagagen. Og det er da også langt fra givet, at løftet kan indfries. Ingen optagelse af delt Cypern Det hollandske parlament har slået fast, at der ikke kan blive tale om at optage et delt Cypern. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller (K), der kommer til at sidde i formandsstolen, vil heller ikke optage Cypern før der er fundet en løsning. For mange af de andre lande vil det afhænge af, hvem der må bære ansvaret for et eventuelt sammenbrud. Dobbelt trusselsild Problemet er først og fremmest, at Tyrkiet vil tage en sådan beslutning ilde op. Tyrkerne, der besatte den nordlige del i 1974, ser kontrollen med Cypern som afgørende for landets sikkerhed. De frygter, at kontrollen vil blive afgørende svækket, hvis EU rykker ind i den sydlige del. Desuden regner tyrkerne med, at Cypern - når først landet er med i unionen - for tid og evighed vil blokere for Tyrkiets egen EU-ansøgning. Tyrkiet truer derfor med at fremkalde en gigantisk krise i NATO-samarbejdet og har tænkt sig starte med at annektere det besatte område, hvis der ikke findes en løsning, der tilgodeser tyrkiske behov. Tyrkerne har fundet forståelse i Washington, der nødig vil se en krise, der kan destabilisere NATO-samarbejdet. Grækenland truer på den anden side med at blokere for hele udvidelsen, hvis Cypern ikke er med i første runde. Det er hele dette morads af problemer, Clerides helst vil være foruden, og derfor han gerne ser en aftale. Tyrkerne er på den anden side klar over, at deres egen ansøgning om EU- medlemskab bliver kørt ud på et fjernlager, hvis de spænder ben. Og de håber på at få kontante tilsagn om snarligt medlemskab som led i en aftale, hvilket den kommende EU-formand, udenrigsminister Per Stig Møller, er positiv overfor. På Cypern håber det fattige tyrkiske samfund at få del i de EU-tilskud og den økonomiske udvikling, der følger med et EU-medlemskab. Gevinsterne ved en aftale er åbenlyse på begge sider. Og det vigtigste politiske tema - magtdelingen i en kommende regering - er i store træk løst på forhånd. Farlige skær Det bliver en føderation, der stort set kun har udenrigs- og forsvarspolitikken til fælles. Men spørgsmålet er, om de to gamle kamphaner reelt ønsker at falde hinanden om halsen, eller om de blot går efter et sammenbrud, som modparten må tage ansvar for. Der er masser af detaljer, der kan udløse sammenbruddet. Over 200.000 grækere er siden den tyrkiske besættelse blevet drevet fra hus og hjem - som tyrkiske familier nu betragter som deres hjem. Et andet problem er tyrkernes frygt for at blive løbet over ende af de forholdsvis velstående grækeres tegnebøger. Og frygten for nye sammenstød, hvis muren uden videre rives ned. Det er ikke let at slå en streg over 40 års fjendtligheder og 30 års besættelse, selvom der arbejdes på det tre dage om ugen.